hente - krigsturist.dk

Rom Flyveplads
Kroen stammer oprindelig fra et sted i 1800 tallet som kgl. privilligeret kro, men nedbrændte i 1928, og
var først genopbygget i 1930 i den skikkelse, som kan ses idag.
Vilhelmsborg kro ligger i Lomborg sogn, og kroen var ramme om mange former for møder og festligheder
op igennem 1930,erne.
Denne virksomhed fik en brat afslutning den 10. eller 11. april 1940, hvor Luftwaffe beslaglagde kroen til
officersbeboelse, hvad den fortsatte med at være til krigens afslutning.
Vilhelmsborg kro ejedes i 1940 af Stine og Bertram Thomsen, og disse 2 gæve vestjyder, der absolut
ikke var unationale, kom nu gevaldig i klemme, for de måtte meget mod deres vilje nu fungere som
kvarterværter i et rent tysk officers beboelseshus.
Det fortælles, at kroparret tjente virkelig store penge på den tyske indkvartering, men at de aldeles ikke
var stolte af de rigelige indtægter, der tilflød dem fra tysk side.
Vi skal jo huske på, at modstandsbevægelsen holdt nøje øje med, hvem og hvilke virksomheder, der
arbejdede for tyskerne.
Lægger vi så hertil den kensgerning, at Lemvig området hørte under den navnkundige og effektive
nedkastningschef Toldstrup der, via sine lokale modstandsgrupper, sørgede for, at ingen der var i tysk
sold kunne være uvidende om, hvad der ventede dem, når Tyskland havde tabt krigen.
Man forstår godt krofolkenes berettigede nervøsitet for fremtiden.
Det var jo ikke muligt for Stine og Bertram Thomsen at afvise tyskerne. Det var modstandsbevægelsens
lokalrepræsentanter da også godt klar over, men alligevel var ubehaget og usikkerheden hos krofolkene
stor, navnlig efter den 29. september 1943.
Hvem var det så, der boede på kroen under besættelsen? Ja, det var jo som nævnt først og fremmest
Luftwaffeofficerer, men det var, efter den tyske hærs officerers havde overtaget det halve af kroen, også
de tyske officerers danske veninder, og disse damer, eller ihvertfald nogle af dem, kom til at volde
krofolkene mange bryderier og ærgelser, foruden den moralske indignation de nærede mod "disse
officerers madrasser", som krofolkene kaldte de danske piger som var "forlovede" med tyske officerer.
Fra sommeren 1943 og stedse i stigende grad antog kroen i den danske omgivelsers øjne karakter af et
officers bordel, hvad den dog ikke blev i ordets egentlige betydning, men rigtig er det, at såvel
officererne som disses damebekendtskaber skiftede hyppigt som kroens gæster.
Kroens rygte gjorde, af krofolkene fik sværere og sværere at få køkken- og navnlig stuepiger og
servetricer til driften af kroen. Folk i omegnen var af den "sikre" overbevisning, at de piger, der tog
arbejde der automatisk samtidig sagde ja til at gå i seng med tyskerne og derved tjene en solid
ekstraskilling.
Stine og Bertram Thomsen var meget ulykkelige over det ry, deres kro fik, men de var ude af stand til at
ændre noget som helst. De var nødt til at holde de fester, som tyskerne ønskede og finde sig i de danske
pigers indtog sammen med deres tyske "forloveder", som forholdene kaldtes.
Men hvordan forholdt det sig så med Flyveofficererne, var de lige så slemme?
Hertil må svaret blive, at disse var i mindretal fra sommeren 1943, og mine meddelere, der omtaler
kroen og dens rolle i forbindelse med Flyvepladsen, er alle af den mening, at kroen først fik sit dårlige ry,
da hærofficererne ankom.
Flyveofficererne har dog næppe været hverken værre eller bedre end hærofficererne, men
flyverofficererne boede der, på nogle få undtagelser nær, kun et par nætter af gangen, så de kan ikke
have nået at installere sig med damer, fordi de kun gjorde korte ophold, når de var på gennemrejse
mellem Norge og Tyskland.
Det forholder sig nemlig sådan, at der regelmæssigt een gang om ugen ankom en Heinkel 111
kurrerflyvemaskine til Rom Flyveplads, hvor den mellemlandede.
Side 63 af 127