hente - krigsturist.dk

Rom Flyveplads
altså en dansker, men det blev aldrig "Sommer-folk" alene, der havde "Damernes riddervagt", som
danskerne humoristisk kaldte den politistyrke, der sikrede infirmeriets kvinder mod overfald.
Desuden kom den kørende vagtpatrulje, 4 mand og mindst 2 hunde, et par gange i løbet af natten op og
rundede infirmeriet, så mine meddelere er enige om, at denne foranstaltning var skyld i, at der ingen
forulempelser fandt sted.
Mine meddelere siger, at kommandantens hensynsfuldhed og forudseenhed også i denne sag imponerede
dem og forstærkede det indtryk de i forvejen havde af Hauptmann Böesken, at han havde et øje på hver
finger med hele Flyvepladsen, og at han roligt og køligt vurderede situationen og tog højde på forhånd for
evt. risici.
Iøvrigt inspicerede Hauptmann Böesken dagligt infirmeriet såvel som alle andre afdelinger af hans
ansvarsområde, som jo var Flyvepladsen i sin fulde udstrækning og med alle dens mangeartede
afdelinger og faciliteter.
Hvis Böesken var på orlov hjemme i Tyskland eller syg eller på anden måde forhindret i sin daglige
inspektion, kunne man være sikre på, at så kom hans næstkommanderende i hans sted. Der gik med
andre ord ikke een dag uden at alle poster og funktionsafsnit og lagre blev inspiceret.
Mine meddelere er sikre på, at denne punktlighed var en af de væsentligste årsager til diciplinens
opretholdelse blandt Flyvepladsens tyske besætning, også da det begyndte at gå galt for tyskerne på de
forskellige fronter.
Mine meddelere er da også enige om, at de mange kvinder, der arbejdede og boede på infirmeriet må
have følt taknemmelighed mod kommandant Böesken, fordi han sørgede for, at de kunne sove trygt om
natten, og heller ikke om dagen behøvede at være bange for overfald, hvis de blev på infirmeriet, eller
når de havde fri gik ture med "Blitzpigerne" inde på Flyvepladsens område.
Der var de i sikkerhed mod overgreb.
De 2 læger havde begge officersrang og boede i O-Heim, når de ikke var i tjeneste, og når den ene af
dem tog hjem på orlov, var der kun een læge tilbage, der kom ingen vikar.
I efteråret 1942 byggedes endnu en sygestuebarak af samme størrelse som de 2 tidligere.
I 1943 går så kæmpearbejdet med bygning af den store hospitalsbunker igang syd for infirmeriet.
Samtlige mine meddelere har omtalt hospitalsbunkeren med dens 2 etager under jorden, og det er
tydeligt, at denne bunker har imponeret dem dybt, således fortæller et par, at de var sikre på, at
englænderne ikke havde bomber, der kunne slå gennem taget på denne bunker, de kendte tydeligvis
ikke "jordskælvsbomberne".
Som afrunding af afsnittet om infirmeriet skal nævnes, at der i 1940 samtidig med den første
infirmeribarak og kapel, blev opført en lille forbrændingsovn for tilintetgørelse af forbrugte forbindssager
og andet affald fra infirmeriet. Ovnen stod i et lille træskur nordvest for den første barak.
Ovnen var ikke stor nok og heller ikke beregnet til krematorium, som det ellers er blevet hævdet af
nogle.
Ovnen var simpelthen en almindelig hygiejnisk installation for et sygehus.
Et åbent spørgsmål er, om der på infirmeriet har kunnet foretages røntgenundersøgelser, det har ingen
kunnet svare på.
Tilsyneladende har der ikke været noget røntgenapparat på infirmeriet, da flere fortæller, at tyskere, der
skulle røntgenfotograferes blev kørt til Lemvig sygehus i en dansk ambulance, Zonens, og derfra hjem til
infirmeriet igen.
Side 72 af 127