Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

m: Lokal- og kulturhistorie i øvrigt
Lokal historie og topografi har antikvariske aner, men som moderne fænomener har de begge
rod i det 19. århundrede. Interessen for lokal historie i 1800-tallet skal på den ene side ses i
forbindelse med, at den såkaldte professionalisering inden for historiefaget på universitetet og
de store statslige arkiver i så høj grad som det var tilfældet indsnævrede fagfeltet til særligt at
handle om statshistorie og politisk begivenhedshistorie. Den lokale historie og delvis
kulturhistorien blev i 1800-tallet næsten udelukkende drevet af forskere, som ikke var udgået
fra de professionelles laug, og som ønskede at skrive en anderledes historie i tæt forbindelse
med den egn, de levede i. På den anden side udgik der fra grundtvigske højskolekredse stærke
tilskyndelser til almindelige mennesker om at interessere sig for lokalhistoriske studier eller
overlevere deres personlige historiske viden til optegnere (ofte lærere), som kunne tage vare
på oplysningerne. Efter regeringen i 1864 udadtil havde vist, at den ikke tilstrækkeligt
effektivt havde været i stand til at værne landet som stat, var det for de nyromantiske og
nationalt orienterede højskolefolk vigtigt, at befolkningen indadtil blev deres identitet som et
kulturelt folk bevidst gennem deres fælles historie.
Da de amtshistoriske samfund over en ret kort årrække blev oprettet omkring 1900
virkede de i større eller mindre omfang i samme retning og det samme kan siges om
hjemstavnsbevægelsen fra 1923 og fremefter. Dansk Folkemindesamlings arkivarer forsøgte
fra starten af århundredet at holde god kontakt til den stadig mere institutionaliserede
lokalhistorie. Både for at støtte arbejdet, og for at man gennem amtssamfundene og deres
sognerepræsentanter kunne få vedligeholdt et fintmasket net af meddelere. Disse meddelere
indsamlede primært folkeminder, men indsendte også mange informationer af almen
lokalhistorisk og topografisk karakter. I det hele taget kan det være vanskeligt at skelne skarpt
mellem de forskellige kategorier af stof.
Allerede Svend Grundtvigs mange hundrede indsamlere rundt omkring i landet har
imidlertid i forbindelse med optegnelser af viser, eventyr, sagn m.v. noteret mange træk af
historisk og topografisk karakter, selv om det ikke var disse forhold, Grundtvigs indsamling
primært tog sigte på. Siden begyndelsen af 1900-tallet har Folkemindesamlingen forsøgt at få
indsamlet materiale fra så mange sogne som overhovedet muligt i Danmark. Det gælder ikke
kun indsamling af det mere specifikke folkemindestof, men også beretninger om natur- og
kulturmindesmærker, sognenes personer og historiske begivenheder.
Informationer af lokalhistorisk og topografisk karakter i arkivet fordeler sig meget
uegalt rent geografisk. I nogle områder er der ikke så meget at hente, hvorimod materialet
andre steder kan være meget fyldigt takket være enkeltpersoners særligt ihærdige arbejde.
Axel Olrik gav i 1906 dialekter og navne en plads i DFS’ arkivsystem. I foreningen
Danmarks Folkeminders regi nedsatte han i 1908 et “Udvalg for folkemål”, der skulle arbejde
på en ømålsordbog til supplering af Feilbergs jyske ordbog. Det lykkedes at opnå støtte fra
Carlsbergfondet hertil. Olrik bevirkede ligeledes, at der i 1910 blev nedsat et ministerielt
stednavneudvalg og etableret et tilhørende Stednavneudvalgets Kontor med både praktisk og
videnskabeligt formål. Ømålsordbogen - og arbejdet med dialekterne - udviklede sig senere til
Institut for Dansk Dialektforskning, og stednavneudvalget blev i 1960 omdannet til Institut
for Navneforskning. Selv om man derfor på DFS kun i ringe grad har prioriteret at arbejde
med dialekter og navne, findes der alligevel mindre samlinger på området. 84
103