Magleblikundersøgelsen” - Professionshøjskolen UCC

Magleblikskolen var før projektet både udviklingsorienteret og til en vis grad præget af
mangfoldighed. Da projektet skulle starte havde skolen ansat en pædagog, som havde
baggrund i specialpædagogikken og samtidig stort engagement i inklusion. Denne pædagog
kom til at indtage en nøgleposition sammen med skolens børnehaveklasseleder gennem
flere år. De to udgjorde det første team og var med til at sætte projektet i gang. Flere
af lærerne havde stor interesse for inklusion og søgte på den baggrund ny viden om undervisningsformer
og læring, som kunne understøtte ny praksis. PPR’s igangsættende
samarbejde blev på denne måde grebet og videreudviklet af skolens ledelse, lærere og
pædagoger. Samarbejdsmåderne har udviklet sig siden og PPR har selv ændret egen
praksis blandt andet med at arbejde på at udvikle sig konsultativt i forhold til teams og med
at arbejde på, hvordan man organisatorisk kan fremme opkvalificering og videndeling i
kommunen.
7. Beskrivelse af samarbejdsmodellerne på forskellige niveauer.
I denne undersøgelses sammenhæng giver det mening at skelne mellem klasse niveau,
afsnit niveau, skoleniveau og PPR. Det som er interessant er, hvordan samarbejdet er organiseret
på disse niveauer, samt hvordan de indbyrdes er forbundne. Ud over den skelnen
kunne fokus på inklusion som deltagelse i praksisfællesskaber tale for at skelne mellem
undervisningsfællesskab/aktivitetsfællesskab og læringsfællesskab, hvor det sidste
kunne rette fokus mod elevernes læringsfællesskab, selvom det strengt taget er karakteristisk
for både lærere, pædagoger og ledelse også. I dette afsnit vil vi derfor konkluderende
komme ind på, hvordan samarbejdet på de forskellige niveauer kan beskrives som samarbejdsmodeller
med fokus på deltagelse i praksisfællesskaber.
Samarbejdet i og omkring klassen rummer interaktionen mellem eleverne, mellem eleverne
og lærerne, og mellem lærerne i undervisningen. Men dette samarbejde afspejler sig
også i så vigtige strukturer, som klasseindretning og rytmen i klassen.
Ud fra Wenger og andres socialkonstruktivistiske tankegang sker personlig, social og faglig
læring først og fremmest gennem deltagelse i fællesskaber eller, med Wenger, i ’praksisfællesskaber’.
Deltagelse er altid i et bestemt meningsforhandlet forhold til forskellige
slags tingsliggjorte strukturer i undervisningen, såsom klasseværelset, de anvendte bøger
eller materialer, regler tilrettelæggelse af læringen i øvrigt ved faste planer, rutiner, regler
eller strukturering af gruppearbejde. Wenger skildrer f.eks. PC program medieret læring
som ekstremt en tingsliggjort meningsforhandling og læringsform.
I denne tilgang hos Wenger har vi fundet et redskab til at sætte ord på samarbejdet mellem
lærere og elever i undervisnings- og læringssituationerne. Det er kendetegnende for
lærerne i inklusionsklasserne, at de lægger stor vægt på den gensidige meningsforhandling
både mellem dem selv og eleverne, mellem eleverne indbyrdes og mellem eleverne
og det øvrige læringsmiljø. Med meningsforhandlingen menes her både den del, der som
interaktion er placeret i selve undervisnings- og læringssituationen, og den del, som er tilrettelagt
i valg af undervisningsformer, materialer og struktur og rytme i klassen. Hver for
sig har disse nogle afgrænsninger, som aktiviteterne er organiseret omkring. Lærernes
gensidige meningsforhandling virker som forbindelse og mægling mellem forskellige orga-
NVIE, Christian Quvang og John Willumsen 66