Jens Henrik Koudal Folkeminder og dagliglivets kultur

II: Danmark
Fire pionerer og deres samlinger
a: Svend Grundtvigs samling
Svend Grundtvig blev født i København i 1824. Faderen N.F.S. Grundtvig sørgede for, at
Svend som barn blev undervist i nyislandsk, latin, dansk og angelsaksisk, mens digterpræsten
selv supplerede med at bibringe ham kundskaber i nordisk mytologi, Saxo og saga- og
folkeviselitteratur. Da faderen i 1838 købte et dansk visehåndskrift fra det 17. årh. som
fødselsdagsgave til sønnen (“Grundtvigs kvart”), blev grunden lagt til dennes livslange
arbejde med Danmarks gamle folkeviser. Den 14-årige Svend fandt nemlig hurtigt ud af, at de
eksisterende viseudgaver var højst mangelfulde. Visestudiet blev yderligere opmuntret
gennem en fælles studierejse til nogle store biblioteker i England i 1843, der bl.a. satte sig
spor i Svend Grundtvigs publicering af egne oversættelser af Engelske og skotske Folkeviser
(1842-46).
Efter at han i 1843 havde udsendt et opråb om indsamling af “danske kæmpeviser”,
fik Svend Grundtvig et stort antal viseoptegnelser tilsendt. Dermed opstod ideen om at udgive
en kritisk-videnskabelig udgave med materialet til alle “Danmarks gamle folkeviser”, som
kilderne forefandtes i håndskrifter, i ældre tryk og i mundtlig tradition. Han ville udgive, som
han slagordsagtigt udtrykte det “alt hvad der er, og alt som det er”. Trods stærk offentligt
formuleret modstand mod principperne bag en så stor kildeudgave, lykkedes det Svend
Grundtvig at vinde støtte til publikationen, og første hæfte af Danmarks gamle Folkeviser
kunne udkomme i 1853. Med til planens succes hørte utvivlsomt faderens aktive støtte og
Svend Grundtvigs deltagelse som løjtnant i treårskrigen, men det må fastslås, at endnu i dag
vækker de videnskabelige principper bag udgaven respekt (og de blev da også efterlignet af
tilsvarende udgaver i udlandet). Arbejdet med gamle danske folkeviser optog meget af Svend
Grundtvigs tid, men desuden forskede og underviste han bl.a. i folkeeventyr, færøkvad,
eddadigtning, islandske fornkvad og nordisk sprog. Hans meget nationale sindelag
forhindrede ikke, at han aktivt støttede kampen for det færøske sprog. Alt dette har sat sig
spor i samlingen på DFS.
Svend Grundtvig så sig selv som en af nationsopbyggerne, og både hans
videnskabelige og folkelige virke kan ses under denne synsvinkel. Han modtog mindst 10.000
blade med originaloptegnelser af folkeminder fra sine meddelere, hvoraf den mest
fremtrædende var Evald Tang Kristensen. Han havde en stor bekendtskabskreds blandt
præster, embedsmænd, højskolefolk, lærere og kunstnere, og han førte en livlig brevveksling
med nordiske og europæiske forskere. Dette er ligeledes veldokumenteret i den
svendgrundtvigske håndskriftsamling.
Hvad der i dag betegnes som “Svend Grundtvigs samling”, består egentlig af tre dele
med forskellig proveniens. Efter Svend Grundtvigs død købte Det Kgl. Bibliotek via en
særbevilling på finansloven hans manuskriptsamling, der blev ordnet af svogeren Jørgen
Bloch. Axel Olrik kaldte den “Den egentlige Svend Grundtvigske samling”. 62 I 1889 - med
supplement 1896 og 1905 - blev Jørgen Blochs og Svend Grundtvigs færøske arbejder
skænket til Biblioteket af den Hielmstierne -Rosencroneske Stiftelse. Endelig overgik i 1910
Jørgen Blochs biografiske samlinger vedrørende Svend og Laura Grundtvig til Biblioteket
efter Blochs testamentariske bestemmelse. Denne tredelte helhed fik sin endelige ordning af
Axel Olrik, som døbte den “De Svend Grundtvigske samlinger” og desuden betegnede den
som “Dansk Folkemindesamlings første afdeling”. I dag kaldes den som nævnt ofte blot
Svend Grundtvigs samling.
27