Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

(1821). Materiale i tilknytning til denne indsamling er bevaret dels på Det Kgl. Bibliotek, dels
på DFS.
Nyerup var vokset op i oplysningstiden og havde grundlæggende en patriotiskantikvarisk
interesse i de gamle viser. I 1807 var han blevet sekretær for Den Kongelige
Kommission til Oldsagers Bevaring, og for ham var indsamlingen af oldsager og folkeviser to
sider af samme sag. ”Kæmpehøje” og ”kæmpeviser” blev opfattet som henholdsvis materielle
og åndelige levn fra oldtiden. Nyrup var dog også påvirket af den tidlige romantik, og havde
f.eks. et kollegialt samarbejde med brødrene Grimm. Nyerup og hans medudgivere havde et
dobbelt formål med viseudgaven fra 1812-14. Dels ønskede de at publicere et bredt udvalg af
de danske middelalderviser, man kendte fra Anders Sørensen Vedels og Peders Syvs
viseudgaver 3 samt gamle håndskrifter, og dels ville de supplere viseteksterne med melodier.
Formålet med melodiindsamlingen var “vedligeholdelsen af nordisk ånd og kunst”. De fleste
gamle folkevisemelodier ansås for “forglemt og evig tabt” og resten “på glid til undergang”. 4
Nogle kunne imidlertid nedskrives efter ældre menneskers hukommelse - og det blev de.
Under arbejdet blev Nyerup også interesseret i de nyere viser og fik en bredere indsigt i den
folkelige visesangs funktion. Da han i 1817 anbefalede den unge J.M. Thieles Prøve af
Danske Folkesagn, skrev han i fortalen:
Til anskuelsen og begrebet af en nations åndelige og intellektuelle tilstand i et vist
tidsrum, er det langtfra ikke nok at kende hvad de lærde i den givne periode har
frembragt. ... den talrige klasse, hvis tid går bort bag ploven og på værkstedet, og
hvis ånd og hjerte dannes i ammestuen og borgestuen, i gilde- og krohus, lærer man
derved ikke at kende. Det indvortes liv, som rører sig i denne folkeklasses gemytter,
har fået sin næring af myter og sagn, fabler og eventyr, viser og ordsprog, og det er
kvintessensen heraf der ikke alene, så at sige, spøger i deres hjerner, men også ofte er
nøglen til en og anden uforklarlig handling.
Denne erkendelse af værdien i almuens indre liv førte til 1821-udgaven af viser, der i fortalen
betegnes som “borgestuesange eller gadeviser”. Med sin interesse for mentaliteten hos folk i
almindelighed - også i “uæstetiske” viser - var Nyerup langt forud for sin tid.
Herders tanker animerede som sagt mange kunstnere og intellektuelle. En af dem var
den overfor nævnte litterat Just Matthias Thiele (1795-1874). Som volontør på Det Kgl.
Bibliotek syslede han med gamle håndskrifter og ældre litteratur, og han fik den idé, at
Danmark burde have en udgave af danske folkesagn, der svarede til brødrene Grimms tyske.
Thiele samlede derfor sagn efter boglige kilder, efter tilsendte bidrag og efter mundtlig
beretning af de folk, han traf under sine fodture rundt i landet især på Sjælland. Thiele var
ikke forsker, han betegner sig i forordet som “en musernes hengivne, der vandrer ud, for at
lære og forlyste sig, og vender tilbage med hænderne fulde af blomster”. Sagnene betegnes
billedligt som friske, rødmossede bondedrenge, der skal bringes til staden. Resultatet blev fire
bind Danske Folkesagn, publiceret 1818-23. (Der udkom en forøget udgave med titlen
Danmarks Folkesagn 1843-60).
Med Nyerups udgave af middelalderviserne og Thieles publicering af Danske
Folkesagn havde Danmark fået to udgaver, der blev en værdifuld inspiration for romantikkens
digtere, komponister og malere. Ligesom Arnim og Brentanos visebog Des Knaben
Wunderhorn (1806-08) og brødrene Grimms eventyr- og sagnudgaver (Kinder- und
Hausmärchen, 1812-15; Deutsche Sagen, 1816-18) blev det i Tyskland. 5
I 1820'erne og 30'erne var der spredte tilløb til yderligere indsamling af viser og
9