Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

g: Eventyr, sagn og andre fortællinger
Efterspørgslen efter gode fortællinger har altid været stor i alle miljøer, og det var velkendt i
1800-tallet, at også folk i almindelighed havde sådanne mundtligt og skriftligt overleverede
beretninger. En for sin tid fin oversigt blev udgivet af Rasmus Nyerup i 1816: Almindelig
Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder. 73 Nyerup tog udgangspunkt i
de såkaldte folkebøger, dvs. små trykte bøger skrevet i et alment fatteligt sprog og som regel
beregnet til en bred læserskare. Det var underholdende bøger med ofte internationalt udbredte
historier af meget broget art. Til de kendteste hører Uglspil, Jesu Barndomsbog, Faust, Æsops
fabler, De gamle vises eksempler, Lucidarius og Rævebogen. Adskillige af fortællingerne
havde rødder tilbage til middelalderen.
Eventyrene blev ved siden af folkeviserne Svend Grundtvigs hovedinteresse. Såvel
Nyerup som Grundtvig var klar over, at eventyr ofte er internationale (Grundtvig ønskede at
publicere dem “med henvisninger til andre folks tilsvarende digtninger” 74 ). Mens Nyerup
altså tog udgangspunkt i de trykte bøger, der siden bogtrykkerkunstens opfindelse havde
været populær læsning hos menigmand i hele Europa, ønskede Svend Grundtvig først og
fremmest at indsamle og studere den mundtlige tradition. Blandt andre eventyrsamlere er
Evald Tang Kristensen i særklasse, men man bør også nævne læreren Jens Kamp. I alt
besidder DFS ca. 5000 optegnelser af folkeeventyr, hvoraf næsten 3000 er af Tang
Kristensen.
Foruden eventyr ønskede Grundtvig at få indsamlet “Danmarks folkesagn ... ordnede
dels efter indhold og dels efter sted”, idet han skelnede mellem mytiske fællessagn og
historiske, lokaliserede sagn.
Axel Olrik betvivlede, at man klart kunne skelne mellem “kunstdigt” som
enkeltmandspræstation og “folkedigt” som hele folkets skabelse. Folkeeventyr definerede han
som den “... længere (mere sammensatte og ofte mere udmalende) fortælling, rig på
usandsynlige begivenheder og uden forsøg på at gøre dem troværdige ved stedfæste.” 75 Den
klassiske folkemindevidenskab inddelte folkeeventyrene i trylleeventyr (med overnaturlige
væsener og tildragelser), novelleeventyr, legendeeventyr, historier om dumme trolde,
dyreeventyr, skæmteeventyr, skrøner og formeleventyr. Folkesagnet blev af Olrik defineret
som “... den kortere fortælling om en begivenhed, der af fortælleren opfattes som virkelig
foregået.” 76 Sagnene er altså ofte knyttet til virkelige personer eller steder, men forklarer
hyppigt fænomener og handlinger med overnaturlige væseners indgriben (f.eks. elverpigerne,
der lokker den unge mand væk fra den slagne vej). Der findes dog også historiske sagn.
Bortset fra de historiske sagn er det karakteristisk, at sagnene ikke har helte eller heltinder,
men kun almindelige mennesker, der kommer i situationer, hvor ikke-menneskelige kræfter
truer deres tilværelse. I dag finder man sagn tilpasset det moderne liv, ofte kaldet
vandrehistorier.
Olrik inddrog desuden den såkaldte heltedigtning (også kaldet epos eller heroisk
digtning) under folkeminderne, hvoraf især den nordiske oldtids digtning interesserede ham.
Under de folkelige fortællinger hører desuden legender, fabler, anekdoter og
vittigheder.
57