Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

Dansk Folkemindesamling - et historisk rids
Baggrunden i 1800-tallet
Dansk Folkemindesamling blev oprettet i 1904 på baggrund af nogle væsentlige
kulturpolitiske strømninger i 1800-tallet. En stor del af stoffet stammer fra indsamlere og
forskere i denne periode, der derfor skal belyses lidt nærmere.
De store landboreformer og Napoleonskrigene omkring 1800 satte hver på deres
måde skel i Danmarkshistorien. Juridisk overgik de fleste af de gamle fæstebønder i løbet af
en periode på mere end et halvt århundrede til at blive selvejere, hvorved landbosamfundets
struktur blev afgørende ændret. Politisk overgik det danske rige fra 1814 (tabet af Norge) til
1864 (tabet af Slesvig-Holsten) fra at være en multinational statsdannelse til at blive en dansk
nationalstat.
Mens regeringsmagten før 1848 opstillede et statspatriotisk ideal, der i princippet
ligestillede alle nationaliteter i kongens riger og lande, så skabtes der især fra og med
1840'erne en dansk nationalkultur, hvis fortalere ønskede at give befolkningen en fælles
kulturel identitet. Den nye dansknationale kultur blev knyttet til kongeriget, bondekulturen,
historien, sproget, naturen, religionen samt andre udvalgte dele af den materielle og åndelige
kultur. I denne nye konstruktion, som nationalkulturen var, kom de såkaldte folkeminder til at
spille en vigtig rolle.
Efter Napoleonskrigene stod Danmark tilbage som taber. Ikke blot havde riget mistet
Norge, men økonomien lå i ruiner, og den åndelige krise var dyb. Det var nødvendigt at
begynde på en frisk - men hvordan? I denne situation blev tyskeren Johann Gottfried Herders
(1744-1803) kulturkritiske forfatterskab en mægtig inspiration. Herders tanker blev den fælles
åndelig bagage for danske intellektuelle og kunstnere i første halvdel af 1800-tallet. Herders
grundtanke var, at verdenshistorien er folkeslagenes eller nationernes historie. “Folket”
opfattes som en slags handlende kollektivt individ i historien. Vejen frem lå derfor i at
erkende sig som et folk, sprogligt, kulturelt og historisk.
Herders historieforståelse havde nogle afgørende nye konsekvenser. 1 Det er
“nationen” eller “folket” forstået som en organisme, der skaber sammenhæng og kontinuitet i
historien, idet hver nation ifølge ham gennemløber en “naturlig” udvikling fra barndom over
manddom til alderdom. Det betyder, at nationen også bliver en psykologisk størrelse, som det
ses i 1800-tallets hyppige tale om “nationalkarakter” og “folkeånd”. Det skal betones, at
1800- og 1900-tallets politisk nationalistiske brug af Herders tanker lå den tyske kulturkritiker
fjernt. For Herder var folkeslagene ligeberettigede, og erkendelsen af deres særegenhed var en
positiv inspiration til at forstå menneskelige værdier. Selv demonstrerede han sine ideer på det
kunstnerisk-kulturelle område med værket Volkslieder (1778-79; posthumt optrykt som
Stimmen der Völker in Liedern, 1807), der publicerede “folkeviser” fra mere end tyve
nationer, inklusive Danmark og Grønland. Det var Herder, der lancerede begrebet Volkslied
som et alternativ til kunstdigtningen. Og netop folkevisebegrebet vandt hurtigt genklang i
Danmark.
Den første større indsamling af folkevisemelodier herhjemme fandt sted i årene
1809-21 med litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup som den drivende kraft. 2 I den forbindelse
indsamlede 25 personer ca. 250 melodier, og to tredjedele blev trykt i Abrahamson, Nyerup
og Rahbeks Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen (1812-14) og i Nyerup og Rasmussens
Udvalg af Danske Viser fra Midten af det 16de Aarhundrede til henimod Midten af det 18de
8