Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

Udvalgt litteratur om Svend Grundtvig:
Fr. Barfod: Svend Hersleb Grundtvig, Kbh. 1883; Carl S. Petersen: “Fra folkevisestriden”,
Danske Studier 1905 s. 65-114; Ingeborg Simesen (udg.), N.F.S. Grundtvig og hans nærmeste
slægt under treårskrigen. En brevveksling, Kbh. 1933; Hans Ellekilde i Svend Grundtvigs
Danske Folkesagn 1, Kbh. 1944, s. 7-65; H. Grüner-Nielsen: “Svend Grundtvig og hans
Folkeviseudgave”, Danske Studier 1953 s. 5-32; Inger M. Boberg: Folkemindeforskningens
historie i Mellem- og Nordeuropa, Kbh. 1953, s. 168-75; Erik Dal: Nordisk folkeviseforskning
siden 1800, Kbh. 1956; Iørn Piø: “Svend Grundtvig”, i: Arv. Nordic Yearbook of Folklore 25-
26 (1969-70) s. 189-224 (dansk oversættelse i Dansk Studier 1971 s. 91-120); Iørn Piø:
“Svend Grundtvig” i Dansk biografisk Leksikon, 3. udg. Kbh. 1980; Bengt Holbek:
“Folkemindevidenskab”, i: Povl Johs. Jensen (red.), Københavns Universitet 1479-1979, 11,
Det filosofiske fakultet, 4. del, Kbh. 1979, s. 49-85.
Fire pionerer og deres samlinger
b: Axel Olrik og “1906-samlingerne”
Skønt Axel Olrik var 40 år yngre end Svend Grundtvig, og denne døde forholdsvis tidligt,
nåede Olrik at følge Grundtvigs universitetsforelæsninger 1881-83. I læremesterens sidste
levetid blev Olrik behandlet som en søn af huset og studerede viser under Grundtvigs
personlige vejledning. Det var derfor oplagt, at det blev Olrik, der skulle videreføre
udgivelsen af Danmarks gamle Folkeviser. Det store værk kunne nu foruden det gamle
håndskriftmateriale også bygge på den mundtlige viseoverlevering, som Evald Tang
Kristensen og andre havde optegnet i anden halvdel af 1800-tallet. Olrik siger selv, at
“sondringen mellem adelssangens og bondesangens forskellige væsen” var hans selvstændige
bidrag til teorierne bag udgavens videreførelse. 64 Foruden visesangen var der tidligt et andet
hovedspor i Olriks faglige virke: Beskæftigelsen med oldtidens nordiske myter og sagn, som
det ses i disputatsen om kilderne til Saxo (1892). Olriks efterladte papirer, der blev
testamenteret til DFS og er registreret som 1917/3-139, er emnemæssigt præget af disse to
hovedområder samt af hans virke som universitetslærer, skribent og organisator.
Efter at Svend Grundtvigs samling og et par andre, mindre samlinger i 1904-05 var
blevet forsvarligt ordnet og indlemmet i Dansk Folkemindesamling, stod Olrik over for at
skulle skabe et grundlæggende ordningssystem for alt kommende materiale i samlingen. De
nævnte mindre samlinger (fra Frederik Lange Grundtvig og Jens Kamp) samt det fremtidige
materiale benævnte Olrik “Dansk Folkemindesamlings anden afdeling. Nyere samlinger”. Det
grundlæggende ordningssystem trådte i kraft fra og med 1906 og kaldes derfor “1906samlingerne”
(af Olrik også kaldet “voksende samlinger”). Grundprincippet er, at
folkeminderne opdeles systematisk i en række kategorier, hvorved der i hver hovedkategori
skelnes mellem originale bidrag (originaloptegnelser), særtryk og udklip, afskrifter, excerpter
og evt. andet. Skønt der af Folkemindesamlingen sideløbende hertil blev udarbejdet registre i
protokoller og på sedler, fungerer mange af afskriftsamlingerne i sig selv som registre, idet de
f.eks. er ordnet alfabetisk efter personer, topografisk efter sogne eller typologisk efter emne.
Man ser tydeligt de af Svend Grundtvig opstillede kategorier bag Olriks inddeling, men
klassificeringen er emnemæssigt lidt udvidet i forhold til det “museum for alle Danmarks
29