Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

krævede at blive ordnet og registreret af en fagkyndig, samt at adgangen til
folkemindesamlingen burde være friere end til bibliotekets håndskriftafdeling.
Bibliotekschefen var velvillig og skaffede en finanslovsbevilling til at ordne og
konservere de ældre samlinger. Han forklarede samtidig rigsdagen, at folkemindesamlingen
skulle opstilles i sit eget værelse “som en selvstændig del af Bibliotekets håndskriftsamling
under betegnelsen ‘Dansk Folkemindesamling’”. 17 Man kan således datere institutionens
oprettelse til 1. april 1904, hvor finansåret begyndte. I bibliotekets årsberetning for 1903-04
tales om “en særlig afdeling” i Det Kgl. Bibliotek. I juli 1904 ansøgte Feilberg og Olrik, med
H.O. Langes støtte, ministeriet om at gøre Folkemindesamlingen permanent ved at sikre en
løn til dens forstander, en stilling der var tiltænkt Axel Olrik. Dette bevilgedes fra og med 1.
april 1905.
Mens brevet til H.O. Lange i 1903 blot underforstod, hvorfor det var en statslig
opgave at sikre “vore folkeminder”, så var fællesansøgningen i 1904 mere specifik i sin
begrundelse. “Overalt i Europa”, hedder det, “udfoldes der nu den største virksomhed for at
optegne og granske de minder fra en svunden tids tænkemåde, som vor tids stærke
samfundsomdannelser er ved at udslette, idet forskningen ad disse veje kan nå til
samfundslag, hvis åndelige liv ellers kun er sparsomt kendt, og til kulturformer, der er ældre
end de historisk kendte.” 18 Det betonedes desuden, at samlingens videnskabelige arbejde
skulle suppleres af løbende kontakter med meddelere ude i folket, for “det gælder om at
samle, medens der endnu er mundtlig overlevering; mindet om fortiden svinder år for år med
rivende hast.” Sådanne argumenter viste sig at kunne overbevise politikere.
Folkemindesamlingens første officielle formålsbeskrivelse findes i Kirke- og
Undervisningsministeriets instruks af 22. december 1908. Heri hedder det:
Forstanderen for ‘Dansk Folkemindesamling’ skal lede denne samling således, at den
kan tjene som nationalt museum for vore folkeoverleveringer, såvel i henseende til
opbevaring som til at være midtpunkt for videnskabelig granskning.
Samlingen indeholder optegnelser til dansk folkedigtning, folkeskik og
folkeliv, samt alt der kan tjene til belysning af disse emner. 19
Forskriften specificerer, hvordan forstanderen har til opgave at ordne og registrere materialet
samt at forøge samlingerne med folkemindeoptegnelser i privat eje. Han skulle desuden
“foranledige yderligere optegnelser af folkeminder gjorte efter mundtlig overlevering, ved
udsendelse af opråb eller spørgsmål, ved støtte til private indsamlingsrejser, eller på anden
måde”.
I 1917 tog Dansk Folkemindesamling det sidste skridt i den glidende udvikling fra at
have været “en særlig afdeling” og til at blive en helt selvstændig statsinstitution. 20 Af samme
grund oprettedes i 1920 et tilsynsråd, “Folkeminderådet”. 21 Folkemindesamlingen havde i
øvrigt til huse i Griffenfeldts værelse i den gamle biblioteksbygning (nuværende
Rigsarkivbygning), og herfra fulgte den i 1906 med Det Kgl. Bibliotek over i dets nye
bygning på Slotsholmen i København, hvor samlingen fik et arbejdsrum og et magasin ud
mod Tøjhusgården. 22
Axel Olrik virkede frem til 1915 som forstander for DFS parallelt med sit arbejde
ved Københavns Universitet, hvor han fra 1896 var docent i nordiske folkeminder og fra 1913
professor. Han havde adskillige løsere eller fastere medarbejdere, herunder musikforskeren
cand.theol. Hjalmar Thuren (1873-1912), cand.mag. i dansk, historie og tysk samt organist
Hakon Grüner-Nielsen, forfatter og journalist Frederik Poulsen (1865-1931), forfatter og
14