hente - krigsturist.dk

Kantinen
Rom Flyveplads
Lige efter, altså mod vest, lå den store kantinebarak, som er angivet at være 600 m2 + 100 m2
tilbygning mod vest, der rummede køkkenet.
Selve kantinen havde gavle mod nord og syd, og på den anden side af skovvejen mod syd lå et par store
kartoffelkældre samt 4 store tørve- og brændeskure, der indeholdt brændselet til kantinens komfurer,
hvoraf der var 4 stk med fælles skorsten i midten.
Brændselet fra disse depoter brugtes også til de store "kirkekakkelovne", der stod i kantinesalen, hvor
der var teaterscene med orkesterplads foran. Denne store og rummelige kantine var for Flyvepladsens
menige mandskab og de danske arbejdere fra Landwerk sektionen.
Her var altid liv og travlhed, idet frivagten som regel sad her og drak kaffe eller læste aviser og hørte
radio.
Der var altid folk i kantinen, og den var åben fra kl. 6.30 til 21.00 både på hverdage og helligdage.
Her kunne købes mad og kaffe og the, det sidste undrede danskerne, fordi de forbandt the med England,
men sådan var det altså.
Der var også en efter krigstidsforholdene velforsynet kiosk med tyske og danske varer mellem hinanden.
Det var i denne kiosk, de danske arbejdere for 75 ører kunne købe de 2 flot udstyrede månedsblade
"Signal" og "Der Adler".
Signal kunne fås på både dansk og tysk, hvorimod det tyske Luftvåbens blad Der Adler kun fandtes på
tysk, men som desuagtet alligevel blev købt af mange danskere, ikke mindst de yngre, hovedsagelig fordi
det havde nogle fantastisk flotte flyverbilleder i flerfarvetryk.
Både "Der Adler" og "Signal" var meget flotte i deres udstyr og indhold og i stort format, så man fik
virkelig noget for pengene, hvortil kom, at det lige fra Flyvepladsens kommandant og nedefter blev anset
for god tone, at danskerne købte og læste disse 2 blade.
En af mine meddelere fortæller således om, hvordan de danske arbejdere altid kunne være sikre på, ikke
at blive afbrudt i deres pauser, incl. de af tyskerne uautoriserede, hvis de sad og læste i disse blade, og
så var det ligemeget, om denne læsning foregik i kantinen eller ude på arbejdsstederne. Tyskerne smilte
altid venligt og nikkede og ville gerne forklare og supplere oplysningerne i de 2 månedsblade.
Derfor kunne danskerne altid være sikre på, at gik de til en af tyskerne med et af disse blade og bad om
at få uddybet dette eller hint, var de altid veloplagte og rede til information.
Det gjalt dog ikke officererne, som danskerne ikke havde noget med at gøre, men danskerne var som
sagt helt på det rene med, at en af de bedste veje til at stå sig godt med tyskerne på, også officererne
incl. kommandanten, var at blive set, mens man studerede Signal eller Der Adler.
Det var ligesom om, at læsning af disse blade var et fripas til at drive den af og samtidig for penge for
det.
På spørgsmålet om, hvorfor de ikke kunne diskutere med officererne, fik jeg dette svar: Er du rigtig klog
mand. Officererne var stadsfolk, dem kunne dem hverken vi danske arbejdere eller de tyske arbejdere og
soldater da tale med.
Der var en verden imellem officererne og os, de menige og arbejderne. Officererne var højt hævet over
os, de tilhørte et helt andet socialt lag end os andre.
De kunne tale til os, hvad de iøvrigt sjældent gjorde, vi havde jo sjældent noget med militærfolkene at
gøre, når vi tilhørte Landwerk sektionen og fik vore ordrer derfra.
Men at vi skulle henvende os til dem, det var utænkelig.
Det kunne dog ske i ganske særlige tilfælde, at en flyverofficer deltog i en samtale, hvor en eller flere
danskere var med. Det kunne f.eks. være hvis en eller flere af os stod og snakkede med en eller flere af
Side 65 af 127