hente - krigsturist.dk

Rom Flyveplads
Det tyske luftvåbens betegnelse for sin højeste kommandomyndighed i Danmark lød således "Dienststelle
General der Deutschen Luftwaffe in Dänemark" der var underlagt Luftgau 11 Hamburg-Blankenese, der
igen var underlagt Luftwaffenbefehlshaber Mitte.
Luftflotte 5 opererede fra Danmark og Norge frem til den 10. oktober 1944. Det var således Luftflotte 5,
der stod for opbygning og etableringen af de tyske flyvepladser i Danmark og hele luftforsvarssystemet
for Danmark, samt hele det luftmilitære kommandosystem herhjemme.
Fra den 1. januar 1944 var Luftflotte Reich, der primært bestod af jagerregimenter og
rekognoseringseskadriller i nævnte størrelsesforhold, blevet øverste luftmilitære kommandomyndighed i
Danmark.
Den 11. maj 1944 udnævntes "Fliegerführer Dänemark" til sideordnet chef med den kommanderende
tyske hærgeneral i Danmark.
Denne stillingsudnævnelse skal naturligvis ses som en direkte følge af den stedse voldsommere allierede
luftoffensiv mod
Tyskland, der nødvendiggjorde fuldstændig dispositionsfrihed for den tyske flyverchef i Danmark. Han
skulle have myndighed til, om han skønnede det nødvendigt, at kunne afvise ordrer eller ønsker fra
Marinen eller Hæren og altså også fra den tyske øverstkommanderende i Danmark.
Det kommandoforhold kan være årsagen til Luftwaffepersonellet på Rom Flyveplads skildrede holdning
overfor de tyske militærenheder i Hæren.
Fra den 1. april 1945 var det alene Luftflotte Reich, der havde kommandoen over hver eneste tyske fly
og flyversoldat i Danmark d.v.s. at fra denne dato indgik alle enheder af Luftflotte 5 i Luftflotte Reich.
Endelig skal nævnes, at det var Fliegerkorps 9, der indgik i Luftflotte 5, der ledede den operative
planlægning for de tyske flyverstyrkers indsats i og fra danske og norske flyvepladser.
Sammendrag af oplysninger vedrørende den militære situation i Danmark fra ca. den 1. januar 1945 til
den 5. maj 1945, udarbejdet på grundlag af oberst A. Hartz og oberstløjtnant K.J. Poulsens vurderinger
således som disse forhold forelå i den danske generalkommando i 1946.
Oplysningerne var til brug for en aktuel vurdering af Danmarks forsvarsmuligheder samt den nye
hærordning, som skulle iværksættes i forbindelse med Den danske hærs genopbygning efter 2.
verdenskrig.
General Lindemann
Den tyske øverstkommanderende i Danmark var i de omtalte måneder den 62 årige generaloberst Georg
Lindemann tidligere hæderkronet chef for 18. tyske arme på Østfronten. En mand der havde vist sit værd
fuldt ud under det tyske tilbagetog på Østfronten. En mand der havde vist helt usædvanlige evner til
sammenhængende improviseret forsvar af større eller mindre geografisk begrænsede områder, og som
var en mester i lynhurtige og derfor overraskende lokale modstød ind i den fremstormende fjendes
rækker.
Lindemann blev derfor betegnet af fagfæller som "Generalen der fik fjenden til at snuble, omend han ikke
kunne standse ham men i høj grad forsinke ham i en tid, hvor hver vunden time var af yderste vigtighed
for de overalt vigende tyske styrker".
På samme måde havde generaloberst Lindemann vist sig som en glimrende organisator af taktisk
samvirke mellem højst uens styrker af alle værn (styrker af højst uens værdi og kampkraft). Ligeledes
havde Lindemann erfaring i benyttelse af ikke tyske hjælpetropper.
Det var derfor, at generaloberst Lindemann blev udpeget til kommanderende general i Danmark.
Der var altså ikke tale om nogen retrætepost eller sekundær kommando, nej der var i høj grad tale om
en udnævnelse, der nøje passede til det øjeblikkelige taktiske behov for en leder, der kunne og ville
udnytte alle til rådighed stående midler for at holde Danmark længst muligt for Tyskland, og som, hvis
det blev nødvendigt, kunne levere de allierede en så stærk modstand som overhovedet muligt, hvis det
kom til en slutkamp på dansk område.
Side 95 af 127