Magleblikundersøgelsen” - Professionshøjskolen UCC

Den ene af børnehaveklasselederne var ny. Hun havde tidligere været ansat i specialklasser
og havde længe arbejdet med specialpædagogik. Skolens anden børnehaveklasseleder
gennem mange år havde længe arbejdet med pædagogisk udvikling på skolen. De to
videreudviklede nu i et tæt samarbejde efterhånden den pædagogik, der skulle til, når
specialklassen skulle være en del af normalklassen.
PPR foretog ved opstarten af projektet en studietur til Nakskov for at lære noget om, hvordan
der kunne arbejdes med en inklusionsklasse række, men var efter besøget overbevist
om, at det måtte udvikles lokalt ud fra en lokalt tilpasset tilgang. Skolen og PPR enedes
om, at der måtte ske en udvikling af pædagogik og didaktik efterhånden som projektet
skred frem, med den eneste egentlige beslutning, at rammerne for projektet var, at det aldrig
måtte være en spareordning. MV var helt tryg ved dette ikke, mindst fordi også Skolechefen
i kommunen altid støttede op om projektet.
Forældrene blev fra begyndelsen af projektet inddraget både ved information og indflydelse,
så man kan sige, at der har stået stor respekt om det – måske endda en slags misundelse
fra de andre skolers og forældres side, som ikke har deres børn i inklusionsklasserne
– for ’der er jo altid to lærere til stede i inklusionsklasserne’. Men det betyder absolut ikke,
at man som lærer bare kan ’læne sig tilbage’ mener EH, tværtimod.
Det er nok også vigtigt, at inklusionsklasserne ikke er en fast ramme, udfordringer bliver
altid taget op i forhold til de elever, forældre og lærere, der er i klassen. ’Og så har vi været
heldige med ikke at have en for stor udskiftning af lærerne. Vi har haft et fælles ansvar –
men det er naturligvis sårbart, hvis lærere holder op’, siger EH. Hun har stor tillid til PPR
leder MV, som hun også opfatter som en rigtig god inspirator og igangsætter og som en
god understøtter af nye måder at arbejde på. På skolen samarbejder de forskellige funktionslærere
for AKT, sprogklasse og læsning sammen med supervision fra PPR, så lærerne
altid ved, hvor de kan hente støtte og rådgivning. Udviklingen har taget tid, med respekt for
at kulturen skulle kunne følge med. Det har derfor altid været vigtigt at sætte beslutninger
til debat med respekt for, at beslutninger kunne laves om lokalt.
De forskellige inklusionsklasser arbejder også meget forskelligt og har udviklet sig meget
forskelligt, mener EH. Det er jo forskellige børn, forældre og lærere/pædagoger, der er tale
om. Man kan ikke have én enkelt måde at arbejde på, der må være stor lydhørhed fra ledelsens
side med vide grænser for, hvordan inklusion gribes an – også sådan, at et team,
hvis det er nødvendigt i en periode, må arbejde opdelt, hvis det er det, der skal til. Når bare
der er en udvikling mod inklusion i gang. Der er også nogle lærere, der har så svært ved
det, at de beder om at komme til at arbejde i ’normal-rækken’, og ’det må vi også have respekt
for’. Udviklingen af inklusion handler om mange ting, og det er umuligt at undgå at
foretage fejlplaceringer. Men man kan blive bedre til at løse opgaven, også selvom man
somme tider kan blive svimmel over kompleksiteten. En af opgaverne for PPR er også at
betrygge lærerne i forhold til, at de gør det rigtige ’tænk, hvis jeg gør noget forkert’, eller
hvornår er konteksten forkert’. Og så er PPR, ledelsen og specialfunktionslærerne også
blevet mere skarpe på, hvornår skolen alligevel ikke er det rette tilbud.
På inklusionsrækken har der hele tiden foregået et intensivt arbejde med inklusionsbegrebet,
skolens værdier og med at få omsat disse til praksis. Det er en kompliceret proces,
NVIE, Christian Quvang og John Willumsen 11