hente - krigsturist.dk

Rom Flyveplads
Almindeligvis forbød tyskerne de danske entreprenører, at de lod deres folk arbejde mere end 12 timer i
døgnet, men gav som nævnt, speciel tilladelse, hvis nogen ønskede det, og tyskerne kontrollerede
virkelig, om det var den pågældende selv, der havde ønsket det, eller det var blevet dem påtvunget.
Den generelle tyske indstilling til den danske arbejdsindsats var den, at ingen skulle arbejde mere end
8,5 timer om dagen i ugens første 5 dage og 6 timer om lørdagen, alt hvad der lå derudover blev
betragtet og lønnet som overarbejde. For, som Hestermann sagde til en af de danske arbejdsformænd:
Vi er ikke interesseret i, at vore arbejdere bliver nedslidt, syge eller trætte af for meget arbejde, det
fremmer nemlig ikke Flyvepladsens færdiggørelse, tværtimod. Citat slut.
Men nu tilbage til græstørvslægningen igen. Såvidt jeg har kunnet indsnævre det, er arbejdet med at
dække flyvefeltet med de 15 cm tykke græstørv afsluttet sidst i september 1940 for hovedpartens
vedkommende. En af de første dage i oktober begyndte 2 Messerschmitt Bf 110 at foretage
prøvelandinger og starter på pladsen.
Da græstørvslægningen var færdig kom damplokomobilerne igang igen, idet den nye kæmpegræsplæne
skulle tromles efter samme mønster, som der var blevet fulgt ved pløjningen og nivellering.
En af mine meddelere har fortalt, hvordan han kørte i pendulfart med 2 hestetrukne vandvogne til
lokomobilerne, mens de tromlede. Han kørte den ene vandvogn op bag lokomobilerne og spændte sine
heste fra på den måde, at seletøjet kunne skilles på midten så ingen af hestene skulle gå foran
vognstangen, men begge kunne gå ud til hver sin side og et øje kobledes på en krog på lokomobilet, der
når den forrige var tom gav slip på den så der var plads til den fyldte vogn.
Han gik så tilbage med hestene til den tømte vogn, som han spændte hestene for og kørte op til
vandpumpen og genfyldte tanken. Der kørte ialt 4 vandvogne 2 til hver lokomobil.
Tromlearbejdet varede ialt 9 dage, hvor der blev tromlet uafbrudt fra kl. 5 morgen til kl. 23 aften, idet
man kørte i 2-holdsskift.
I de første dage af oktober 1940 kørte lokomobilerne med deres redskaber til Lemvig station på samme
måde, som de var kommet ud til Klosterheden, dog bakkede de ned til byen af den store bakke. Der var
igen spændt heste for, denne gang som bremse.
Tre af mine meddelere hævder med bestemthed, at de af tyskerne fik at vide, at lokomobilerne og deres
redskaber blev kørt til Vojens og derfra til Skrydstrup, hvor de blev sat i arbejde på bygningen af
"Fliegerhorst Hadersleben".
Der blev i efteråret 1942 foretaget belastningsprøver af flyvefeltet.
Disse prøver bestod i, at en tungt lastet Heinkel 111 med blå/hvid underside og mørkeblå overside og
krop og sideror, dog var klappen på sideroret malet snehvid, startede og landede i alle mulige vinkler på
flyvefeltet på Rom Flyveplads.
Afprøvningen foregik FORTRINSVIS i regn og ruskvejr og sjældent i godt vejr.
Den til forsøgene anvendte Heinkel havde specielt forstærket understel og lasten bestod af sandsække
lastet inde i kroppen og gulmalede sandfyldte bombeattrapper ophængt i bombestolene udvendigt.
Vingestrukturen var iflg. flymekanikerne på Rom også specielt forstærket, og på halehjulets ben var der
2 ekstra fjedre.
Flyets besætning bestod altid kun af 1 mand, nemlig piloten, som
danskerne på pladsen betragtede som en særlig dygtig mand, da han jo altid fløj i det mest forrygende
dårlige vejr og ganske bevidst tilstræbte "voldsomt hasarderede landinger" med sit tunge fly.
Det var, fortæller min meddeler, meget spændende at iagttage disse forsøg, "selvom det var rigtigt
møgvejr", når de foretoges. Når Heinkelen startede i skyer af regn og kaskader af vand omkring hjulene i
det våde græs, var det flot at se.
Men navnlig landingerne kaldte på tilskuernes gys. Når det fuldtlastede fly med tændte projektører og
landingslys kom ud af regntykningen og blev sat hårdt og brutalt ned på græsbanen, det var meget
imponerende.
Side 36 af 127