Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

j: Dans
Folkedans har været brugt som fællesbetegnelse for især bondesamfundets danse, som de
udfoldede sig i tilknytning til årets og livets cyklus. I industrisamfundet har dansens funktion
og rituelle betydning ændret sig, og dans er ikke længere en social forpligtelse, men snarere
noget, man “går til” på grund af dens værdi som underholdning og kropsudfoldelse. Social
dans - dans der udøves ved sociale sammenkomster - kan deles i kædedanse, turdanse,
pardanse og solodanse. Det er social dans, der findes materiale om på DFS. Institutionen har
ikke materiale om professionel kunstnerisk dans.
1700-tallets oplysningsmænd havde generelt et negativt syn på landbefolkningens
dans og dansemusik, og gennem det meste af 1800-tallet associerede mange mennesker
spillemandsmusik og dans med drukkenskab og usædelighed. Svend Grundtvig nævner ikke
dans og spillemandsmusik som muligt indhold i sit museum for Danmarks folkeminder (det,
der kommer nærmest er “Folkeliv ... folkets skikke og sædvaner ... alle lege, både sanglege og
andre...” 78 ). I de tre bind Gamle danske Minder, der fungerede som forbillede for
indsamlerne, optages følgelig ingen selvstændige dansebeskrivelser eller dansemelodier. Kun
i nogle få optegnelser om legestuer og julestuer indgår naturligt nok de danse, som
ungdommen brugte i legestuerne ved juletid i slutningen af 1700-tallet. 79 Eftersom heller ikke
Tang Kristensen interesserede sig synderligt for dans, var A.P. Berggreen faktisk den eneste
folklorist i 1800-tallet, der publicerede et bare lidt større udvalg af dansebeskrivelser og
dansemusik. 80 Man kan dog i Folkemindesamlingens ældre samlinger finde spredte
dansebeskrivelser og oplysninger om danserepertoire o.l.
I begyndelsen af 1900-tallet blev det anderledes. “Foreningen til Folkedansens
Fremme” blev i 1901 grundlagt af den senere højskoleforstander Andreas Otterstrøm og en
kreds omkring ham. Man ønskede at indsamle, publicere og optræde med almuens
“folkedans”, hvilket især kom til at betyde turdanse og énmelodi-pardanse. Foreningen har da
også til praktisk brug publiceret en snes fortrinsvis egnsafgrænsede hæfter med
dansebeskrivelser og melodier fra hele landet. Axel Olrik så med velvilje på foreningens
arbejde og medvirkede til at skaffe økonomisk støtte til dens indsamlingsrejser. Det bevirkede
igen, at DFS fik overdraget den ældste del af foreningens arkiv. Folkemindesamlingen havde
imidlertid også selv flere medarbejdere, der var meget danseinteresserede. Hjalmar Thuren
dokumenterede og publicerede om færødans og udforskede dansehistorie i almindelighed. 81
Hakon Grüner-Nielsen indsamlede dansebeskrivelser og -melodier og publicerede to
kulturhistoriske pionerværker på området: Vore ældste Folkedanse (1917) og Folkelig Vals
(1920), foruden nogle oversigtsartikler. 82 Grüner-Nielsen og hans hustru Ellen var i øvrigt
selv aktive medlemmer af “Foreningen til Folkedansens Fremme”.
Grüner-Nielsens interesse for dansen ebbede ud efter 1930 og de næste 50 år
indsamlede og forskede DFS ikke særlig aktivt på området dans (derimod efter slutningen af
1950'erne i høj grad på området spillemandsmusik). Omkring 1980 prioriterede man
imidlertid at få dokumenteret dansen forstået som bevægelse, nu især ved hjælp af video. Det
er først med film og video, at det er blevet muligt at dokumentere dans til brug for
videnskabelige studier. 83
Der henvises i øvrigt generelt dels til afsnit II k om instrumentalmusik og dels til
kapitlerne om lydarkivet og videosamlingen.
82