Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

optegnerpapir, som samlingen lod udarbejde. Potentielle optegnere fik på forhånd at vide, at
de skulle nøjes med at skrive én optegnelse på hvert blad optegnerpapir (dog kunne flere
optegnelser slås sammen, hvis de “hører til ganske samme art af folkeminder og stammer fra
ganske samme hjemsogn”). Dette ville efter Folkemindesamlingens opfattelse øge
optegnelsens videnskabelige værdi og “virkekraft”, da hvert optegnelsesblad så “straks fra
først af kan henlægges i den kapsel, hvor det efter sin art hører hjemme, og det indenfor hver
kapsel let kan findes på sit hjemsogns sognenummer”. Optegnerne skulle desuden “ved
direkte forespørgsel sikre sig, at meddelerne ikke har deres fortællinger fra bøger og blade,
men har hørt det mundtligt af deres forfædre igen”. 37 Skønt denne fokusering på mundtlig
overlevering var samlingens officielle politik indtil 1950'erne, fik især den nøgterne Grüner-
Nielsen heldigvis også forøget samlingerne med ikke-mundtligt materiale i form af
håndskrevne visebøger, dagbøger, nodebøger samt trykte skillingsviser og andre folkelige
småtryk.
Især fra 1930'erne til 1950'erne arbejdede samlingens arkivarer – Grüner-Nielsen,
Ellekilde og Boberg - på empirisk basis inden for forholdsvis snævre, filologisk og
musikfilologisk prægede rammer. Man samlede belæg på en række klassiske
folkemindeelementer for at nå frem til et overordnet billede af disses oprindelse,
spredningsveje og udbredelse (den diffusionistiske forklaringsmodel). Det førte til
respekterede materialeudgaver og nogle efter datidens målestok fine monografier. Selv om
man så vidt muligt havde forbindelser med den internationale folkemindevidenskab, kan det
imidlertid ikke nægtes, at det lille miljø på Folkemindesamlingen i stigende grad isolerede sig
fra de faglige nybrud, der fandt sted i andre fag.
Dansk Folkemindesamling 1960-2005
Anden halvdel af 1950'erne og 1960'erne blev en opbrudsperiode for Dansk
Folkemindesamling. Efter Grüner-Nielsens pensionering i 1951 blev der af mangel på
kvalificerede kandidater ikke ansat nogen musikarkivar som hans efterfølger. I stedet blev
professor Nils Schiørring 38 1953-71 tilknyttet som konsulent i musikvidenskab, en stilling der
de facto gjorde ham til leder af musikafdelingen. Da Hans Ellekilde blev pensioneret i 1961
var alle de arkivarer, der havde præget samlingen siden Første Verdenskrig, væk. Der blev i
årene omkring 1960 ansat et nyt hold af fast- og løstansatte medarbejdere, hvoraf de
fastansatte arkivarer var Laurits Bødker (1958), 39 Iørn Piø (1962), 40 Thorkild Knudsen
(1963), 41 Poul Rovsing Olsen (1964), 42 Bengt Holbek (1966), 43 Gustav Henningsen (1966) og
Morten Levy (1967). Hertil kom i 1970'erne Svend Nielsen (1972), Carsten Bregenhøj (1972)
og Birgitte Rørbye (1972) samt i 1980'erne Jens Henrik Koudal (1983). 44 Som det ses, blev
opbruddet fulgt af en ressourceudvidelse, idet samlingen i perioden 1967-89 havde seks
fastansatte arkivarer. Siden er bemandingen atter gået ned.
Nyorienteringen manifesterede sig i det ydre ved at “musikafdelingen”, der nu
kaldtes “afdeling II”, 1959-67 flyttede til nye lokaler i Lagkagehuset på Christianshavns Torv
på adressen Torvegade 47. I denne bygning fik også det på samme tidspunkt oprettede
“Nordisk Institut for Folkedigtning” til huse, en institution der snart kom til at lægge lokaler
til universitetsfaget Nordisk folkemindevidenskab. Folkemindesamlingens “tekstafdeling”,
“afdeling I”, forblev derimod på Det Kgl. Bibliotek. I 1967 blev de to afdelinger atter forenet
i en bygning, der husede Danmarks Biblioteksskole, på adressen Birketinget 6 på Amager.
Efter tre årtier her flyttede Folkemindesamlingen i 1997 til sin nuværende beliggenhed i
“Fisken” på Christians Brygge 3 i Københavns centrum, umiddelbart ved siden af Det Kgl.
Bibliotek. Man skelner ikke mere mellem en musik- og en tekstafdeling.
19