hente - krigsturist.dk

Rom Flyveplads
Jeg har lagt mærke til, at mine meddelere kun skelnede mellem kommandobunkeren, hospitalsbunkeren
og alle de andre, som jo også var ens og ingen særlig omtale værd.
Der har på intet tidspunkt været bygget ammunitionsbunkers på Rom Flyveplads, eller bunkere til at
"gemme flyvemaskiner i" som en af mine hjemmelsmænd udtrykte sig. Der har ifølge samme
hjemmelsmand kun været tale om rene beskyttelsesbunkers til personellet, og disse bunkers var ens
allesammen, blot havde nogen af dem en forgang af jernbeton mens hovedparten var uden forgang.
De forskellige bunkerstyper vises skitsemæssigt her og på de følgende sider.
Min hjemmelsmand, der har været med til at støbe de forskellige bunkers, fortalte, at bunkernes
jernskelet var af komprimeret stål ombundet med alm. blød jerntråd ca, 5 mm tyk, og at jernbindingen
skulle være så tæt, der kun var 20x20 cm mellem fletværk og beton, der i væggene har en
normaltykkelse på 120 cm og i tag og gulv på 200 cm. Det skulle efter tyskernes udsagn kunne klare en
fuldtræffer af en 100 kg bombe, men angiveligt måske revne, hvis taget blev truffet af en 250 kg bombe
og demoleres, hvis den blev ramt af en fuldtræffer af en 500 kg bombe.
Ovenpå taget blev der onhyggeligt udlagt sandblandet muld, hvori der blev sået græs. Muldlagets
tykkelse var 60 cm.
[skitse]
Efter de oplysninger jeg har fået, var der mellem 150 og 200 mand beskæftiget udelukkende med
bunkersbyggeriet i 1941-42.
Man gik og faldt over hinanden, som min hjemmelsmand sagde, men byggeriet skred rask frem og det,
der tog mest tid var jernbindingen, som tyskerne i Bauleitung meget nøje kontrollerede, før de gav
støbetilladelse. Tyskerne kunne nemt bruge en hel dag på at inspicere et jernskelet til en bunker, og
fandt de den mindste fejl, skulle hele området hvor fejlen var laves om.
[skitse]
Gentagne fejl på samme bunker kunne blive direkte farlig for det sjak, der arbejdede på det sted, fordi
der ikke var langt til ordet sabotage hos tyskerne, og vi, de danske arbejdere, havde jo allesammen
sagen mod "Ålborgmanden" i erindring, så vi passede på.
Desuden sagde Bauleitung folkene, at hvis der fremkom for mange fejl i jernbindingen og støbningen,
ville de pålægge den entreprenør, som det pågældende arbejdshold arbejdede for, erstatningspligt i form
af "straffearbejde" for de pågældende arbejdere og med entreprenøren som personlig ansvarlig for
"straffearbejets" rette og rettidige udførelse under Flyverpoli
tiets kontrol, og samtidig ville samtlige akkordaftaler med vedkommende entreprenør og hans arbejdere
blive ophævet til skade for alle på det pågældende arbejdssted.
[skitse]
At sådanne tyske trusler ikke var tomme ord, havde arbejderne på Flyvepladsen ikke personlig erfaring
for, men de havde hørt om iværksatte straffeforanstaltninger på andre tyske arbejdspladser i Jylland, så
de passede på, at udføre deres arbejde ordentligt, ikke bare af hensyn til evt. straf, men først og
fremmest fordi, der var virkelig mange penge at tjene og et godt arbejdsmiljø for de enkelte arbejdssjak,
hvis de gjorde deres arbejde godt, ligsom der var både ros og anerkendelse til både det enkelte sjak og
den enkelte arbejder fra tyskerne i Bauleitung.
Det var iøvrigt ingeniør Buro, der ved kontrol sikrede sig, at ros og anerkendelse fra tysk side nu også
virkelig nåede ud til den enkelte arbejder, og ikke bare blev liggende hos entreprenøren, der havde det
pågældende arbejde.
Ros og anerkendelse kunne tit, foruden udtrykt i ord, bestå i tildeling af cigaretter og cigarer samt en
omgang smørrebrød og øl for særlig gode arbejdspræstationer.
3 af mine meddelere giver udtryk for, at de danske arbejdere satte overordentlig stor pris på denne form
for anerkendelse af deres arbejde, og at de bestræbte sig på, at gøre sig fortjent dertil uden tanke på, at
de derved gavnede tysk militær.
Side 78 af 127