hente - krigsturist.dk

Rom Flyveplads
Marineofficererne i "den fælles flyverledelse" tog omgående konsekvensen heraf og fremsatte i stedet for
ønske om 64 stk jagerbombere af samme type, som Hæren ønskede, nemlig Hawker Tempest.
Der ville altså, hvis politikerne ellers kunne forstå det, og det kunne de som bekendt ikke, blive tale om,
at Det danske Søværn og den danske Hær nu eenstemmigt gik ind for samme allround flytype til alle
operative opgaver.
De militære sagkyndige havde altså med dette forslag, hvis det ellers var blevet gennemført, indført et
højt standardiseret flyvevåben, selv om det indtil videre var fordelt på 2 våbenarter, nemlig Hær og
Søværn.
Når officererne så hurtigt og kontant gik ind for Hawker Tenpest og lod alle andre gode ideer ligge, så var
det fordi man i den fælles flyveledelse håbede at kunne få indført Hawker Tempest i stedet for Wickers
Supermarine Spitfire, som jo netop i 1947 officielt var approberet som jager, jagerbomber og fotofly for
de kommende danske flystyrker til begge værn.
Nu fik vi officielt Spitfire tilbudt af Englænderne og sagde ja tak.
Resultatet blev så, at vi fik Spitfire og ikke Hawker Tempest. De første Spitfire kom til Danmark i august
1947.
Når vi så hurtigt sagde ja tak, så skyldtes det til dels den berettigede berømmelse, der stod om Spitfireflyet,
men også nok det væsentligste argument for politikerne og de ledende folk i
materielkommandoerne for Hær og Søværn. Vi kunne 2½ Spitfire for 1 Hawker Tempest. Så stor var
prisforskellen rent faktisk.
Politikerne vidste jo også, at alene navnet Spitfire var nok til at menige danskere syntes, at det da var
det mest fornuftige fly, vi kunne købe til vort lands forsvar.
Hvorimod det nyere og langt mere alsidige Hawker Tempest-fly var totalt ukendt for den almindelige
danske borger.
Her kan vi så slutte den sørgelige historie om opbygningen af de nye danske flyverstyrker efter 2.
verdenskrig, for såvidt angår selve flytyperne.
Vi fik Spitfire som jager, jagerbomber og fotofly, og vi havde kun de allernødtørftigste transport- og
rekognoseringsmaskiner
- indtil den amerikanske våbenhjælp til Danmark blev sat i værk efter 1949, da vi gik ind i NATO.
Hvad så med Flyvestationerne. Fik vi nok af dem?
Som det siden Estrups dage, ja fra før Estrup, siden den kongelige enevælde ophørte med Frederik den
7, er gået med alt dansk militæropbygning, sådan gik det også med flyene som beskrevet ovenfor og nu
altså også med Flyvestationerne. Vi fik slet ikke det ud af de store og enestående muligheder, som vi
kunne have fået, og igen var det som sædvanligt politikernes skyld.
De militære sagkyndige kunne se mulighederne, der lå for os efter den tyske kapitulation. Det kunne
politikerne ikke.
Som skildret i indledningen var det englænderne, der i de allerførste dage efter den 5. maj 1945
besigtigede de tyske flyvepladser i Danmark og derpå traf bestemmelse om ødelæggelse af det samlede
tyske materiel - i første omgang dog undtagen det tyske radar varslings/identifikations materiel, der jo
først skulle bruges til undervisningsformål og afprøvning for RAF.
Desværre har ingen til dato kunnet fortælle mig, Jørgen Nielsen, hvem der på Danmarks vegne
forhandlede med englænderne om de tyske flyvepladsers skæbne.
Mine militære kilder er helt uden mening om dette spørgsmål, de siger samstemmende, men uafhængig
af hinanden, at Flyvepladserne i Danmark ikke af den danske befrielsesregering er blevet betragtet som
et militært anliggende, men derimod som et civilt, jævnfør den yderst påtrængende løsning af det
enorme flygtningeproblem.
Side 122 af 127