Tekster i edb-kulturen - KnowWare

2 

KnowWare 

Tekster i den digitale tidsalder 

Ivan Norling 

1. udgave, 1. oplag, april 1998 

© Copyright 1998 Ivan Norling og KnowWare, mm@knowware.dk – www.knowware.dk 

ISBN 87-90027-81-7 

Published by KnowWare 

Venlig hilsen Michael Maardt, KnowWare 

www.knowware.dk 

© Ivan Norling - Tekster i den digitale tidsalder - 20-06-01 - 15:56


Den ideelle læser....................................................................... 4 

Teknologiskift.................................................................................4 

Den nye børnelærdom.....................................................................5 

Tekster i edb-kulturen ............................................................. 5 

Tekster i edb-kulturen.....................................................................6 

Pc’en er ikke en skrivemaskine.......................................................6 

Pc’en er et selvstændigt medie........................................................6 

Grundlæggende principper ..................................................... 7 

Et kort historisk tilbageblik ............................................................7 

Tekstbehandling som programmering ............................................8 

Du får hvad du ser ..........................................................................9 

Første grundsætning om tekster i edb-kulturen ............................10 

Ordenes formål .............................................................................11 

Kodernes formål ...........................................................................11 

Andre får ikke hvad du ser ...........................................................11 

Mellemrum er en kode..................................................................12 

Anden grundsætning om tekster i edb-kulturen............................12 

View og viewer.............................................................................13 

View kan tilpasses flere formål ....................................................14 

Skriftlighed og mundtlighed .........................................................14 

Edb-kulturen .................................................................................14 

Teksters struktur.................................................................... 15 

Typografi og kategori ...................................................................16 

Disposition....................................................................................16 

Tredje grundsætning om tekster i edb-kulturen............................17 

Tekst som database.......................................................................17 

Skabeloner ....................................................................................18 

Dokumentinformation...................................................................20 

Hypertekster ........................................................................... 20 

Klassisk tekst er endimensional....................................................21 

Hypertekst er todimensional .........................................................21 

Kendte hypertekstprogrammer .....................................................22 

Todimensional læsning er orienteringslæsning ............................22 

Skærmlæsning ..............................................................................22 

Hypertekster er aktive tekster .......................................................23 

Alle forventes at skrive hypertekster ............................................24 

Videnvirksomheder ......................................................................25 

Relative og absolutte adresser ......................................................25 

Sociale tekster...............................................................................26 

Bogmærker ...................................................................................27 

Stier og spor..................................................................................27 

Udformning af hypertekster.................................................. 28 

Erkendelsesskrivning og præsentationsskrivning .........................28 

Forstå mediet og dets læsere.........................................................28 

Orienteringslæsning......................................................................29 

Tekstmodeller ...............................................................................29 

Navigeringsinformation................................................................31 

Sagsinformation............................................................................31 

Indkøbscentret som generel tekstmodel........................................31 

Den praktiske fremgangsmåde......................................................31 

© Ivan Norling - Tekster i den digitale tidsalder - 20-06-01 - 15:56 

2

3 


Teksterne på Internettet ........................................................ 34 

Skærmteksten................................................................................34 

Kildeteksten..................................................................................34 

Browser.........................................................................................34 

Struktur i kildeteksterne................................................................35 

Word 97’s onlinedokumenter................................................ 37 

Word 97-begreber.........................................................................38 

Hvorfor onlinedokumenter? .........................................................38 

Hypermedier........................................................................... 40 

Billeder .........................................................................................40 

Lyd................................................................................................40 

Levende billeder ...........................................................................41 

Programmer ..................................................................................41 

Java ...............................................................................................41 

Orden i kaos............................................................................ 42 

Struktur i mapperne ......................................................................42 

Navngivning af filer......................................................................43 

Dokumentinformation...................................................................43 

Fritekstsøgning .............................................................................44 

Projektafslutning...........................................................................45 

“Ordentlig” oversigt .....................................................................45 

Papir og hypermedier ............................................................ 47 

Fordele ved papirmediet ...............................................................47 

Fordele ved hypermediet ..............................................................48 

Data, information og viden ...........................................................49 

Formaliseret viden ........................................................................49 

Videnmanagement.................................................................. 51 

Hjemme-pc’en ..............................................................................51 

Intellektuel kapital ........................................................................52 

Videnmanagement ........................................................................54 

PC-kørekortet................................................................................54 

Uddannelse.............................................................................. 55 

Kulturblinde pædagoger ...............................................................55 

Genudvikling af skolerne..............................................................56 

Den menneskelige kapital.............................................................57 

Lærehypermedier? ........................................................................57 

Forskning......................................................................................58 

Mennesket ............................................................................... 59 

Bogen eller mennesket?................................................................60 

Maskinstorm en mulighed ............................................................61 

De kloge af i dag, de unge? ..........................................................62 


Den ideelle læser 

Dette hæfte er først og fremmest skrevet for 

læsere over tredive år. Hæftet sætter fokus på 

vores begreb om tekst. Kort fortalt ændres, 

eller snarere udvides tekstbegrebet i disse år, 

og årsagen er selvfølgelig den stigende anvendelse 

af computere. 

Yngre læsere må gerne læse med, og nogle vil 

forhåbentlig gøre det med udbytte, men en del 

yngre synes at have en intuitiv forståelse af 

det nye tekstbegreb. Den mangler vi andre 

fordi vi ikke er opflasket med edb i samme 

omfang; vi har haft vores skolegang i tiden 

før ordet edb blev almindeligt, og i tiden før 

pc’en kom til verden. 

Jeg forudsætter at læseren har brugt pc'en til 

tekstbehandling i nogle år, men bruger pc'en 

som en skrivemaskine, dvs. skriver en tekst, 

retter i teksten, udskriver og gemmer den. Det 

er pc'en fremragende til selv om der kan være 

irriterende problemer med hardware og 

software. Højst sandsynligt benytter læseren 

også andre programmer, måske et regneark, epost, 

en database eller lignende. 

Ustandselig nye “udfordringer” 

Mange af os har ofte problemer med at forstå 

hvorfor der hele tiden kommer nye udgaver, 

nye releases som det hedder på edb-dansk, af 

godt fungerende programmer som man i 

forvejen kun benytter en tiendedel af mulighederne 

i. 

Større virksomheder og organisationer skifter 

dataudstyr, dvs. pc'er, programmer og netværk, 

med et - tre års mellemrum, enkelte 

hyppigere. Medarbejderne, og det betyder i 

mange virksomheder samtlige medarbejdere, 

skal ustandseligt lære nye værktøjer at kende, 

nye releases med nye features (egenskaber og 

funktioner), ofte tilmed engelsksprogede 

værktøjer. Stabil er verden ikke længere, og 

visdom værdsættes ikke. I stedet værdsættes 

det nymodens begreb "omstillingsparathed". 

Hvad er det der sker? 

Tekster i edb-kulturen 

Teknologiskift 

Det der sker, er at vores kulturs mest grundlæggende 

medie i disse år skifter fra papir til 

edb, og det går hurtigt! Vores kultur hviler på 

tekster, og disse tekster skifter nu teknologi. 

Det går så hurtigt at nogle foretrækker ikke at 

tro det, mens andre tilmed gerne ville sætte 

udviklingen i stå - hvis de kunne! 

Teknologiskift er imidlertid ikke ualmindelige, 

tænk f.eks. på skiftet fra hestevogn til 

automobil, fra gruekedel til vaskemaskine, 

eller fra tøjbleer til engangsbleer. På mange 

måder har disse skift ændret samfundsstrukturer 

og familiemønstre. 

Det vil skiftet fra papir til edb også gøre. I 

fremtiden gælder det at tekst på papir er altid 

en forældet udgave af sandheden - også dette 

hæfte! Sandheden ligger i “systemerne”. 

Når denne påstand kan være svær at sluge, så 

skyldes det netop at vores kultur er opbygget 

på tekster der overleveres fra et slægtled til 

det næste. Papirtekster er børnelærdom. Det 

allerførste vi lærte i skolen, var at læse og 

skrive - på papir! Et af resultaterne af vores 

skolegang er at vi kender tekstbegrebet ud og 

ind, og at vi forstår at arbejde med forskellige 

tekster som breve, dokumenter, aviser, magasiner, 

bøger og KnowWare hæfter. 

Ny børnelærdom nødvendig 

Men lige nu, sidst i det 20. århundrede, befinder 

vi os midt i endnu et omfattende teknologiskift, 

nemlig fra papiret til skærmen. 

Børnelærdommen er ikke længere tilstrækkelig. 

Hvis man vil følge med i denne udvikling - og 

set i lyset af tidens mange teknologisk 

begrundede fyringsrunder skulle man måske 

sige: hvis man ikke vil hægtes af! - så gælder 

det om at forstå hvad det er der sker, og ikke 

mindst at indrette sig efter de kommende års 

nye tekstbegreb. Der er nemlig behov for at 

udvide børnelærdommen på nogle væsentlige 

punkter. 


4

5 

Den nye børnelærdom 

De kommende kapitler vil forhåbentlig kunne 

berede vejen for at arbejde i og med det 

univers af tekster som aftegner sig i disse år, 

og hele hæftet er da også tænkt som en guide 

til tekstbegrebet således som det har udviklet 

sig i de sidste små 20 år, og en introduktion til 

hyperteksterne på Internettet som snart berører 

os alle. 

Hæftet rummer en del af fremtidens nye børnelærdom, 

og som anden børnelærdom er 

meget af det banaliteter - for dem der allerede 

har lært det! Ikke for andre. 

Dette hæfte 

Dette hæfte er skrevet på baggrund af erfaringer 

og oplevelser med en lang række 

kollegers forskelligartede forhold til tekstbehandling. 

Nogle få blev hurtigt eksperter, 

de fleste haltede, eller halsede, nødtvungent 

med udviklingen. Hæftet er skrevet til de haltende 

og halsende. 

Langt de fleste af eksemplerne er hentet fra 

forskellige releases af Microsoft Word, og et 

begrænset kendskab til Word vil sikkert være 

nyttigt. Hvis man savner en overflod af 

kommaer, skyldes det at der i teksten er 

benyttet nyt komma. Nyd forandringen. 


En tekst er vel en tekst? Nej, ikke længere. 

Hvis vi opfatter en tekst som “bare” en samling 

ord på et stykke papir, så går vi grumme 

fejl i udviklingen i de kommende år. 

Et nyt tekstbegreb trænger sig på. Jeg vil 

fremhæve tre udviklingsmønstre som giver 

nogle begrundelser for at man bør interessere 

sig for tekster i edb-kulturen som et nyt 

begreb. 

Tekster skrives i fællesskab 

Det første mønster er at tekster i stadig højere 

grad skrives af flere forfattere i fællesskab. 

Eksemplerne er mange: gruppeopgaver i 

skoler og på højere læreanstalter, notater og 

rapporter i erhvervslivet, film og tv-skuespil, 


videnskabelige afhandlinger og opslagsværker, 

ikke bare "offentlige" leksika og ordbøger, 

men også interne værker i alle større 

virksomheder som f.eks. kvalitetsprocedurer 

og kvalitetsinstruktioner, produktionsstandarder, 

personalepolitikker og personalehåndbøger, 

udviklingsplaner etc. 

Det fælles marked i EU betyder f.eks. at køb 

og salg af større ydelser og produkter sker 

som udbudsforretninger hvor både udbudsmaterialet 

og de mange tilbud er omfattende 

skriftlige værker. Et tilbud kan fylde flere 

hundrede sider, og det skal ofte udarbejdes 

inden for en tidsfrist på 40 dage! 

At skrive i fællesskab, og især under tidspres, 

nødvendiggør en stram planlægning af skriveprocessen 

og nogle stramme skriveregler. Der 

er i særdeleshed ikke brug for forskellige 

personlige holdninger til hvilken bogstavstørrelse 

eller -type der skal foretrækkes, og 

der er heller ikke råd til diskussion om 

fodtekster, sidestørrelser, linjelængder osv. 

Disse formateringskrav fastlægges derfor på 

forhånd, og der fordres disciplin af de deltagende 

forfattere. Disciplinen overholdes dog 

sjældent fuldt ud, og der vil som regel være 

behov for en redaktør som kan råde bod på de 

afvigelser der altid afsløres når sammenskrivningen 

skal foregå. 

Tekster udveksles i edb-mediet 

Det andet udviklingsmønster er at de fælles 

tekster ikke længere samles eller sammenskrives 

på papirniveau: En fælles tekst er ikke 

en fysisk sammenlægning af et antal forfatteres 

papirark, ej heller en redigeret sammenskrivning 

af papirark. 

Teksterne bliver til i edb-mediet, og de udveksles 

som datafiler - på disketter eller via 

datanettene, hvad enten det er de virksomhedsinterne 

intranet eller det globale Internet. 

Begrebet klippe-klistre har forlængst fået sin 

elektroniske pendant som er en brik i den helt 

elementære edb-viden (hvilket hermed er en 

opfordring til at øve sig hvis man ikke behersker 

Ctrl+X, Ctrl+C og Ctrl+V i Windows). 


Tekster skrives til skærmen 

Det tredje udviklingsmønster er synligt for 

alle der bruger Internettet, men det har længe 

kunnet observeres i større fremadrettede 

virksomheder: Tekster skrives i stigende omfang 

for at blive læst på en dataskærm, ikke 

på et stykke papir! 

Hvis man ikke har prøvet en dagligdag i en 

større videntung virksomhed, så gør man sig 

næppe et realistisk begreb om den overvældende 

papirmængde som de ovennævnte 

interne skriftlige værker ville udgøre. Størrelsen 

og mængden har gjort det til en simpel 

nødvendighed at søge andre veje. Det er 

hverken fornuftigt eller økonomisk forsvarligt 

at mange hundrede eller mange tusinde 

medarbejdere skal ajourføre papirudgaver af 

interne håndbøger i et omfang svarende til 

flere hyldemetre ringbind. 

I første omgang har virksomhederne derfor 

lagt de interne dokumenter online; til at 

begynde med oftest i en udgave formateret til 

papir. I anden omgang er dokumenterne 

blevet til egentlige elektroniske opslagsværker 

eller informationsdatabaser. For forfatterne 

af disse mange dokumenter betyder det at 

de nu skal tænke på ikke bare at formatere 

deres tekster til skærmen, men også på at 

skrive til skærmen. 


Med de ovennævnte tre udviklingsmønstre er 

der - i mine øjne - skabt et behov for at 

studere fænomenet tekster i edb-kulturen 

nærmere. 

Disse tekster adskiller sig først og fremmest 

fysisk fra papirtekster ved at de skrives og 

lagres på en datamaskine, de sendes rundt i 

datanet, og de vises på en dataskærm et eller 

andet sted i verden - måske bare på kontoret 

inde ved siden af, måske på et kontor i Australien, 

et hotelværelse i Chicago eller et 

sommerhus i den stockholmske skærgård. 

Det kan ske at teksterne også printes ud et eller 

andet sted, men det er ikke formålet med 

dem. Formålet med teksterne er at levere 

information, oplysning eller viden. 


(U)vaner fra skrivemaskinetiden 

Som kommende forfattere af tekster i edbkulturen 

medbringer de fleste af os imidlertid 

nogle vaner fra fortiden. Enkelte gamle vaner 

er nye uvaner. Disse uvaner forårsages af at vi 

stort set benytter den nye teknologi ligesom 

den gamle. Vi bruger den nye teknologi fordi 

den er smartere til de “gamle” opgaver, vi 

tænker ikke på de nye muligheder. 

Vi bruger et tekstbehandlingsprogram fordi 

det sparer os tid ved tekstændringer og redigering, 

vi kan nemt ændre layout, vi kan 

genbruge allerede skrevne tekster osv. Bevares, 

det kan også gå galt: Harddisken går i 

stykker, og vi har ikke taget backup - og det 

sker selvfølgelig når det er mest kritisk! Men i 

det store og hele benyttes pc’en af mange som 

en konkurrencedygtig og yderst intelligent 

skrivemaskine. Vi tænker så at sige på pc’en 

med skrivemaskinen i baghovedet. 

Pc’en er ikke en skrivemaskine 

En kendt skønlitterær forfatter udtrykte sig 

nylig således: “Pc'en er egentlig bare en skrivemaskine, 

om end en avanceret skrivemaskine, 

med forskelligt tilbehør som f.eks. 

regnemaskine, kalender og fax og den slags.” 

Jeg er en hel del uenig i synspunktet. Pc’en er 

ikke en skrivemaskine, men den bruges sådan 

af mange. Når dette hæfte er læst, skulle det 

gerne være klart hvorfor det er alt for 

snæversynet at betragte pc’en som en skrivemaskine. 

Pc’en er et selvstændigt medie 

Når hæftet prøver at gøre op med skrivemaskineforståelsen, 

er det fordi den medfører 

nogle stedse alvorligere begrænsninger i omgangen 

med pc'en. Hvad vi går glip af ved 

blot at benytte pc’en som skrivemaskine, er at 

forstå pc’en som et selvstændigt medie, dvs. 

forstå den på dens egne præmisser. 

Pc’en er ikke skabt til, og er egentlig heller 

ikke velegnet til, at arbejde med længere 

tekster. Skærmen rummer kun sjældent en 

A4-side som er den papirstørrelse vi benytter 

mest. Vi kan godt nok blade frem og tilbage i 

teksten på skærmen, eller vi kan skifte teksten 


6

7 

ud med en anden tekst. Med Windows-teknologien 

kan vi tilmed have flere tekster fremme 

samtidig på skærmen, men kun meget professionelle 

benytter disse muligheder konstant. 

Grundlæggende er pc’en som medie ikke et 

født tekstmedie, og det bliver mere og mere 

klart at pc’en er langt mere imødekommende 

over for en ny type tekster, hypertekster, end 

over for de traditionelle tekster. (Mange af de 

følgende kapitler vil omhandle hypertekster, 

hav tålmodighed med en forklaring lidt 

endnu). 

Navigation i edb-kulturens tekster 

En videre konsekvens ved blot at benytte 

pc’en som skrivemaskine er at tillærte vaner 

og begreber om tekst giver en højst mangelfuld 

baggrund for forståelse af edb-kulturen 

og for navigation i fremtidens hypertekster. 

Det er netop årsagen til at midaldrende kan 

føle sig kørt agterud af unge skolebørn. De 

sidste er jo ved at lære at navigere, de første 

troede de havde lært det. Børn prøver sig tålmodigt 

frem, mens voksne oftere opgiver at 

forsøge at få deres erfaring til at spille sammen 

med den nye virkelighed. For at forstå de 

nye tekster skal man imidlertid glemme sine 

gamle erfaringer og skaffe sig nogle nye - på 

det nye medies præmisser. 

Grundlæggende principper 

Fra regnemaskinernes morgen har de været 

forsynet med tre nødvendige ting: 

1. En eller flere inputenheder, f.eks. i form af 

et tastatur, beregnet til indlæsning af data 

2. En regneenhed, dvs. selve “maskinen” 

hvori udregninger foregår 

3. En eller flere outputenheder, f.eks. i form 

af et display som på et gammeldags 

kasseapparat eller en printer som på et 

nyere kasseapparat, beregnet til det man 

kalder udlæsning af data 


Et kort historisk tilbageblik 

Udviklingen fra “elektronhjerner” til personlige 

computere er i store træk kendt af de 

fleste. I 1960’erne var “kontrolpulten” til en 

regnemaskine en fjernskriver med indbygget 

og mekanisk skrivemaskinefunktion. Hvad 

man skrev til maskinen, og hvad maskinen 

skrev tilbage, blev opsamlet på en lang rulle 

papir. Programmer og data læstes ind via 

magnetbånd, hulkortlæser eller hulstrimmellæser. 

Den store printer der producerede alle 

de papirer kunderne betalte for, var en linjeskriver, 

dvs. den arrangerede og skrev en hel 

linje ad gangen, modsat fjernskriveren som 

skrev et enkelt bogstav ad gangen. Dengang 

drømte kun få om tekstbehandling, men de 

fandtes. 

Skærmen med tilhørende tastatur, dvs. terminalen, 

erstattede fjernskriveren i begyndelsen 

af 70’erne, og omkring 1980 dukkede 

sideskriverne op, de moderne printere. De 

skrev en hel side ud på én gang, dvs. hverken 

bogstav for bogstav eller linje for linje, men 

side for side. Teksterne kunne derfor udskrives 

både lodret og vandret uden problemer. 

Siderne var nu ofte i A4-størrelse modsat 

fortidens lange og brede papirbaner (kaldet 

leporellolister efter Don Juans tjener, Leporello, 

der fra en lang papirliste opremsede 

herrens erobringer). 

Omkring 1980 blev tekstbehandling et varmt 

emne, og der var firmaer som fremstillede 

specielle computere med et mindre antal 

terminaler og printere tilkoblet, udelukkende 

beregnet til tekstbehandling, f.eks. til rationalisering 

af datidens skrivestuer eller sekretærernes 

arbejde. 

Tidlig tekstbehandling 

I begyndelsen af 1980’erne begyndte jeg selv 

at bruge en slags tekstbehandling. Det foregik 

dengang på en mainframe, en stor IBMmaskine 

med tusinder af terminaler tilkoblet. 

Det var tungt og dyrt, men oplevedes som et 

stort fremskridt. Jeg vil opholde mig en smule 

ved princippet i mit første “tekstbehandlingsprogram” 

hvis navn ingen rolle spiller 

længere. Bortset fra at regneenheden og 


printerne befandt sig fysisk langt væk, så 

lignede udstyret i det ydre dagens pc’er. 

Skrivningen foregik i en såkaldt editor, et 

program som almindeligvis blev brugt til at 

skrive programmer i. Til denne editor blev der 

imidlertid knyttet nogle specielle udskrivningsfaciliteter 

som bevirkede at man 

kunne få teksterne ud med andet end lutter 

store bogstaver - og på andet end leporellolister. 

Man aktiverede editoren og navngav et dokument. 

Var det et nyt dokument fik man en 

blank skærm, og nu kunne man begynde at 

skrive, men man skulle samtidig skrive et passende 

antal koder. Koderne indledtes altid 

med et punktum og en forkortelse for arten af 

den efterfølgende tekst. Derefter skulle man 

lave et mellemrum. 

Koderne kunne være disse: 

Kode Teksttype 

.o Overskrift 

.t Almindelig tekst 

.a Afsnit 

.f Fed tekst 

Figur 1. Eksempler på koder 

Efter at have lært koderne kunne man f.eks. 

skrive følgende: 

.o Morgen i Danmark 

.a 

.t Det er sommetider .f surt .t at stå op om 

morgenen. 

Figur 2. Hvad jeg skrev på skærmen 

Når ovenstående tekst var sendt til print, kunne 

jeg kort efter afhente følgende tekst på et 

A4-ark: 

Morgen i Danmark 

Det er sommetider surt at stå op om 

morgenen. 

Figur 3. Hvad jeg fik ud på papiret 


Fra skærm til papir 

Det skulle være indlysende hvad der sker, 

men bag den klodsede enkelthed i denne 

fremgangsmåde er der alligevel nogle vigtige 

forhold man bør forstå: 

1. Til tekstbehandlingen fastlægges et antal 

koder og deres brug (f.eks. at der skal 

være mellemrum efter koden, eller at 

koden .f betyder at den efterfølgende tekst 

skal skrives med fede typer indtil koden .t 

forekommer) 

2. Brugeren skriver teksten og benytter 

koderne til at formatere tekstens udseende 

3. Tekstbehandlingsprogrammet (i dette 

tilfælde var der som sagt blot tale om en 

række udskrivningsprocedurer) fortæller 

computeren hvordan den skal omsætte 

blandingen af koder og tekst til kommandoer 

der skal videresendes til printeren 

4. Printeren har derudover sin egen fortolkning 

af hvordan den skal benytte computerens 

kommandoer! Man kan f.eks. forestille 

sig at en printer som ikke kunne 

skrive med fede typer, i stedet lavede en 

modtagen kommando om fede typer om til 

understreget tekst. 

På grund af det fjerde forhold så havde brugeren 

aldrig den fulde kontrol over det endelige 

udseende af teksten. På min arbejdsplads 

kom der desuden adskillige printere som 

skrev eller kunne skrive med forskellige 

skrifttyper: Courier, Century Schoolbook, 

Bodoni osv. Man vidste sjældent præcist hvad 

der kom ud af ens anstrengelser. Jeg vil 

senere vende tilbage til dette problem som 

mange givetvis må have oplevet. 

Tekstbehandling som programmering 

Det virker i dag som en overdrivelse at kalde 

ovenstående eksempel for tekstbehandling. 

Der er snarere tale om en beskeden form for 

programmering, og vi kan lære et par begreber 

fra processen som senere kommer os til 

gavn. 

Teksten på skærmen er som sagt skrevet i en 

speciel “tekstbehandler” som kaldes en editor. 

En editor udmærker sig ved nogle primitive, 

men sommetider nyttige egenskaber, f.eks. er 


8

9 

der ikke mulighed for automatisk linjeskift og 

heller ikke for proportionalskrift, linjerne kan 

til gengæld være ekstremt lange. 

Editorer bruges mest til at skrive programmer, 

og de fleste har et par stykker liggende på 

deres pc (nemlig EDIT i MS-DOS og 

Notesblok i Windows). 

Når teksten var skrevet færdig, sendte man 

den til print, jf. pkt. 3 ovenfor. I fagsprog vil 

man sige at tekstbehandleren nu fungerede 

som en oversætter af teksten. Teksten 

oversættes fra kildetekst, dvs. den blanding af 

ord og koder man skrev i editoren, til maskinsprog, 

i dette tilfælde printkommandoer, 

jf. figuren. 

Figur 4. Fra kildetekst til papirtekst 

Printkommandoerne blev samlet i en såkaldt 

printfil som blev sendt som et job til en printkø. 

Printkøen og udskrivningen af de forskellige 

job blev styret af maskinens styresystem. 

Det skete at en printfil eller et job forsvandt. 

Man havde undertiden indtrykket af at jobbene 

var en slags astrallegemer som blev opslugt 

i printkøens astralverden. Herfra materialiseredes 

de heldigvis ofte via en printer 

på et stykke papir, men desværre ikke altid. 

WordPerfect 

Da jeg i midten af 1980’erne blev begavet 

med en pc, stiftede jeg samtidig bekendtskab 

med WordPerfect som blev overmåde rosende 

omtalt af en vidende kollega. Og ja, det var 

virkelig et prægtigt program. 

Jeg havde forud gennemgået et kursus i det nu 

hedengangne WordStar der var stjernen på 

softwarehimlen før WordPerfect. (Jeg har tit 


tænkt på om disse programmer stadig findes 

på hylderne rundt om, og om ikke de på et 

tidspunkt får en renæssance ligesom gamle 

dukker, motorcykler og biler. Hvem ved? Pas 

hellere godt på dem!). 

Både WordStar og WordPerfect benyttede sig 

af koder ligesom IBM-systemet, men der var 

en afgørende forskel: Man skrev ikke koderne 

direkte, man benyttede en kombination af 

pc’ens taster til at fortælle programmet hvilke 

koder der skulle aktiveres (eller deaktiveres). 

I tilfældet WordPerfect skulle man benytte 

tastaturets funktionstaster F1, F2 osv. - enten 

alene eller i kombination med tasterne Shift, 

Ctrl og Alt. Således betød F6 tekst med fede 

typer, Shift + F6 betød centrering af teksten. 

Du får hvad du ser 

De store fordele ved dette arrangement er dels 

at man slipper for at se koderne på skærmen 

mens man skriver, dels at man så småt begyndte 

at kunne se resultatet af formateringen 

på skærmen (med Vis udskrift). Dengang blev 

slagordet WYSIWYG født: What You See Is 

What You Get - du får hvad du ser! Dvs. du 

får det ud på papir som du ser på skærmen. 

Forskellen er ens som man siger. 

En ulempe er at man ikke altid kan hitte rede i 

hvorfor man ser det man ser. Det er selvfølgelig 

mest kedeligt når man ikke ser det man 

gerne ville se, men noget andet. I den situation 

har man brug for at undersøge hvilke 

koder man har anvendt, og om de f.eks. 

konflikter med andre koder. 

Programmørerne havde selvfølgelig nøje 

gennemtænkt fordele og ulemper og havde 

forsynet programmet med den nyttige funktion 

Vis koder (Alt + F3). Denne funktion viste 

kildeteksten på skærmen, og det var typisk 

kildeteksten de særlige superbrugere 

anvendte når de skulle udrede problemerne. 

Figur 5. WordPerfects Vis koder 

Med Vis koder fik man den uskønne blanding 

af koder og ord frem på skærmen. Lidt af 


funktionaliteten findes stadig i de fleste tekstbehandlere, 

men det er efterhånden sjældent 

man har adgang til en egentlig kildetekst i 

almindelige tekstbehandlere. 

Første grundsætning om tekster i 

edb-kulturen 

Allerede på nuværende tidspunkt har jeg berørt 

nogle af de vigtigste principper ved tekster 

i edb-kulturen. Ved disse tekster forstås 

som sagt tekster der skrives på en datamaskine, 

gemmes som datafil og vises på en skærm, 

eventuelt efter at være sendt rundt i datanet. 

Her er ikke tale om den tekst man ser på et 

stykke papir. Som alle andre grundlæggende 

principper er de helt banale! 

Første grundsætning 

Alle tekster indeholder både ord og koder! 

Ordene er tiltænkt mennesker, koderne er 

rettet mod maskiner. 

Læserne vil læse og fortolke ordene alt efter 

deres forudsætninger, og på samme måde vil 

maskinerne - alt efter deres forudsætninger - 

læse og fortolke koderne. Som ordenes formål 

er at bevæge læseren, er det kodernes formål 

at bevæge maskinerne til at præsentere ordene 

for læseren på en måde som forfatteren havde 

tænkt sig. 

Defaultkoder 

Selvom du ikke ser nogen koder, så er de der 

alligevel! Hvis du ikke bruger nogen koder 

overhovedet, så gør maskinen det! Der er altid 

koder som er defaults! Defaultene benyttes 

når der ikke er specielle angivelser. Man har 

eksempelvis tøj på når man i Danmark bevæger 

sig uden for hjemmets fire vægge. Tøj er 

default, og der er sjældent specielle krav til 

påklædningen selvom sådanne findes på 

enkelte arbejdspladser (uniformer, sikkerhedssko, 

hjelm etc.). Med defaultkoder vil en 

tekst altid blive udskrevet med en eller anden 

- af programmører valgt - skrifttype, skriftstørrelse, 

linjelængde etc. 



10 

Man kan derfor sagtens skrive tekster i edbkulturen 

uden store anstrengelser ved formateringen. 

Der vil som regel altid komme et 

læseligt resultat ud af anstrengelserne fordi 

tekstbehandlerne og printerne er “sat op” med 

defaults, dvs. parametre som papirstørrelse, 

skrifttype og skriftstørrelse, margener osv. er 

fastlagt. Faktisk gør man ofte klogt i at undgå 

formatering, eller rettere man gør klogt i at 

bruge allerede fastlagte “opsætninger”, 

defaults. 

Det første møde med grundsætningen 

De fleste har oplevet det: Man begyndte at 

skrive i en tekstbehandler, og da første linje 

var ved at være fyldt ud på skærmen, trykkede 

man på tasten “Knækket pil” (Enter eller 

Return) for at komme ned til starten på næste 

linje. Det kom man også! Og man skrev 

frejdigt videre; Enter fungerede fint som 

pendant til skrivemaskinens vognretur. 

Nu er det tid at skifte linje, 

og det gør jeg så med Enter! 

Figur 6. Ny linje med Enter - går fint 

Imidlertid skete det at man ville tilføje et par 

ord i første linje, og så opdagede man at 

programmet selv sørgede for at placere ordene 

på en linje så længe der var plads på 

linjen. Når der ikke var plads, skiftede programmet 

selv linje. Derfor så resultatet af 

tilføjelserne ikke så godt ud: Første linje var 

fyldt ud, de sidste ord på den gamle første 

linje var flyttet ned på en ny anden linjen som 

ellers var tom! Tredje linje og de følgende 

linjer lignede sig selv. 

Nu er det endelig tid at skifte 

linje, 

og det gør jeg så med Enter! 

Figur 7. Ny linje med Enter - gik alligevel 

ikke fint!

11 

Automatisk linjeskift 

Man opdagede kort sagt at automatisk linjeskift 

er en af tekstbehandlernes finesser, og 

langsomt dukkede den erkendelse op at Enter 

sætter en kode i teksten, en kode som betyder 

tvungen ny linje på dette sted i teksten i alle 

tilfælde, og det var jo sjældent meningen. 

En skrivemaskinevane med vognreturen var 

forsøgt båret ind i edb-kulturen, men det gik 

ikke. Det har taget flere tusinde år at udvikle 

skriftkulturen så langt som til skrivemaskinernes 

finesser. Nu skulle der pludselig indøves 

nye vaner og nye erkendelser: Man skriver 

ikke bare ord, man sætter også koder i 

skriften! 

Ordenes formål 

Lad os udbygge første grundsætning en smule: 

Ordene i teksten har til formål at videregive 

information eller oplysning til læseren. 

Ordene er forfatterens valg af udtryksmåde, 

og ordene skulle gerne viderebringe forfatterens 

opfattelse af ordenes mening til læserne, 

men som tidligere nævnt læser hver læser 

ordene ud fra sine egne forudsætninger! Forfatteren 

kan ikke bestemme hvordan læseren 

fortolker ordene. Han kan kun gøre sit bedste. 

Han kan gøre sit yderste for at udrydde misforståelser, 

præcisere, gentage med andre ord 

osv., men om læseren er modtagelig eller ej, 

glad eller sur, vidende eller uvidende, har 

forfatteren ingen indflydelse på. 

Derfor bestemmer ordene ikke læserens opfattelse 

af meningsindholdet, ordene prøver at 

bestemme læserens opfattelse af meningen, 

og det lykkes heldigvis ofte, men ikke altid. 

Kodernes formål 

På lignende måde er det formålet med koderne 

at bestemme udseendet af ordene, deres 

placering på papir eller skærm, deres størrelse, 

skrifttype osv. Hvis forfatteren skriver 

målbevidst til papir, så har han eller hun stadig 

visse muligheder for at bestemme udseendet. 

Jo tættere på printeren forfatteren (og især 

hans eller hendes pc) befinder sig, jo bedre 


kan forfatteren bestemme udseendet. Men 

tekster sendes i stigende omfang rundt i interne 

datanet eller på Internettet som tekstbehandlingsfiler 

eller som e-poster (eller som 

filer vedhæftet e-poster, dvs. filer der sendes 

sammen med e-poster, og som man kan 

klikke sig frem til inde i e-posterne). 

Andre får ikke hvad du ser 

Resultatet er at forfattere “på nettet” har meget 

ringe kontrol over udseendet af deres ord. 

Hvis forfatter og læser har præcis samme 

udstyr (både maskiner og programmer), og 

hvis der ikke er sket nogle ændringer undervejs 

på nettet - det kan nemlig også forekomme! 

- så er der en pæn sandsynlighed for 

at begge parter kan få samme output på papir 

eller skærm, men der gives ingen sikkerhed. 

Koderne prøver altså at bestemme udseendet 

af teksten, men kan sjældent gøre det 

hundrede procent. Printere er forskellige, og 

de er ofte udstyret med forskellige skrifttyper 

(såkaldte fonte). De samme programmer 

findes desuden i forskellige releases, som 

tilmed kan være installeret forskelligt, og 

datanettene kan hakke datafiler i småstykker, 

pakke dem ind og ud og oversætte dem 

undervejs efter mystiske protokoller. 

Sikkerhed for at en læser af en tekst i edbkulturen 

ser det samme som forfatteren, er 

derfor mere et fromt ønske end en realitet. 

Nogle skridt på vejen mod sikkerhed er brug 

af udstyr med begrænset variation, og ikke 

mindst brug af standarder, firmastandarder, 

nationale og internationale standarder. 

Eksempelvis er der enighed om visse 

skrifttyper som giver (næsten!) samme resultat 

på alle printere. De kaldes True Type, og 

de er forsynet med et TT foran navnet. 

Der er også koder som forsøger at fastlægge 

standarder for formatering af tekster. Lad mig 

allerede her nævne HTML-koderne som vil 

blive meget mere omtalt senere: HTML, eller 

HyperText Markup Language, er en samling 

koder som benyttes globalt på Internettet til 

formatering af tekster der skrives til skærmmediet. 


At finde de rigtige ord 

At ord kan formidle information er ikke nyt, 

og det er heller ikke nyt at det kan være særdeles 

svært at finde de rigtige ord. 

Skriftens udvikling har strakt sig over et par 

tusinde år, og i en ikke ringe del af den tid har 

man, især retorikere, diskuteret og filosoferet 

over hvordan ord kan vælges og sættes sammen 

for at bevæge læseren på en hensigtsmæssig 

måde. Veltalenhed, elokvens, er én af 

den klassiske retoriks centrale discipliner. Der 

er imidlertid ingen grund til at underholde 

med pudsige eller farlige misforståelser af ord 

på dette sted. Edb-kulturens udfordring er at 

forstå koderne og bruge dem til en ny form 

for “veltalenhed”. 

At forstå hvad der er koder 

Jeg selv - og de af mine læsere som har benyttet 

tekstbehandling fra dengang man benyttede 

“skrivemaskineskrift” - har måttet 

ændre vaner, f.eks. brugen af mellemrumstasten. 

Da hvert bogstav havde samme bredde 

på skærm og papir, da kunne vi benytte 

mellemrumstasten til indrykninger og således 

laves smukke tabelopstillinger. 

Selvfølgelig vidste vi at man egentlig skulle 

indstille et antal tabulatorer til indrykning og 

tabelopstillinger, men dels var det besværligt, 

dels var det svært at huske hvordan, og det 

var trods alt ikke hver dag man fik brug for 

dem. 

Med proportionalskriften var der imidlertid 

ingen vej udenom. Tabulatorerne skulle 

indstilles og benyttes, ellers kom der ingen 

fine tabeller ud på printeren. 

Mellemrum er en kode 

Årsagen er at mellemrum egentlig ikke er et 

tegn, men en kode, og ikke en kode som betyder 

det man ville have den til at betyde. 

Mellemrum indikerer helt præcist og logisk 

en adskillelse mellem ord, og det har det altid 

gjort siden det blev almindeligt engang i 

middelalderen (ældre skrifter havde ikke altid 

mellemrum mellem ordene, i mange tilfælde 

benyttedes dog et antal prikker, én, 



12 

to:eller:tre:prikker:over:hinanden, til at adskille 

ord). 

Mellemrum betyder således ikke en bestemt 

størrelse tomt, hvidt areal på papiret. Nej, 

størrelsen kan variere afhængig af ordenes og 

linjernes længde, og hvis der er linjeskift 

mellem to ord, så erstattes mellemrummet 

med et linjeskift. Hvis det er tid at skifte side, 

så erstattes mellemrummet med en ny side. 

For mange mellemrum 

En moderne uvane er i øvrigt at sætte mellemrum 

før udråbstegn og spørgsmålstegn, som 

dette ! 

Betyder det noget? Ja, sommetider, og efter 

gennemgangen af de ovenstående principper 

skulle det være klart at man ikke på forhånd 

kan sige hvor og hvornår! En eller anden dag 

ser en sagesløs læser disse udråbstegn og 

spørgsmålstegn straks i indledningen på en 

linje eller øverst på en side, og det har næppe 

været forfatterens hensigt. 

Den eneste grund til at sætte et overflødigt 

mellemrum før et udråbstegn eller et spørgsmålstegn 

er udseendet af teksten, men udseendet 

har vi som tidligere nævnt ikke 100% styr 

på. 

Moralen er at koder skal bruges rigtigt og 

med omtanke. Alle skrifttegn skrives desuden 

retskrivningsmæssigt klos op ad det 

foregående ord - bortset fra tankestregen! 

Anden grundsætning om tekster i 


Tekster i edb-kulturen indeholder koder. Koder 

vil prøve at bestemme tekstens layout på 

skærm eller papir, men kan ikke altid. En 

konsekvens af grundsætningen kan uddybes i 

en ny grundsætning med vide perspektiver.

13 

Anden grundsætning 

Tekster kan altid opleves på flere måder! 

Det blev nævnt ovenfor at man i de fleste 

tekstbehandlere har funktionen Vis koder hvis 

brug resulterer i et skærmbillede med både 

ord og koder, i dag kun visse koder. 

Almindelig tekst og tekst blandet med kode, 

dvs. “klar” tekst og kildetekst, er således to 

forskellige “syn” på samme tekst. Mange 

andre “syn” er imidlertid mulige i moderne 

tekstbehandlere. 

View og viewer 

Edb-betegnelsen på et “syn” er et view. På 

dansk bliver view sommetider til oversigt, 

andre gange til vindue, men jeg vil benytte 

betegnelsen view på dansk. Det er mere præcist. 

Et view er det man ser på et skærmbillede 

eller i et vindue på en skærm, en viewer er det 

program eller den funktionalitet som resulterer 

i et view. For at kunne læse en tekst på 

skærmen skal man således have en viewer, og 

de udgør da også en væsentlig indbygget del 

af alle tekstbehandlere. 

Den grundlæggende funktionalitet ved et 

view er at vise noget af en tekst på skærmen, 

evt. hele teksten (eller billedet i al almindelighed, 

men foreløbig holder vi os til tekster). 

Læg mærke til at det kun sjældent er hele 

teksten der vises i et view. 

Årsagen er at et view bl.a. bruges til at fremhæve 

det væsentlige, og det gøres typisk ved 

at skjule det mindre væsentlige. Et view tydeliggør 

altså noget af en teksts indhold ved at 

skjule noget andet - som i tekstbehandlernes 

normale skrivetilstand: Man ser kun ordene, 

ikke koderne. 

View-funktionen er en helt grundlæggende 

funktion i edb-kulturen. Med denne funktion 

kan man som hovedregel altid variere 

udseendet af en tekst. Et simpelt eksempel er 

at de fleste tekstbehandleres viewere tillader 

brugerne at variere skriftstørrelsen på skærmen 

uafhængig af skriftstørrelsen på det papir 

man eventuelt skriver til. 

I papirkulturen måtte man ændre en teksts 

udseende ved at bruge et forstørrelsesglas 


eller et andet “kiggeapparat”. En viewer er et 

sådant elektronisk kiggeapparat - gerne 

forsynet med muligheder for zoom. 

Navigation i tekster 

Som datafil er en tekst i edb-kulturen én lang 

række af ord og koder. Det er ikke nemt at 

læse en sådan tekst. 

Når man ser en tekst i et view, så vil de udvalgte 

dele af teksten derfor som regel præsentere 

sig læseligt på linje efter linje i stedet 

- som på en lang papyrustekst man ruller op. 

Typisk vil teksten tilpasse sig viewets bredde, 

og hvis man ønsker teksten udskrevet, så 

tilpasses linjelængden en A4-side, og teksten 

opdeles i sider. 

Hvis en tekst fylder mere end et skærmbillede, 

må man altså rulle - enten lodret ned 

gennem “papyrussen” eller vandret. Man ruller 

i en tekst ved billedlig talt at flytte 

vieweren ligesom ved at lade en kikkert gå på 

vandring i et landskab. 

At blade 

På dansk bruges undertiden betegnelsen at 

blade i en tekst i stedet for at rulle, men blade 

- og sider - er begreber fra papirkulturen. Den 

nærmeste pendant til begrebet en side er i 

edb-kulturen det udsnit af en tekst som p.t. er 

i vieweren. 

Da views imidlertid endnu hyppigt er dannet 

med henblik på udskrivning, så forvirres 

begreberne. Når man blader, bevæger man sig 

så i skærmsider (det man ser p.t. i vieweren) 

eller i papirsider (typisk i A4-størrelse)? Det 

fornuftige svar er at når man blader, så bevæger 

man sig i papirsider! Man kan dog ikke 

forvente denne sprogbrug hos alle programmører. 

(Betegnelsen bladre, den usystematiske handling 

- i modsætning til den systematiske 

handling at blade - bør til gengæld reserveres 

en funktion der fører til tilfældige spring i 

teksten). 


View kan tilpasses flere formål 

Afhængig af viewerens evner og teksternes 

art og oprindelse så vil man ofte kunne gøre 

mere med en tekst end bare forstørre eller 

formindske bogstaver og linjelængder. Hvis 

der er tale om tabelopstillinger, vil man f.eks. 

kunne sortere rækker og flytte rundt på søjler 

uden større besvær, ligesom man billedlig talt 

kan slå visse oplysninger til eller fra. 

Principperne kan enhver forvisse sig om ved 

at udforske f.eks. Stifinder-programmet i 

Windows 95 eller den tilsvarende Filhåndtering 

i tidligere Windows-udgaver. De er 

begge viewere, specielt beregnet til den tekst 

der indeholder oplysninger om samtlige filer 

på harddisken. 

I Stifinder eller Filhåndtering kan man f.eks. 

sortere filerne efter navn, efter størrelse eller 

dato. Kolonner kan ændres eller udelades mv. 

Alt i alt indeholder de fleste viewere en række 

forskellige funktioner med hvilke man kan 

tilpasse view til forskellige konkrete opgaver: 

finde de seneste tekster f.eks., eller finde de 

længste tekster. 

I mange tekstbehandlere kan man også sortere 

afsnit. En nyttig funktion til små tabeller, 

lister eller oversigter. 

Synet er ikke den eneste sans 

Lad os afslutte dette kapitel med en konstatering 

som vi alt for ofte glemmer: Synet er 

ikke den eneste sans at opleve tekster med! 

Oprindelig var den anden grundsætning 

udformet således: Tekster kan altid ses på 

flere måder! Men virkeligheden er jo en 

anden. Blinde ser ikke tekster; de kan føle en 

tekst hvis den er skrevet ud på en blindskriftprinter, 

og det har længe været muligt. 

Endnu lettere er det at høre en tekst, selv hvis 

den læses op af nok så maskinel en stemme. 

Talende maskiner er ikke noget nyt. Hvad vi 

venter på er gode dansktalende maskiner med 

diktion som skuespillere og med forståelse for 

tekstens indhold. 

Den nøgterne konstatering om synet har langt 

videre perspektiver end jeg kan redegøre for, 

og det rummer i sig nogle spændende 

muligheder for fremtidens kunstnere. 


Computeren gør det jo muligt at oversætte 

data fra én sans til en anden, tilmed så godt 

som simultant. Du hører hvad du ser, føler 

hvad du hører - eller ser hvad du føler - er 

gode udgangspunkter for nye kunstarter. 


14 

Skriftlighed og mundtlighed 

Men al omstilling og nytænkning er vanskelig. 

Selv i dag - efter flere hundrede års litterære 

traditioner - er der romanforfattere som 

kalder sig fortællere! Derved udviskes de 

enorme forskelle mellem fortællinger i den 

forhistoriske mundtlige kultur, oraliteten, og 

tekster i den nutidige skriftlige kultur, litteraliteten. 

Ikke mindst den forskel at fortællinger 

altid forandres under indflydelse af tid 

og sted, fortælleren og tilhørerne, mens 

nedskrevne tekster altid er uforandrede. 

Forskellene mellem den forhistoriske og den 

nuværende historiske kultur, mellem oraliteten 

og litteraliteten, er næppe forstået til 

bunds i dag. Det vil ikke mindst derfor være 

svært at opremse alle forskelle mellem den 

nuværende kultur, litteraliteten, og den fremvoksende 

edb-kultur, digitaliteten, som vi kun 

lige har taget hul på. Jeg vender dog tilbage 

til forskellene i de sidste kapitler. 

Edb-kulturen 

Lad os foreløbig nøjes med at slå fast at i edbkulturen, 

digitaliteten, kan tekster både ses, 

høres og føles! Tekster kan også forandres - 

af både forfatter og læser (tilhører eller 

beføler!). 

Den verden der kan komme ud af det, vil jeg 

foreløbig overlade læseren at fundere over. 

Sikkert er det at litteraliteten medførte omfattende 

forandringer i samfundene - lovgivning, 

magtforhold og uddannelse blev radikalt 

ændret. 

I processen blev de gamle mundtlige fortællinger 

nedskrevet - fastholdt for eftertiden! De 

døde af det. På fortællingernes kirkegård gror 

i dag en rig litteratur, men hvor længe? Computerspillene 

synes at vokse sig modne på steder 

hvor litteraturen kan være begravet.

15 

Teksters struktur 

Trods mange års tekstbehandling har jeg selv 

været sen til at forstå hvordan tekstbegrebet 

har udviklet sig i edb-kulturen. Mit forfængelige 

håb er, at jeg er en lille smule foran 

mine læsere. I dette kapitel vil jeg dissekere 

en tekst lidt mere - ikke i alle detaljer, men i 

nogle udvalgte få som forhåbentlig bevirker at 

læseren oplever et nyt potentiale i edb-kulturens 

tekster. 

I tekstbehandlingens unge dage stredes man 

lidt om selve ordet. På amerikansk bruger 

man betegnelsen word processor, dvs. ordbehandler, 

og var det mon bare ord, eller var 

det virkelig hele tekster programmerne 

behandlede? Skulle man sige ordbehandler 

eller tekstbehandler? Sådanne sproglige 

problemer som jeg også har brugt lidt plads 

på i sidste kapitel, følger altid en forandring i 

teknologien. 

Moderne tekstbehandlingsprogrammer 

behandler både ord og tekster. De “forstår” 

tekster på et eller andet niveau, eller rettere 

programmørerne har en forståelse af tekster 

som de har lagt ned i programmerne. Sommetider 

glemmer de imidlertid at oplyse andre 

om denne forståelse, eller deres oplysning 

sker meget indirekte. 

Problemet for os brugere er at hvis vi ikke 

deler programmørernes syn på sagen, i dette 

tilfælde på tekstbegrebet, har vi vanskeligt 

ved at bruge deres programmer hensigtsmæssigt. 

Det er sjældent at brugerne har samme 

overblik som programmørerne der trods alt 

har skullet analysere genstanden for deres 

programmer helt til bunds. 

Ord, sætninger og afsnit 

Tekster sammensættes af bogstaver og tegn. 

Bogstaver sammensættes til ord, og ord og 

tegn sammensættes til sætninger. Sætninger 

sammensættes til afsnit, afsnit til kapitler og 

kapitler til et dokument. Sådan er den gængse 

forståelse. 

Sådan “forstår” en tekstbehandler som f.eks. 

Microsoft Word også teksternes indhold - 

stort set. Word kan indstilles sådan at hvis 

man klikker på et ord, så markeres hele ordet 


(hvis det er et almindeligt ord; ordforståelsen 

er endnu lidt amerikansk, så ved ord med 

f.eks. bindestreg markeres kun den del af 

ordet man klikker på). Konklusionen er imidlertid 

at Word ved hvad et ord er - næsten da. 

Tilsvarende med sætninger. Holder man Ctrl 

nede og klikker på et ord, markeres hele 

“sætningen”, dvs. teksten fra et punktum til 

næste punktum. Det er ofte rigtigt at det svarer 

til en sætning. Har man imidlertid anvendt 

en forkortelse, f.eks. f.eks.(!), regnes “sætningen” 

fra eller til sidste punktum i f.eks. 

Klogere er Word ikke, men klog alligevel. 

Sætninger sammensættes til afsnit. Jo, men et 

afsnit i Word behøver ikke at indeholde flere 

ord og sætninger. Et enkelt ord kan gøre det, 

f.eks. defineres en overskrift som et afsnit, og 

et afsnit kan i princippet være tomt, dvs. blot 

bestå af en afsnitskode! 

Det er vigtigt at forstå disse principper, fordi 

man i Word kan kategorisere afsnit forskelligt, 

og fordi man selv kan definere de forskellige 

kategorier af afsnit, og fordi man 

faktisk bør benytte disse kategorier hvis man 

vil udnytte tekstbehandlingsprogrammets 

muligheder. 

Afsnit og typografier 

Til et afsnit knyttes altid en etikette eller en 

kategori. Word kalder det en typografi, og 

definerer en typografi som “en samling 

formater, f.eks. skrifttype, punktstørrelse og 

indrykninger”. Når man til et afsnit knytter en 

typografi, så formateres hele afsnittet efter 

samtlige formater i typografien. 

Hvis man ikke knytter en typografi til et afsnit, 

så er den der alligevel. Der er som nævnt 

altid defaults! I Word hedder defaulttypografien 

Normal. Andre typografier kan hedde 

Overskrift 1, Overskrift 2, Indrykning osv., 

og man kan selv lave typografier. 

(Læs evt. meget mere om afsnit og typografier i 

Fingrene væk fra min Word 7, s. 15-16). 

En typografi kan også bestemme hvor stor 

afstand der skal være fra et afsnit til det næste 

(eller foregående). Derfor er det en upraktisk 

skrivemaskinevane at lave ekstra linjeafstand 

før eller efter et afsnit ved hjælp af Enter-tasten. 


Linjeafstande defineres i typografierne, og en 

ekstra linjeafstand sat med Enter er det samme 

som at sætte en afsnitskode, dvs. brugen 

af Enter-tasten resulterer i et tomt afsnit. 

Betyder det noget? Nej, hvis man “bare” skal 

have sin tekst ud på et stykke papir. Ja, hvis 

man vil skrive sig ind i edb-kulturen. 

Word holder styr på hvor mange afsnit der er 

i en tekst, og hvilke kategorier af afsnit der er. 

Heldigvis er Word ofte klog nok til ikke at 

medregne tomme afsnit, men det er ikke 

sikkert at en anden tekstbehandler eller 

viewer er fiffig nok til det, og med tomme 

afsnit er det ligesom med overflødige mellemrum: 

Man ved aldrig om - og i givet fald 

hvornår - de får en utilsigtet virkning. 

Typografi og kategori 

Word fortæller kun den ene halvdel af sandheden 

med sin definition af typografier. Som 

nævnt er en typografi også en kategorisering 

af en bid tekst, og når samlinger af data - 

f.eks. tekstbidder - er kategoriseret, så kan 

computerne arbejde med disse data, f.eks. 

lave optællinger og anden statistik. Ikke alle 

muligheder udnyttes i tekstbehandlerne i dag, 

men der er muligheder som kun få benytter. 

F.eks. er man med funktionen Søg i stand til 

at søge efter typografier. Det kan bruges af en 

videnskabelig forfatter til at søge efter typografien 

Citater - forudsat forfatteren benytter 

en sådan typografi og anvender den konsekvent, 

eller man kan søge efter billedtekster, 

lovtekster, satser vedr. rejsegodtgørelse osv. - 

alt forudsat en konsekvent brug af passende 

typografier. 

Datadisciplin 

Konsekvens i brugen af typografier betyder 

datadisciplin, og datadisciplin er hermed 

blevet en nødvendighed i tekstbehandling! 

Den bagvedliggende årsag er at tekstbehandlere 

reelt er blevet til databaseværktøjer, 

selvom det ikke lige er til at se det. Det bliver 

imidlertid mere og mere tydeligt at der ikke er 

større principielle forskelle mellem en 

tekstbehandler og et databaseværktøj, mange 



16 

tekster udskrives da også fra databaser: 

prislister, kontooversigter, køreplaner etc. 

En tekst består i databaseforstand af en række 

tabeller (typografierne med tilhørende afsnit) 

og med hierarkiske relationer mellem 

tabellerne. Det lyder indviklet, men vi skal 

straks prøve at gøre det indlysende. 

Disposition 

Den vigtigste mulighed for at udnytte kategorierne 

ligger som antydet i disponeringen af 

en tekst. Fra edb-alderen er vi pludselig 

tilbage i et af den klassiske retoriks andre 

grundlæggende emner, dispositio, der handler 

om hvordan man opbygger en tekst. Redskabet 

ligger i dag i tekstbehandleren, og det 

bygger på at der traditionelt kun er én brugbar 

måde at disponere en tekst på: hierarkisk! 

Til opbygningen af en hierarkisk disposition 

benyttes overskrifttypografierne: Overskrift 1 

til øverste niveau, Overskrift 2 til næste 

niveau osv. For at se dispositionen på skærmen 

(eller udskrive den) anvendes viewet Vis, 

Disposition. Her ses afsnit og overskrifter 

indrykket efter deres placering i hierarkiet; 

man kan desuden selv vælge hvor dybt i 

hierarkiet man vil kigge (i figuren ved at vælge 

niveau 1, 2, 3 osv.). 

Figur 8. Eksempel på disposition 

Plusserne i dispositionen betyder at der er 

tekst gemt under overskriften. Dobbeltklikker 

man på plusserne vil teksten åbne sig, og man 

kan redigere almindeligt i denne tekst. Det 

kan ofte være nyttigt at skrive en tekst i dette 

view som bevirker at man kan nøjes med at se 

overskrifterne i den tekst der ligger rundt om 

det afsnit man aktuelt skriver i. Ifølge min 

erfaring er det dog kun få der benytter dispostionsviewet 

i praksis.

17 

Dispositioner kan “eksporteres” 

En vigtig pointe ved dispositioner er at de kan 

eksporteres til andre programmer. I de nye 

Microsoft Office-programmer kan dispositioner 

med tilhørende tekster og underoverskrifter 

således flyttes fra Word over i 

PowerPoint til fremstilling af f.eks. overheadplancher, 

typisk en planche pr. overskrift. 

Mere fremadrettet er det at en disposition 

(inkl. alle underafsnit) med et passende 

værktøj kan eksporteres til eller gemmes som 

HTML-sider på Internettet. Vi skal vende 

tilbage til disse HTML-sider i et senere 

kapitel. 

Tredje grundsætning om tekster i 


Foreløbig vil jeg formulere følgende tredje 

grundsætning om tekster i edb-kulturen, og 

skulle den ikke være sand, så er den i hvert 

fald sund! 

Tredje grundsætning 

Tekster er strukturerede databaser. 

En simpel klassisk database består af en tabel 

med en række poster (f.eks. Personoplysninger) 

der hver består af et antal felter 

(f.eks. Navn, Adresse, Postnummer, By, Telefonnummer). 

Navn Lokalnummer 

Anders 4710 

Beatrix 4711 

Christian 4712 

Dorte 4713 

Figur 9. Database med fire poster og to 

felter 


Tekst som database 

Når man ser på en tekst som en database, vil 

teksten bestå af en række afsnit (posterne) 

med en række felter: afsnittets plads i teksten, 

afsnittets typografi og endelig ordene i 

afsnittet. 

Plads Typografi Ordene 

1.0.0 Overskrift2 Teksters struktur 

1.0.1 Normal Trods mange års tekst... 

1.1.0 Overskrift3 Ord, sætninger og afsnit 

1.1.1 Normal Tekster sammensættes... 

Figur 10. Tekst set som en database med 

fire poster (afsnit) og tre felter 

Det er uden betydning at felterne ikke har en 

fast defineret længde. Teksten kan stadig 

anskues som en database. En definition på en 

database er nemlig i al sin enkelhed “en eller 

flere strukturerede mængder af data med en 

vis varighed”. 

Normalt forbindes databaser med programmer 

til ajourføring og forespørgsler. Strækker vi 

forestillingsevnen lidt, så er et moderne 

tekstbehandlingsprogram faktisk et sådant 

program til ajourføring som i tekstbehandlersproget 

hedder indskrivning! Forespørgsler 

ligger det lidt mere tungt med idet man jo i 

tekstbehandling ikke benytter opslagsnøgler 

som i “normale” databaser - f.eks. navn, 

personnummer, kunde- eller telefonnummer. 

En forespørgsels formål er at hente og vise 

data, men det gør tekstbehandlerne (mere 

præcist: deres indbyggede viewer) i høj grad - 

næsten hele tiden! Og faktisk er en meget 

lang stribe af opslagsnøgler mulige i en tekstbehandler: 

Man kan slå op på toppen af dokumentet 

med Ctrl + Home, slutningen med 

Ctrl + End, forrige side, næste side, et bestemt 

sidenummer, et tabelnummer, et linjenummer 

osv. - prøv selv i Word at anvende Ctrl + G 

(Gå til...) eller F5. Hvis man vil bruge afsnittene 

til opslag, kan man bruge Vis, Disposition. 


Skabeloner 

At forstå - og acceptere - at en tekst er en 

database er muligvis svært for de fleste. 

Måske kommer man et skridt nærmere ved at 

studere begrebet skabeloner, kendt fra f.eks. 

Word, nærmere. Skabeloner er en forholdsvis 

ny opfindelse, og det er højst tænkeligt at det 

stadig er en ubrugt funktionalitet for mange 

private brugere. Det burde det ikke være for 

forfattere i større virksomheder. 

I Word defineres en skabelon som et specielt 

"dokument som indeholder grundlæggende 

værktøjer til formning af et endeligt 

dokument"! Bag denne kryptiske forklaring 

gemmer der sig imidlertid noget så simpelt 

som et skema med felter der kan udfyldes på 

skærmen! 

[Modtagers navn] 

[Adresse] 

[Postnummer By] 

Ang.: 

[Skriv brevteksten her] 

Med venlig hilsen 

[Navn] 

Figur 11. Udsnit af brevskabelon i Word 

Det specielle ved et skabelon-skema er at det 

kan indeholde mange forskellige koder som 

f.eks. en feltkode der kan indsætte dags dato 

og firmanavn automatisk, eller lave beregninger 

til f.eks. kontrol af indtastede oplysninger. 

En skabelon kan tilmed kan lave om 

på udseendet af tekstbehandleren! 

(Læs evt. mere om felter i hæftet Word på x 

og tværs, s. 22ff). 

Endelig indeholder skabelonerne selvfølgelig 

også typografier. Skabelon-dokumenterne 

kendes fra almindelige dokumenter ved at 

være gemt som *.dot-filer, ikke som *.docfiler. 

(Skabeloner er desuden grundigt behandlet i 

hæftet Fingrene væk fra min Word 7, s. 36 - 

41). 



18 

Skabeloner er skemaer 

Med de mange finesser er skabelonerne altså 

elektroniske skemaer, og skemaer er netop et 

begreb som "traditionelt" hører hjemme i 

databaseverdenen. 

Hvis man tænker på sin selvangivelse (i hvert 

fald den fra gamle dage), så udfylder man en 

række felter i skemaet som siden inddateres til 

en stor database hvorfra data kan trækkes ud 

igen og bruges til skatteberegningerne. 

I “normal” tekstbehandling er felterne sjældent 

så klart markerede som på selvangivelsen; 

der er jo sjældent feltnavne! Desuden har 

felterne (afsnittene) variabel længde, og hvert 

lille dokument udgør sin egen lille database. 

Det er svært at se at skabelonen Normal som 

er defaultskabelon, og som resulterer i et tomt 

hvidt skærmbillede klar til indtastning, i 

virkeligheden er et databaseskema klar til 

udfyldning! 

Og det er tilsvarende meget nemt at lade som 

om det bare er et blankt stykke "papir" man 

udfylder på skærmen. Designerne bag Word 

har med vilje gjort det nemt, men lur dem! 

Det blanke hvide skærmbillede er lokkemaden 

som får sagesløse brugere til at gå i 

fælden. En dag klapper den! 

Fælden klapper 

Faren ved ikke at bruge skabeloner og fordelene 

ved at bruge dem kan illustreres ved 

følgende eksempel. En marketingafdeling har 

udarbejdet en lang række salgsbreve og 

produktbeskrivelser mv. En dag skifter firmaet 

"stil": nyt bomærke, nyt logo, nyt layout. 

Situationen er ikke ukendt i disse omskiftelige 

tider. 

Fremover vil firmaet erstatte skrifttypen 

Courier i brevene med Times New Roman. 

Arial skal dog benyttes i overskrifterne. 

Adressefelterne skal flyttes på grund af de 

nye konvolutters ændrede design osv. 

Marketingafdelingens problem er nu at rette 

alle de udarbejdede breve og produktbeskrivelser 

- og det skal helst ske hurtigt. Hvordan 

gør man det?

19 

I det "gode" firma ændrer man skabelonerne 

og vedhæfter de nye skabeloner til de gamle 

dokumenter. De gamle typografier skiftes ud 

med nye med de samme navne, og adressefeltet 

skifter plads - en simpel operation for 

hvert dokument. 

Først vælges Fil, Skabeloner: 

Figur 12. Der vælges 

Skabeloner i 

Fil-menuen 

Dernæst skal man 

navngive den skabelon 

man vil bruge (man kan 

gennemse ved 

Vedhæft...). 

Figur 13. Husk at klikke på Opdater! 

I det "dårlige" firma har man ikke benyttet sig 

af skabeloner, men man har - skrivemaskinen 

tro - specielt defineret samtlige tekster og 

overskrifter med størrelse, skrifttype osv. 

Brevene er desuden fyldt med en række 

tomme afsnit - linjeskift - for at give luft. 

Måske tilmed overflødige mellemrum som 

"pyntede" så længe skriften var Courier, men 

ikke når den er Times New Roman. I det 

dårlige firma skal samtlige afsnit i samtlige 

tekster omarbejdes. 

I det "gode" firma har man uddannet sine 

medarbejdere, og man har benyttet informationsteknologien 

hensigtsmæssigt. I det 

"dårlige" firma har man forsømt uddannelsen, 

og man har forsømt at sætte sig ind i en 

optimal anvendelse af de nye elektroniske 

værktøjer og at implementere (som det hedder 

når man indfører noget) teknologien i 

virksomheden. 


Hvordan bruger man skabeloner? 

I større firmaer implementeres teknologien 

bl.a. ved at skabeloner udarbejdes centralt, og 

anvendes af alle - efter behørig introduktion 

og undervisning naturligvis. I mindre firmaer 

og som privatperson må man selv udarbejde 

dem. Det er besværligt, men gør det alligevel! 

Kortlæg hvilke tekster du hyppigst skriver: 

breve, referater, stile, fysikrapporter, noveller 

eller hvad du nu beskæftiger dig med. For 

hver type dokument bør du fastlægge det 

indhold der kan være: adressefelter, datofelt, 

venlig hilsen-felt, liste over mødedeltagere, 

dagsorden med mødepunkter, kildeangivelser, 

citater, antal overskriftniveauer, fodnoter, 

sidetal osv. 

Dertil kommer at alle felter og typografier 

skal defineres med skrifttype, størrelse, farve, 

linjeafstand inden for et afsnit, linjeafstand 

mellem afsnit, såkaldte autotekstelementer 

osv. Listen er i virkeligheden ganske omfattende, 

men hvis man anvender en færdig 

skabelon som defaultskabelonen Normal, vil 

man ofte kunne nøjes med få ændringer, og 

skabelonen kan derefter gemmes i den rigtige 

mappe under et nyt sigende navn, f.eks. 

MitBrev.dot, klar til brug. 

Figur 14. Min egen brevskabelon gemmes 

Indrømmet, det er et større arbejde, men det 

skal kun gøres en gang (for hver release), og 

det er nemmest at få en anden til det, din søn 

måske - hvis du da har en af den slags der 

roder med computere for sjov! 

Husk det gode gamle programmørråd: KISS - 

Keep It Simple, Stupid! Lad være med at gøre 

det for indviklet, og lad være med at blande 

alt for mange og alt for umage skrifttyper. 


Dokumentinformation 

Inden vi helt forlader teksternes struktur, skal 

det bemærkes at tekster i dag er forberedt til 

selv at kunne indgå som poster i større tekstdatabaser. 

Til hver tekst kan man som regel 

knytte en række egenskaber eller oplysninger 

foruden selve navnet på datafilen med 

teksten. 

Eksempler på sådanne nyttige informationer 

der kan tilknyttes en tekst, er: forfatter, titel, 

emne og nøgleord. 

Figur 15. Egenskaber i Word 97 

Hvis man udstyrer sine tekster med sådanne 

oplysninger vil man nemmere kunne finde 

dem på et senere tidspunkt, men det er med 

disse dokumentinformationer eller egenskaber 

som med så meget andet i tekstbehandling: 

Hvis man ikke kender mulighederne, kan man 

ikke bruge dem. Kender man dem, og vil man 

bruge dem, så kræver det datadisciplin, men 

disciplin er typisk det første der slækkes på 

når man skal skynde sig. 

Så længe man opfatter tekster som “bare” det 

der kommer ud på et stykke papir, så ser man 

ikke de mange muligheder ved at betragte 

teksterne som det de faktisk er, nemlig 

strukturerede databaser. 

Mulighederne er bl.a. at udnytte tekstbehandleren 

som dataarkiv eller journaliseringssystem 

over de tekster man skriver. 

Hypertekster 

Hypertekster 

I dette kapitel skal vi endelig se lidt mere på 

begrebet hypertekst. Det er i grunden ikke et 

nyt fænomen, men det har af årsager som 

snart vil være indlysende, fået en betydelig 

renæssance i edb-kulturen. Her blev ordet 

hypertekst formentlig anvendt første gang i 

1965, og det første hypertekstsystem blev 

udviklet så tidligt som i 1968. Ideen går dog 

helt tilbage til computernes barndom i midten 

af 1940’erne. 


20 

Alle kender hypertekster 

Lyder ordet hypertekst endnu lidt sært, så er 

fænomenet dog kendt. Et leksikon er f.eks. en 

hypertekst. Det karakteristiske ved en hypertekst 

er kortere tekster beregnet til opslag 

og henvisninger mellem de forskellige tekster. 

Ofte læser man om et emne og bliver her 

henvist til et andet opslag man skal springe 

til, dvs. blade frem eller tilbage til. Undertiden 

er teksterne ultrakorte og består blot af 

en enkelt henvisning. Slår man eksempelvis 

op i mit gamle leksikon under Gravemaskine, 

står der blot: “Se Ekskavator under 

Ekskavation”. Under Ekskavation står der 

bl.a.: “Ekskavator, en slags Gravemaskine”. 

En sådan henvisning eller reference fra et 

opslag til et andet kaldes i hypertekster en 

sammenkædning eller oftere et link mellem to 

opslag. (Det er i øvrigt et gammelt og muntert 

leksikon, Allers illustrerede Konversationsleksikon, 

1906 - "Ekskavatoren drives naturligvis 

ved Dampkraft"!). 

Mange lærebøger er hypertekster 

Også lærebøger er ofte hypertekster. En typisk 

lærebog i sprog indeholder små tekststykker, 

en gloseliste, en liste over nogle verber 

og deres bøjninger, andre grammatiske 

afsnit samt en række opgaver. Man kan ikke 

læse bogen som en roman, dvs. fra den ene 

ende til den anden. Den er heller ikke 

struktureret med det formål. 

Den er skrevet med øje for og opbygget med 

henblik på de talrige spring den flittige læser 

må foretage fra et vanskeligt ord til

21 

gloselisten, fra en vanskelig bøjning til listen 

over verber, fra en uforståelig sætningskonstruktion 

til et grammatisk afsnit osv. Mange 

link er dog underforståede i lærebøger da 

læseren, den studerende, selv forventes at 

skulle koble relevante tekster sammen. 

Klassisk tekst er endimensional 

Hvorfra vi end kender begrebet, så læses en 

hypertekst ikke fra den ene ende til den anden. 

Det gør man derimod med andre klassiske 

tekster som noveller, romaner og artikler. Den 

slags tekster kaldes lineære eller sekventielle 

tekster - hvis teksten stod på én lang linje, så 

læste man den fra linjens begyndelse til 

linjens slutning. 

(Ovenstående er faktisk en sandhed med mange 

modifikationer. Langt de fleste læsere 

læser ikke endimensionalt - de springer, 

kigger i indholdsfortegnelsen, genlæser bagsideteksten 

på en bog, læser konklusionen 

først i en artikel osv. Teksterne er imidlertid 

tænkt endimensionale, idealet er at de skal 

kunne læses fra første ord til sidste ord uden 

svinkeærinder). 

Hypertekst er todimensional 

En hypertekst lader sig ikke gerne skrive på 

en lang linje. En hypertekst er snarere et rum, 

et lille univers, bestående af mange små tekster, 

hver for sig godt nok lineære tekster, 

men med linkene mellem teksterne tilføjes der 

en ekstra dimension. 

Det græske præfiks hyper er hentet i matematikken 

hvor man netop benytter dette præfiks 

til at markere en ekstra dimension - en kugle 

er således en hypercirkel, dvs. en cirkel i tre 

dimensioner! 

En hypertekst er da også karakteriseret ved at 

være en todimensional tekst hvor den ekstra 

dimension udgøres af linkene. Linkene er i sig 

selv tekster. 

Hypertekster 

Moderne hypertekst 

Det nye og anderledes ved en hypertekst i 

edb-kulturen - i forhold til Allers illustrerede 

Konversationsleksikon - er at linkene kan 

automatiseres! Man slår op på Gravemaskine 

og - vupti - havner man i Ekskavation! 

Eller i en fremmedsproglig lærebog: Man 

klikker på et ord og - vupti - havner man på 

ordet i ordlisten, man klikker et andet sted, og 

- vupti - er man tilbage igen. Man skal ikke 

blade frem til side et eller andet bag i en bog, 

pc'en henter selv teksten frem til skærmen. 

Når det kan gøres, skyldes det selvfølgelig 

koderne. Linket laves ved at man afmærker et 

eller flere ord med en kode for spring, og man 

definerer hvortil der skal springes. Det 

program man skriver teksten i, laver den tekniske 

specifikation af koden, og det program 

man ser teksten i, udfører koden. 

Hypertekstprogrammer 

Der skal nemlig bruges et særligt program for 

at kunne læse hypertekster som med de 

automatiserede link jo faktisk er små programmer. 

Et hypertekstprogram skal holde 

styr på linkene mellem de forskellige lineære 

tekstbidder, det skal kunne automatisere 

linkene, og det skal holde styr på hvor i 

hyperteksten læseren befinder sig og har 

befundet sig. 

Udviklingen af et sådant hypertekstprogram 

sker i princippet ligesom ved den første primitive 

tekstbehandling: Man laver sin kildetekst 

hvori koderne for de forskellige link er 

defineret. Derefter oversætter man kildeteksten 

til et hypertekstprogram, se figuren. 

Figur 16. Fra kildetekst til hypertekst 


Hvis man sammenligner figur 16 med figur 4 

så er forskellen egentlig blot at man i stedet 

for at lave en fil med printkommandoer laver 

en fil med pc-kommandoer, dvs. et program. 

At oversætte en kildetekst til et egentligt program 

kaldes at compilere, oversætterprogrammet 

kaldes en compiler. 

Kendte hypertekstprogrammer 

Du kender allerede sådanne hypertekstprogrammer, 

måske uden at vide det: Alle hjælpefilerne 

i Windows-programmer er 

hypertekstprogrammer. 

Figur 17. Et opslag i hjælpefilen til 

Microsoft Word 6.0 

De automatiserede link ligger gemt bag de 

understregede tekster på figuren, og ofte læser 

man en sådan hypertekst ved at blade ned 

eller springe ned i hierarkiet af tekster. 

Læg mærke til denne vigtige pointe: En hypertekst 

er typisk opbygget som et hierarki af 

tekster rubriceret under passende overskrifter 

- præcis på samme måde som almindelige 

tekster, jf. beskrivelsen i forrige kapitel af 

viewet Vis, Disposition! 

Hypertekster 

Todimensional læsning er orienteringslæsning 

Forskellen mellem almindelige tekster og 

hypertekster er som nævnt at de første er 

beregnet til lineær læsning - også kaldet endimensional 

eller sekventiel læsning - de 

sidste til hvad man kan kalde todimensional 

læsning eller måske bedre orienteringslæsning. 

En sådan læsning i to dimensioner sker 

ved at blande to slags læsning: 

1. Pejling, dvs. en læsning for at få svar på 

spørgsmålene “hvor er jeg, hvilke muligheder 

har jeg her, og hvor skal jeg klikke 

mig hen herfra?” 

2. Lineær læsning, dvs. en “almindelig” 

endimensional læsning når man et sted i 

hierarkiet har fundet et svar på det man 

søgte efter - eller noget andet interessant! 

Forskellen mellem den endimensionale og 

todimensionale læsning er som forskellen 

mellem et baneløb og et orienteringsløb. 


22 

Skærmlæsning 

Vi vender i øvrigt tilbage til betydningen af 

orienteringslæsning i næste kapitel, men forinden 

er det værd at se på om man overhovedet 

kan læse på en skærm? 

Det kan man, men læsning er som nævnt ikke 

et entydigt begreb. Alle undersøgelser peger i 

retning af at den todimensionale orienteringslæsning 

foregår mindst lige så hurtigt og nemt 

på skærmen som på papiret! 

Omvendt peger undersøgelser på at den endimensionale 

lineære læsning foregår højst 

lige så hurtigt på skærmen som på papiret. 

Lineær læsning på skærmen foregår mellem 

0% og 30% langsommere end på papiret. Der 

er ikke påvist forskelle i forståelse og 

tilegnelse, men de fleste foretrækker endnu 

papir til længere tekster. 

Ligesom læsning ikke er et entydigt begreb er 

en “skærm” imidlertid heller ikke et entydigt 

begreb, ej heller bogstavtyper og layout osv. 

Undersøgelserne er derfor meget upræcise, og 

den tekniske udvikling bringer stadig bedre 

skærme.

23 

Hypertekstfunktioner 

Hypertekster rummer ofte andre muligheder 

end den hierarkiske søgen sig frem. Man kan 

på figur 17 se at hjælpefilen rummer en række 

andre funktioner, bl.a. disse: 

Indhold - Bringer læseren tilbage til hovedoversigten, 

dvs. indholdsfortegnelsen 

Søg - En mulighed for at skrive et søgeord 

blandt forud definerede ord (stikord) 

Tilbage - Bringer læseren tilbage til det foregående 

opslag i hierarkiet, ikke nødvendigvis 

tilbage til det seneste opslag! 

Udskriv - Mulighed for at udskrive det aktuelle 

opslag 

Indeks - Svarer til et stikordsregister; giver 

ikke altid de samme svar som en søgning! 

De fleste har formentlig prøvet et antal af 

disse funktioner. Funktionerne er ikke til stede 

i alle hypertekster; listen er heller ikke en 

oversigt over de eneste funktionsmuligheder i 

hypertekster. 

Hypertekster er aktive tekster 

Med de automatiserede spring udvides edbkulturens 

anden grundsætning om tekster: 

Tekster kan altid opleves på flere måder. 

Hidtil har der været tale om at se en tekst, 

høre eller føle en tekst. Med springene får vi 

en ny slags oplevelser idet hyperteksterne ikke 

er passive som traditionelle tekster bør 

være. Hypertekster er aktive, de “opfører” sig 

på nogle veldefinerede måder. 

Når man klikker på visse ord, sker der noget. 

Havde opslaget Gravemaskine rummet et 

automatisk link, så ville et klik på linket 

aktivere teksten under Ekskavation. Med et 

godt hypertekstprogram ville ordet Gravemaskine 

være fremhævet i teksten. 

Flere typer link 

Et link blev ovenfor karakteriseret som en 

anvisning til spring, men i realiteten er der 

flere slags link. Det typiske link skifter den 

tekst man har på skærmen, ud med en anden 

tekst, svarende til at jeg i mit gamle leksikon 

blader fra den ultrakorte artikel om Grave- 

Hypertekster 

maskine til artiklen om Ekskavation - som i 

øvrigt befinder sig i et andet bind. 

Disse skift til andre tekster foregår hyppigst 

inden for samme "værk", det være sig en 

personalehåndbog, bibelen eller et leksikon. I 

princippet er der intet i vejen for at springe til 

andre værker - blot man kender adressen. Det 

skal vi snart se lidt mere på - disse spring er 

Internettets hele natur. 

Et mere beskedent spring anvendes ofte til 

kortere definitioner eller uddybende oplysninger, 

såkaldt popuptekster. En sådan lille 

tekst vises kortvarigt oven på den aktuelle 

tekst og forsvinder når man klikker på teksten 

igen (eller når man slipper trykket på museknappen, 

forskellige systemer virker forskelligt). 

Linket aktiverer kort sagt en overlappende 

tekst. 

Figur 18. En overlappende tekst om 

rullepaneler 

Er hypertekster langt fra almindelig 

tekstbehandling? 

Er skrivning af hypertekster og oversættelse 

af dem til programmer ikke meget langt fra almindelig 

tekstbehandling? Er det overhovedet 

et emne for andre end edb-specialister? 

Både nej og ja, nemlig nej til første spørgsmål 

og ja til det sidste! 

Sålænge man arbejder i Windows 3.x er 

svarene måske omvendt, men med springet til 

Windows 95 og en tekstbehandler som f.eks. 

Microsoft Word 97 er hyperteksterne rykket 

meget tæt på den almindelige “skriver”, 

forfatter eller udvikler - hvad man nu vil 

kalde en person der laver hypertekster. 


Alle forventes at skrive hypertekster 

Tekstbehandling er ikke længere kun et 

spørgsmål om at få tekster ud på gammeldags 

papir hvor automatiske link ikke har nogen 

mening. Tekstbehandling er blevet til et 

spørgsmål om også - og i stigende grad - at 

lave onlinedokumenter, som Word 97 kalder 

hyperteksterne, der skal bruges på nettet, 

internt eller eksternt, på intranettene eller på 

Internettet. 

I fremtiden vil en meget stor del af vores 

tekster bestå af sådanne onlinedokumenter, så 

ingen af os slipper for at sætte sig ind i mulighederne! 

Der kan gå to måneder eller to år inden du 

skal i gang med at skrive hypertekster. Meget 

afhænger af den virksomhed du arbejder i, 

branchen, konkurrencen og kvaliteten af 

ledelsen, men i gang kommer du en dag, om 

ikke før så når du vil være synlig på Internettet. 

Men hvorfor ikke bare skrive almindelige tekster? 

Hvornår skrives hypertekster? 

Valget mellem at skrive almindelige tekster 

og hypertekster er en lille overvejelse værd. 

Ikke alle former for tekster egner sig som 

hypertekster - romaner gør f.eks. det næppe. 

Man skal i stedet have øjnene åbne for tekster 

der i forvejen er meget strukturerede. 

Bortset fra det gælder som i andre forhold at 

man skriver hypertekster når det kan betale 

sig! Leksika ville ingen alligevel finde på at 

skrive i lineær tekst. 

Og med hypertekster på skærmen, onlinedokumenterne, 

gælder samme princip: Hvis gevinsten 

er større end omkostningerne, så gør 

man hyperteksten elektronisk tilgængelig. 

Eksempler på hypertekster 

De indbyggede hjælpefiler i edb-værktøjerne 

er et eksempel på det. Papirmanualerne er 

simpelthen blevet for store! 

Prøv at forestille dig en reparationsmanual til 

en flyvemaskine. Disse manualer udkom 

meget tidligt på cd-rom. Vedholdende rygter 

Hypertekster 


24 

vil vide at en papirudgave af en manual ville 

veje væsentligt mere end selve flyvemaskinen. 

I realiteten fylder manualerne til et 

F-18 kampfly dog “kun” omkring 300.000 

sider, men da siderne ofte skal ajourføres, er 

problemet stort nok. 

I de senere år har mange større virksomheder 

på tilsvarende vis fundet det besparende at 

fremstille onlinetilgængelige kvalitetsprocedurer 

og -instruktioner. Mængden af dokumentation 

som skal være tilgængelig for hver 

enkelt medarbejder og ajourføringernes 

hyppighed, er simpelthen for stor til at en 

papirdistribution og manuel vedligeholdelse 

kan betale sig. 

Anvendelser af edb-kulturens hypertekster 

omfatter således en stribe forskellige opslagsværker: 

• personalehåndbøger og -politikker 

• kvalitetsprocedurer og -instruktioner 

• organisationsdiagrammer 

• produktoversigter og prislister 

• interne ordlister eller "termbanker" 

• produktionsstandarder 

• standardbreve 

Desuden må man forvente at de fleste større 

virksomheder i nær fremtid vil gøre mere af 

deres historiske viden onlinetilgængelig f.eks. 

vedrørende: 

• projektplaner og -opfølgninger 

• marketingkampagner og -opfølgning 

• sagsbeskrivelser, især “lærerige” sager 

• (endnu) ikke realiserede produktideer 

• kravspecifikationer 

• patentansøgninger 

• afholdte foredrag og firmapræsentationer 

og meget andet, herunder de mere klassiske 

medarbejderoversigter og interne telefonlister. 

Listen kan, afhængig af virksomhedstype, 

være kortere eller meget, meget længere! Den 

bliver længere i fremtiden, og det er der 

mindst én god grund til.

25 

Videnvirksomheder 

Den væsentligste årsag til væksten i mængden 

af onlinetilgængelige hypertekster er at 

moderne virksomheder i fremtiden konkurrerer 

på viden. 

Internt i virksomhederne betyder det bl.a. at 

man skal udbrede viden, ikke mindst den 

internt producerede viden, til samtlige medarbejdere. 

Man kan nemlig ikke vide hvilke 

medarbejdere der får brug for hvilken viden. 

Den klassiske model med at benytte linjeledere 

som ledvogtere i kommunikationsstrømmen 

er på vej til at være rendyrket 

nostalgi. 

Det gælder begge veje i øvrigt - ikke kun 

information “oppefra og ned”: Medarbejderne 

skal i fremtiden selv udbrede den viden de 

producerer! Specialister får ikke lov til at 

holde deres viden for sig selv, viden skal 

udbredes. Det gøres bl.a. med onlinetilgængelige 

hypertekster. 

Jeg vender senere i hæftet tilbage til denne 

udvikling som de fleste steder betyder voldsomme 

ændringer i virksomhedskultur og traditioner, 

bl.a. bliver det fremover medarbejdernes 

eget ansvar at orientere sig og finde 

den nødvendige viden. Man regner derfor 

med at flere lag af mellemledere bliver overflødiggjort, 

men det synes ofte at gå hårdere 

ud over medarbejderne i første omgang! 

I mange tilfælde får medarbejderne nyt udstyr 

stillet til rådighed, måske også nogen 

uddannelse, men der mangler ofte planer for 

hvordan udstyret skal benyttes. Der sker kort 

sagt ingen implementering af den nye teknik. 

Der er desværre meget få virksomheder der er 

i stand til at løse de to opgaver på samme tid: 

1. indføre moderne informationsteknologi 

2. ændre virksomhedskultur og -processer 

I alle tilfælde er det dog godt at være forberedt 

på hvad man bør sætte sig ind i! 

Hypertekster 

Relative og absolutte adresser 

Det afgørende nye i hyperteksterne - og det 

som man ikke kan undlade at sætte sig lidt ind 

i - er konstruktionen af link. Hvordan fortæller 

man - i teksten - at et klik på et ord skal 

føre læseren et andet sted hen? Hvorhen? 

Der er to forskellige områder at springe hen 

til: Når man aktiverer et link, springer man 

som regel til et andet sted i hyperteksten, 

værket om man så kan sige, men man kan 

også springe til en helt anden hypertekst! 

Der skelnes mellem begreberne relative og 

absolutte adresser. Hvis dette hæfte var 

hypertekst, og hvis jeg eksempelvis vil lave 

en kode for et spring til ovenstående afsnitoverskrift, 

Relative og absolutte adresser, så 

kunne jeg nøjes med at angive en relativ 

adresse. En relativ adresse skal altid findes 

inden for samme hypertekst. (I praksis ville 

jeg formentlig beholde overskriften som navn 

på adressen, og adressen kunne i kodeform se 

således ud: "#Relative og absolutte adresser"). 

Ville jeg derimod lave spring ud til en helt 

anden hypertekst, måtte jeg angive en absolut 

adresse, f.eks. hele stinavnet på den anden 

hypertekst (samt måske en adresse inde i 

denne hypertekst). 

Absolutte adresser 

På samme computer: 

c:\hypertekster\Hypertekst2.hlp 

På en anden computer, f.eks. en server med 

navnet info: 

\\info\Hypertekst2.hlp 

På Internettet: 

http://www.hypertekster.dk/index.html 

Figur 19. Eksempler på absolutte adresser 

Så længe man kan, bør man i øvrigt holde sig 

til relative adresser: De duer selvom man 

skifter navn på tekstfilen! 


Hypertekst som database 

Hvis vi et øjeblik erindrer os at tekster i edbkulturen 

er databaser, så svarer en relativ 

adresse til opslagsnøglen i en traditionel 

database. Det kan være et personnummer, 

konto- eller telefonnummer. Nøglen fører til 

oplysninger gemt i databasen. 

Et link med en absolut adresse vil derimod 

kunne hente oplysninger fra en helt anden 

tekst, svarende til at man skifter over til, og 

slår op i, en helt anden database. Et eksempel 

kunne være at man i offentlig forvaltning kan 

gå fra en adresseoplysning i Det centrale 

personregister, CPR, til et opslag i Bygningsog 

boligregistret, BBR (hvis ellers registerforskrifterne 

tillader det). 

Sociale tekster 

De mange adresseringsmuligheder antyder 

endnu en grundsætning om tekster i edb-kulturen, 

nemlig at de ofte knytter sig til - eller 

kan knyttes til - andre tekster ved hjælp af 

link. De står ikke alene. 

I den skriftlige kultur som vi har så svært ved 

at slippe, er man meget ofte alene om sin egen 

tekst. I edb-kulturen skal man derimod oftere 

sikre sig at man kan knytte sin egen tekst 

sammen med andre tekster. Altså kan vi 

formulere den fjerde grundsætning om tekster 

i edb-kulturen. 

Fjerde grundsætning 

Tekster indgår i et elektronisk fællesskab 

med andre tekster. 

Hvor runesten stod som smukke og ensomme 

majestæter i landskabet, vil tekster fremover 

blive en slags familiemedlemmer med mulige 

tætte "sociale" relationer til andre tekster. 

Teksterne refererer ikke bare til hinanden - de 

er kædet sammen med automatiske link. Sammen 

udgør teksterne store informationsdatabaser. 

Konstruktion af hypertekster 

Visse hypertekster kan være lidt besværlige at 

konstruere, f.eks. hjælpefilerne, men det er 

Hypertekster 


26 

dog ikke umuligt i Windows 3.x at udvikle 

sine egne hjælpefiler, og det har også været 

benyttet mange steder - de såkaldte hjælpefiler 

kan jo ligeså godt rumme firmaets personalepolitik 

eller personlige madopskrifter som 

vejledninger til et edb-program! 

Hvis man vil lave hjælpefiler under Windows 

3.x kræves der to ting: 

1. En struktureret kildetekst gemt i det såkaldte 

RTF-format (Rich Text Format, 

findes også i Word) 

2. Et oversætterprogram, en compiler, som 

Microsoft gratis stiller til rådighed 

Oversættelsen resulterer i en fil med suffikset 

.hlp som er en filtype af den slags der kan 

aktiveres med et dobbeltklik (undertiden 

kaldes de “eksekverbare” filer, og der er ikke 

mange typer: de andre har suffikserne .bat, 

.com og .exe). 

Den strukturerede kildetekst kan godt skrives, 

eller udvikles om man vil, i Word, men ofte 

benyttes et særligt program til udvikling: 

ForeHelp, RoboHelp, Help Magician Pro eller 

tilsvarende - der er mange muligheder. Der 

skal dog stadig skaffes et oversætterprogram 

fra Microsoft (en såkaldt Help Compiler; den 

kan hedde hc.exe, der er flere muligheder). 

Distribution af hjælpefiler 

Hjælpefiler til programmer leveres med programmerne, 

og de ændres sjældent. Hvis man 

selv udvikler hypertekstfiler - og ikke bare til 

egen brug - skal man overveje to ting: 

distribution og vedligeholdelse. Hvordan får 

andre adgang til dem, og hvordan sikrer man 

at der altid bruges en ajourført version? 

Det umiddelbare svar er at lægge hyperteksten 

over på en fælles server hvorfra andre 

kan kopiere den. Det betyder imidlertid at 

andre kan risikere at sidde med en gammel 

version. Man er derfor nødt til at lave nogle 

rutiner som sikrer at ældre udgaver ikke 

anvendes. Disse rutiner kan gøres automatiske, 

men her er der virkelig tale om edbspecialiteter, 

så det lader vi foreløbig ligge.

27 

Andre udviklingsværktøjer 

De programmer man laver hypertekster i, og 

de programmer man læser dem med, kan variere 

fra organisation til organisation. 

De største revisions- og konsulentvirksomheder 

i verden var de første til at bruge "Rolls 

Royce-modellen" Lotus Notes (nu et IBMprodukt) 

til at holde styr på store tekstsamlinger 

i såkaldte databaser der glimrende kan 

karakteriseres som hypertekster. Her får man 

naturligvis finesser som automatisk ajourføring 

af tekstdatabaserne med i købet. 

Andre virksomheder klarer sig med betydeligt 

mindre og har benyttet f.eks. Microsoft Multimedia 

Developer og Multimedia Viewer til 

udvikling og læsning af hypertekstsamlinger, 

eller de har benyttet den ovenfor omtalte 

gratis compiler fra Microsoft til hjælpefiler. 

Hvordan bruger man hypertekster? 

Når hypertekstprogrammerne er udviklet med 

forskellige værktøjer, så rummer de selvfølgelig 

også forskellige funktioner. 

Som læser af hypertekster er det vigtigt at 

man hurtigt får et overblik over hvilke oplysninger 

man kan forvente at finde, og hvordan 

man skal søge efter dem. 

De vigtigste punkter i en hypertekst er således 

beskrivelsen af indholdet, eventuelt bare ved 

en indholdsfortegnelse, og en anvisning på 

hvordan man kan navigere i teksten. I Lotus 

Notes indeholder hver database altid et 

såkaldt policy-dokument (formål og retningslinjer 

for databasen) samt et vejledningsdokument 

(hvordan man bruger databasen). Begge 

dele er en stor hjælp for læseren, på samme 

måde som indholdsfortegnelser og korte referater 

kan være en stor hjælp for alle almindelige 

boglæsere. 

Ofte er det dog overladt til en selv, dvs. ens 

personlige erfaring og forestillingsevner, at 

finde ud af om en given hypertekst kunne 

tænkes at indeholde de oplysninger man er 

interesseret i. 

Hypertekster 

Bogmærker 

I hypertekster man hyppigt bruger, kan det 

være en fordel at indlægge egne bogmærker 

eller indlægge egne kommentarer på relevante 

sider - begge dele elektroniske selvfølgelig - 

men man skaffer sig et vedligeholdelsesproblem 

da onlinetekster hyppigt ajourføres. 

Mulighederne er da også begrænsede med 

Windows 95 (eller rettere: funktionaliteten er 

til stede, men måden er ændret da også 

Microsoft har lært en lektie om forskelle 

mellem den traditionelle skriftkultur og edbkulturen). 

Stier og spor 

I traditionelle tekster er der én vej frem: ligeud 

ad landevejen. Vil man tilbage, vender 

man bare om. Hypertekster er mere labyrintiske, 

og de kan betrædes ad mange stier. Den 

sti man har betrådt, kaldes et spor, og farer 

man vild, må man gå tilbage ad sporet - eller 

springe til en kendt sti. 

Nogle hypertekster (dog ikke hjælpefilerne) 

muliggør at man kan følge sporet tilbage i sin 

læsning - som Theseus fulgte Ariadnes tråd i 

labyrinten på Kreta. Processen kaldes for 

backtracking. Andre hypertekster giver 

mulighed for at hoppe til kendte stier, og ofte 

ser man en blanding af mulighederne. 


Udformning af hypertekster 

Som tidligere nævnt kræver udformningen af 

hypertekster visse nye færdigheder, og de 

handler ikke kun om at lære at sætte edbkoder 

og forstå forskellen mellem relative og 

absolutte adresser, de handler også om at 

forstå skriveprocessen, forstå mediet og forstå 

læserne. Gamle færdigheder, men mediet er jo 

forholdsvis nyt. I dette kapitel vil selve 

skriveprocessen blive indkredset for at finde 

ud af hvordan man egentlig skal skrive 

hypertekster. 

Langt de fleste professionelle forfattere har 

måttet gøre den smertelige erfaring at første 

udkast sendes retur fra forlaget. I de lykkelige 

tilfælde kommer der sammen med afslaget en 

række kommentarer og forslag til forbedringer. 

I tilsvarende situationer befinder mange 

nyansatte sig, det være sig i privat eller 

offentlig administration: "Her i huset (firmaet, 

styrelsen, sekretariatet, koncernen osv.) 

skriver vi sådan og sådan og ikke sådan og 

sådan… Om igen". 

Man bør derfor heller ikke fortvivle hvis de 

første hypertekster man laver, skal skrives 

om. Sandsynligheden er meget stor. 

Erkendelsesskrivning og præsentationsskrivning 

Årsagen er selvfølgelig at der er forskel på at 

skrive noget der er interessant for én selv, og 

at skrive noget der er interessant for de 

potentielle læsere. Når man indleder skriveprocessen, 

så tømmer man sit hjerte eller sin 

hjerne - eller begge dele - og man erkender 

undervejs hvad det er man vil "af med". Teksten 

er privat så at sige, et barn af en selv. 

Afslagene og kommentarerne gør ondt, men 

de gør samtidig godt på den måde at teksterne 

jo ikke skrives af hensyn til forfatterens 

hjerne og hjerte, men af hensyn til læsernes. 

Altså må de overlevende forfattere skrive "om 

igen". I første omgang har de været selve 

stoffet igennem, i næste omgang må de tænke 

på læsernes situation: 

• Hvordan skal stoffet præsenteres for 

læserne? 


• Hvad er egentlig formålet med teksten? 

• Hvordan vil læserne bedst kunne forstå 

indholdet? 

• Hvad er overflødigt? 

• Hvad savnes? 

• Er argumenterne overbevisende? 

• Er ordvalget rigtigt? 

• Er indholdet konsistent? 

• Er indholdet forståeligt? (Ordet konsistent 

som her betyder “sammenhængende og 

konsekvent”, forstås måske allerhøjst af 

30% af befolkningen) 


28 

Kill your darlings 

Der er kort sagt forskel på erkendelsesskrivning 

og præsentationsskrivning, og for forfatteren 

kan det være en smertelig forskel: 

Netop derfor lyder et af de bedste råd således 

"Kill your darlings", dvs. stryg alt det som du 

føler noget særligt for, men som du er ene om 

at synes godt om. Et andet godt råd er "Slug 

nogle kameler"; dine kritikere kan have ret! 

Når præsentationsskrivningen sker til sidst, 

bør man heller ikke bruge megen tid på at 

formatere sine første skriverier; de skal jo 

alligevel laves om. Til erkendelsesskrivningen 

er det oplagt at benytte defaults, f.eks. 

skabelonen Normal i Word. Specielle opsætninger 

hører ikke hjemme på dette indledende 

kladdeniveau. 

Forstå mediet og dets læsere 

Med de advarende ord i baghovedet kan man 

lægge gamle vaner og fikse ideer til side og 

koncentrere sig indledningsvis om mediet og 

læserne. 

Lineære tekster er meget groft sagt beregnet 

til adstadig lænestolslæsning. Ligeså groft 

sagt er hypertekster i edb-kulturen beregnet til 

kvik orienteringslæsning. Under lænestolslæsningen 

vil man forsøge at få læst alle 

ordene. Under orienteringslæsning vil man 

stræbe efter at læse det nødvendige minimum 

af ord!

29 

Derfor er klare ord i kort form at foretrække 

frem for velformulerede lange sætninger. Den 

korte og rammende udtryksmåde, lapidarstilen, 

får således en renæssance i edb-kulturen 

- ingen lange indledninger eller blomstrende 

forord til hypertekster! Teksten skal 

være “lige på og hård”, præcis og rammende. 

Orienteringslæsning 

Hypertekster læses todimensionalt, og læsningen 

er en orienteringslæsning sammensat af 

pejling og af “almindelig” lineær læsning: 

Man pejler sig frem til noget interessant - og 

om det er interessant ved man først når man 

har læst en kort tekst lineært, f.eks. en 

indholdsfortegnelse. 

Det vigtigste man kan give læserne fra allerførste 

sekund, er derfor pejlemærker, vejledning 

i navigation, og korte oplysende tekster. 

Man må kort sagt forsøge at svare på forhånd 

på de potentielle læseres spørgsmål: 

• Hvad er det her? 

• Hvordan kommer jeg ud hvis det ingen 

interesse har? 

• Hvordan kommer jeg videre ind hvis jeg er 

interesseret? 

Princippet gælder stort set hvert eneste opslag, 

hver side om man vil: Indhold og navigationsmuligheder 

skal være tydelige fra første 

øjeblik, og hvordan sikrer man så det? 

Svaret er analyse, opsplitning af helheden i 

dele, efterfulgt af syntese, sammenføjning af 

delene til en helhed! 

Opsplitning i dele 

Med den indledende erkendelsesskrivning 

kommer man gennem stoffet. De forhold der 

mangler, afsløres når man begynder at kigge 

nærmere på hvordan stoffet skal præsenteres. 

Det er i første omgang anbefalelsesværdigt at 

opdele stoffet i mindre bidder - små selvstændige 

tekstenheder - og forsyne disse bidder 

med en overskrift - en etikette som meget kort 

og rammende signalerer indholdet. Mange gør 

den slags uden opfordring og laver uden at 

tænke nærmere over det en struktur i teksten, 

andre skriver hulter til bulter i én lang smøre. 


Begge fremgangsmåder kan bruges: Det vigtigste 

er at man efter erkendelsesskrivningen 

begynder at analysere og klassificere tekstbidderne: 

• Hvad hører sammen? 

• Mangler jeg noget? 

• Når nu A og B er beskrevet, hvorfor så ikke 

også C? 

• Når nu A er beskrevet på den måde, hvorfor 

så ikke også beskrive B og C på den måde? 

Osv. 

Den slags spørgsmål bevirker at man ofte 

finder manglende bidder, og samtidig sidder 

man tilbage med bidder som ikke passer ind i 

strukturen eller helheden. 

På dette tidspunkt i analysen er det tid at gå i 

dybden med følgende spørgsmål: 

• Hvad er det egentlig jeg vil aflevere? 

• Hvem skal læse det? 

• Hvor, dvs. i hvilke medie(r), skal det læses? 

Tekstmodeller 

I denne fase mellem analyse og syntese hjælper 

det at have nogle forskellige tekstmodeller, 

typer af dispositioner, i bagagen. Kendskab 

til tekstmodeller giver et overblik over 

mulighederne da de forskellige modeller 

henvender sig til forskellige emneområder og 

til forskellige medier. 

Her er fire kendte tekstmodeller: 

• Fisken. De fleste lærte i skolen at skrive 

danske stile som “fisk”, dvs. med tre hovedbidder: 

en lille indledning (fiskens hoved), 

en stor fremstilling (kroppen bestående 

af mange mindre bidder) og en lille 

afslutning (fiskens hale - der gerne må slå 

et lille “slag” så man får noget at tygge 

videre på). 

• Nyhedsrubrikken. Journalister opbygger 

skriftlige nyhedsrubrikker med det vigtigste 

først: Hvem, hvad, hvor, hvorfor, hvornår 

og hvordan skal helst besvares inden 

første punktum! Derpå skrives baggrundsoplysningerne 

i små bidder med faldende 

vigtighed. 

Princippet har to fordele: For det første 

kan læseren stige af efter det første par 


idder og alligevel være velinformeret. 

For det andet kan redaktionssekretæren 

som skal skaffe plads til alle nyhederne, 

klippe bidder væk nedefra uden at gøre 

nyhederne ulæselige. 

• Kronologien. Den kronologiske oversigt 

er en systematik der ofte anvendes i historiefortælling 

eller i cv’er (cv: curriculum 

vitae, den korte levnedsbeskrivelse 

kendt fra stillingsansøgninger). De enkelte 

bidder tidsfastsættes her indledningsvis. 

Ofte benyttes en omvendt kronologi. 

• Mødereferatet. Mødereferatet er et eksempel 

på en af mange tekstmodeller der 

benyttes i arbejdslivet: notater, indstillinger, 

dagsordener, kontrakter osv. Mange 

fag har desuden deres helt specielle tekstmodeller: 

lægejournaler, domsafsigelser, 

slutsedler, edb-kontrakter, videnskabelige 

afhandlinger osv. 

I mødereferatet skal som hovedregel medtages 

en række klassiske tekstbidder som 

mødeemne, tid og sted, deltagernes navne, 

dagsordenens punkter og deres behandling 

samt beslutninger truffet på mødet, gerne 

med angivelse af ansvarlige for udførelse 

af beslutningerne. 

Tekstmodellers funktion 

Tekstmodellerne består således hver for sig af 

en række kategorier af informationer og nogle 

vedtagelser om hvordan kategorierne skal 

placeres i forhold til hinanden - i “fisken” skal 

indledningen f.eks. først, fremstillingen dernæst 

og afslutningen til sidst, måske efterfulgt 

af en litteraturliste. 

Som læser af en “fisk” vil man erfaringsmæssigt 

forvente at blive motiveret til emnet i 

indledningen. Hvis man vil se konklusionen, 

må man derimod gå til afslutningen. Hvis 

man vil forstå hvorfor konklusionen er som 

den er, må man ty til fremstillingen. På denne 

måde har de fleste af os lært at forstå en 

“fisk”. 

Tekstmodellerne forærer os råskitsen til et 

slags geografisk kort over teksten. De fortæller 

os om vi er i åbent hav, i skærgården, 



30 

eller i et snævert stræde - om vi er på bjergvandring, 

ørkenvandring eller markvandring. 

Med denne råskitse af et kort over teksten 

pejler man sig lettere frem end i helt ukendte 

tekster hvor man billedlig talt må famle i 

mørke. Når man - måske ubevidst - genkender 

en tekstmodel, ved man således noget om 

hvad der kan forventes i det følgende, dvs. 

man ved noget om strukturen. 

I velkendte tekstmodeller finder man hurtigt 

ud af hvor man skal finde det interessante. 

Man kender vejene i landskabet, dvs. teksten, 

og man ved hvilke informationer der må 

befinde sig under bestemte typer kendetegn 

som indledninger, dagsordenspunkter, fodnoter 

osv. 

Man kender også til mulige farlige steder - 

undersøiske klippeskær som “det der står med 

små bogstaver allernederst”. 

Egnede tekstmodeller 

De ovennævnte modeller er ikke lige egnede i 

edb-kulturen, i særdeleshed er fisken stort set 

uanvendelig; den er udpræget beregnet til 

papirmediet. “Fisk” kan godt cirkulere på 

datanettene, men de bør ikke læses på en 

skærm. 

Derimod er nyhedsrubrikken en nyttig model 

at have i baghovedet i edb-kulturen: Det 

vigtigste først, det mindre vigtige sidst. 

Også den omvendte kronologi er nyttig - 

måske fordi den seneste begivenhed altid er 

den vigtigste i edb-kulturen? (Men i et view 

man kan jo ofte selv sortere en kronologisk 

oversigt i omvendt rækkefølge hvis det passer 

bedre til den aktuelle opgave!). 

Hvad de øvrige typer angår, må man forvente 

at de tilpasser sig skærmen med tiden: et 

mødereferat kan eksempelvis opbygges 

hierarkisk som hypertekst uden større problemer. 

Derimod mangler der værktøjer til nemt 

at følge samme sag gennem flere møder (både 

under skrivning og læsning). 

To slags information 

Mødereferatet som type er et godt eksempel 

på en problemstilling der er gennemanalyseret

31 

og har fundet en løsning i en bestemt tekstmodel. 

Det er fyldt med pejlemærker. Hvis 

man kigger nærmere på tekstbidderne, kan 

man inddele dem i to grupper: navigeringsinformation 

og sagsinformation. 

I den første gruppe hører emne, tid og sted 

samt dagsordenens punkter (der enten fremgår 

indledningsvis eller som overskrifter undervejs). 

I den anden gruppe hører navne, 

dagsordenspunkternes behandling og de trufne 

beslutninger. 

De to typer information modsvarer de to læseformer 

i orienteringslæsningen: pejlingen og 

den lineære læsning. 

Navigeringsinformation 

Formålet med navigeringsinformationen er jo 

netop at give hurtig besked om hvilket møde 

der er tale om, og hvad der blev talt om under 

mødet. Læseren kan hurtigt se om der er tale 

om et møde der har interesse, og hvis punkt 

syv er det eneste interessante, kan læseren 

hurtigt slå op under punkt syv. 

Til navigeringsinformationen hører i øvrigt 

også sidenumre og fodtekster mv. kendt fra 

papirmediet siden begyndelsen af 1500-tallet. 

Sagsinformation 

Formålet med sagsinformationen er at viderebringe 

konkrete oplysninger om hvad der 

foregik på mødet. Sådanne oplysninger tilegnes 

normalt lineært selvom referatet kan 

være et kort beslutningsreferat. Oftere er der 

dog tale om en gengivelse af synspunkter og 

eventuelle løsningsforslag som blev diskuteret, 

foruden selve beslutningerne. 

Indkøbscentret som generel tekstmodel 

I edb-kulturen er navigeringsinformation præcis 

lige så vigtig som sagsinformation, og en 

velegnet tekstmodel for hypertekster i edbkulturen 

bør derfor indeholde begge dele. 

I mangel af bedre kan man bruge indkøbscentret 

som en tekstmodel for hypertekster: 

• Der er mange specialiserede butikker 

(afsnit), og selv i supermarkederne (de 


store afsnit) er varerne (underafsnit) 

sorteret efter type 

• Man kan let fare vild, men der er flere steder 

- ved indgange og torve, samt inde i de 

store butikker - placeret oversigter over 

færdselsveje, butikker og varer. På større 

oversigtsplancher er oplysningerne ofte 

både navnesorteret og varesorteret! 

Indkøbscentret som tekstmodel har desuden 

den fordel at den tvinger forfatteren af en 

hypertekst til at tænke på læseren som en 

person der shopper rundt i informationerne, 

sagsinformationerne. Derfor skal sagsinformationerne 

gøres indbydende, appetitlige og 

nemt tilgængelige. Det nytter ikke at gemme 

de gode tilbud under en stak almindeligheder. 

Da sagsinformationerne skal være lette at finde 

frem til, skal der være masser af navigeringsinformation 

til stede: oversigterne over 

veje og butikker i indkøbscentret samt ikke 

mindst tydelig skiltning når man nærmer sig. 

(Det sidste er butikkerne altid overdrevent 

gode til). 

Den praktiske fremgangsmåde 

Det foregående kan samles i følgende seks 

anbefalinger til en praktisk fremgangsmåde 

for hypertekstforfattere: 

1. Skriv “rene” tekstbidder 

2. Brug overskrifter 

3. Sortér bidderne 

4. Brug hierarkisk disposition 

5. Læsbarhed frem for logik 

6. Lav navigeringsinformation 

1. Skriv rene tekstbidder 

Skriv først og fremmest små tekstbidder med 

en størrelse på mellem 20 og 200 ord! Det er 

vigtigt at tekstbidderne er “rene” i den forstand 

at de ikke blander forskellige typer af 

oplysninger. Hold f.eks. økonomiske oplysninger 

for sig selv, bland dem ikke unødigt 

med regler, sproglige vejledninger eller 

personoplysninger. 

Der findes kommercielle metoder, f.eks. 

Information Mapping, som træner forfattere i 


at skelne mellem typer af information, i at 

holde typerne adskilte og i at beskrive dem på 

hver deres karakteristiske måde. Typerne er 

bl.a. procedure, proces, fakta, struktur, 

koncept, princip og definition. 

Alle oplysninger vedrørende en konkret procedure 

(f.eks. hvordan man indsender budgettal) 

skal samles - helst i samme tekstbid. 

Hvis der derudover er behov for at fortælle 

hvorfor proceduren skal følges, eller hvad den 

skal gøre godt for, så sker dette typisk ved at 

beskrive en proces (f.eks. budgetrunden). 

2. Brug overskrifter 

Det er ikke nok at skrive sagsinformation, 

man bliver nødt til at tage stilling til karakteren 

og indholdet af de enkelte bidder man 

har skrevet. Det gøres bedst ved at karakterisere 

indholdet ved hjælp af forholdsvis korte 

overskrifter for hver sammenhængende 

tekstbid. 

Det har tre fordele: For det første tvinges man 

til at analysere om der er sammenhæng og 

substans i det skrevne, for det andet hjælper 

man læseren, shopperen, med at orientere sig 

i vare- eller rettere informationsudbuddet. 

For det tredje er der en teknisk fordel derved 

at afsnitsoverskrifter nemt kan bruges som 

relative adresser. 

3. Sorter bidderne 

Når man har givet sine små sammenhængende 

tekstbidder sigende overskrifter, er det 

også meget nemmere at flytte rundt med dem 

- klippe-klistre elektronisk i teksten. 

Modsat supermarkedet bør man dog ikke 

indrette sine tekster med henblik på at sælge 

så mange informationer til læseren som muligt! 

Man skal ikke placere de daglige fornødenheder 

længst inde i butikken: De skal 

frem i lyset. Specialiteterne kan til gengæld 

godt gemmes lidt af vejen. 

Altså skal det som 90% af læserne efterspørger, 

være let tilgængeligt. Resten af informationerne 

skal være til at finde, men de må 

gerne koste lidt ekstra klik. 



32 

4. Brug hierarkisk disposition 

I hypertekster er de efterspurgte informationer 

heldigvis enkle at placere let tilgængeligt: Det 

gøres ved at placere dem øverst i et hierarki, 

evt. i allerøverste afsnit. 

Den hierarkiske disposition er endvidere den 

teknisk mest enkle opbygning af en hypertekst. 

Overskrifterne lader sig som nævnt 

anvende som relative adresser, og de fleste 

hypertekstprogrammer anvender da også uden 

videre overskriftshierarkiet som indgangsnøgler. 

5. Læsbarhed frem for logik 

Øverst i hierarkiet skal man kunne finde det 

mest interessante. Hvis man tænker i klassiske 

bøger, så svarer det til at konklusionen skal 

stå på side ét, og at hvert kapitel i øvrigt 

indledes med en delkonklusion eller et 

resumé; de mindre vigtige argumenter, eksempler 

og beviser følger nedenunder. 

For mange forfattere vil det være næsten uovervindeligt 

at skulle skrive på denne måde. 

Analytisk orienterede mennesker benytter 

undertiden afsnitsnummerering som i følgende 

figur. 

1 

1.1 

1.2 

1.2.1 

1.2.1.1 

1.2.1.2 

1.2.2 

1.3 osv. 

Figur 20. Analytisk kapitelinddeling 

De tænker hierarkisk, men samtidig alt for 

logisk i den forstand at de tænker erkendelsesmæssigt, 

ikke præsentationsmæssigt. 

Deres måde at præsentere stoffet på - samlet i 

et logisk hele hvor hver lille del er underordnet 

en større helhed - er ikke tilrådelig i hypertekster. 

Stoffet er ganske vist logisk opbygget, 

men det er ikke læsbart opbygget.

33 

Det betyder på den anden side ikke at man 

skal skippe al logik. Tværtimod. Logik skal 

der være! Emner der ikke har relevans for 

hinanden, skal ikke blandes, men logik fremgår 

ikke kun af et indviklet system til nummerering 

af afsnit. 

6. Lav navigeringsinformation 

Hvad der mangler til sidst i de hierarkisk 

ordnede tekstbidder er følgende tre ting: 

1. En beslutning om hvilke overskrifter der 

skal kunne springes til - og hvorfra der 

skal springes til dem (hvis det skal gøres 

fra andre steder end indholdsoversigten) 

2. Navigeringsinformation, altså oplysning 

om hvor læseren er, og hvordan læseren 

kan komme videre, tilbage eller ud. Man 

skal sikre sig at læseren altid har denne 

information. 

3. Søgeord af hensyn til stikordsregister eller 

lignende opslagsmuligheder. Søgeord 

udvælges ligesom stikord til en bog. 

Hvordan de tre sidste ting skrives, afhænger 

af det konkrete hypertekstsystem som anvendes. 

Vi skal i næste kapitel se på ét af dem. 

Brug skemaer med omtanke 

Skemaer er ofte nyttige, men de skal desværre 

bruges med omtanke i visse hypertekster. 

Årsagen er ren teknisk, nemlig den at et 

skema ofte er en slags tegning der lægger 

beslag på en bestemt længde og bredde, dvs. 

de tilpasser sig ikke det view læseren anvender. 

Tekster kan jo opleves på flere måder 

(anden grundsætning om tekster i edb-kulturen!): 

“Hvad forfatteren ser på skærmen, er 

ikke nødvendigvis det samme som læseren 

ser”. 


Hvis læseren kigger i et seks cm bredt vindue, 

og skemaet lægger beslag på ti centimeter, så 

ser læseren kun lidt over halvdelen, og 

læseren må rulle sidelæns. 

Brug derfor skemaer sparsomt i hypertekster. 

I stedet for et skema som dette: 

Du gør: Word gør: 

Ctrl + A markerer alt 

Ctrl + G går til et bestemt punkt i teksten 

kan man bruge den følgende opstilling som 

ikke er afhængig af læsevinduets bredde: 

I Word 

Ctrl + A: Markerer alt 

Ctrl + G: Går til et bestemt punkt i teksten 

Et skema er hurtigt overskuet, men ikke den 

eneste løsning, slet ikke i hypertekster. 

Ajourføring af hypertekster 

Et sidste råd om skrivning af hypertekster: 

Undgå overflødig redundans! (Redundans betyder 

i edb-verdenen lagring af samme data 

flere steder). 

I hypertekster drejer det sig om at undgå samme 

oplysning lagret flere steder. Et eksempel 

demonstrerer tydeligt hvorfor: Hvis man i 

hvert opslag slutter med at skrive f.eks. 

“Problemer? Ring til undertegnede, lokal 

4711”, så har man skaffet sig et større vedligeholdelsesarbejde 

den dag man skifter 

telefonnummer! 

Og hvis man ikke kan undvære oplysningen 

på hvert opslag, bør man ikke skrive telefonnummeret, 

men gøre én af to ting: enten hente 

telefonnummeret i en database, eller lave et 

spring til telefonnummeret som så kun skrives 

ét sted! 


Teksterne på Internettet 

Bortset fra e-poster kaldes alle tekster på 

Internettet hypertekster. De er opbygget 

ligesom alle andre tekster i edb-kulturen, dvs. 

de overholder grundsætningerne: 

1. Alle teksterne indeholder både ord og 

koder! Ligesom ordene kan bestemme 

meningen, kan koderne bestemme 

udseende og opførsel! 

2. Teksterne kan altid opleves på flere 

måder! 

3. Teksterne er strukturerede databaser. 

4. Teksterne indgår i et fællesskab med 

hinanden. 

Der er kun ét problem ved disse tekster som 

farer på kryds og tværs over kontinenter og 

oceaner: De er kildetekster, de ikke oversat til 

et program sådan som hypertekster ellers er! 

Det er bare ikke lige til at se det. 

Skærmteksten 

Opkoblet på Internettet kan man f.eks. opleve 

en tekst som denne: 

Figur 21. En hypertekst på Internettet set 

med Microsoft Internet Explorer 

Men den smukt redigerede tekst er ikke den 

tekst computeren har modtaget udefra. Den 

modtagne tekst, kildeteksten, ser anderledes 

ud. (På billedet som vi gemmer til et senere 

kapitel, holder den romerske kvinde en vokstavle 

i hånden og presser en griffel mod læberne). 



34 

Kildeteksten 

Kildeteksten bag Internetsiden ser således ud i 

Windows-editoren Notesblok: 

Figur 22. Eksempel på kildetekst fra 

Internettet 

Næppe mange vil sætte pris på at læse denne 

tekst selvom det lader sig gøre. Der er behov 

for et formidlende program mellem kildeteksten 

og læseren, en viewer. De viewere der 

bruges til Internettets kildetekster, kaldes 

imidlertid browsere. De to mest udbredte 

browsere er i dag de stærkt konkurrerende 

produkter Microsoft Internet Explorer (brugt i 

billedet) og Netscape Navigator. 

Browser 

En browser fortolker koderne og præsenterer 

kildeteksten i et læsevenligt view på skærmen. 

Browseren oversætter kildeteksten som 

en simultantolk, men oversættelsen bliver 

ikke gemt - simultantolkens oversættelse 

forsvinder med mindre nogen “bånder” den. 

Figur 23. Browseren fortolker en kildetekst 

og leverer en hypertekst

35 

Med en editor og en browser er vi delvis tilbage 

ved tilstandene i tekstbehandlingens 

barndom! 

Browserens oversættelse gemmes kortvarigt i 

computerens korttidshukommelse (RAM’en). 

Den forsvinder hurtigt igen, men bevarer man 

kildeteksten (og billederne!), kan man altid 

genskabe den. 

Når fortolkningen ikke gemmes, skyldes det - 

som i edb-kulturens spæde barndom - pladshensyn, 

denne gang i kommunikationskanalerne 

som bl.a. er de almindelige telefonlinjer. 

Her er der stor forskel på at sende 

en kildetekst på 3 KB (svarende til en lille 

A4-side, dvs. ca. 3.000 tegn), og et hypertekstprogram 

på måske 300 KB, ca. 300.000 

tegn. Gængse hastigheder på overførsel er 

faktisk i dag omkring 3 KB i sekundet, og der 

er en afgørende forskel mellem at vente ét 

sekund og vente halvandet minut på en tekst. 

HyperText Markup Language 

Altså har man fundet på at lave en lidet pladskrævende 

standard for kildeteksterne i stedet, 

en standard for koderne. Standarden kaldes i 

daglig tale HTML. Når kildeteksten skrevet i 

HTML skal læses, kræves der til gengæld en 

browser som leveres for en beskeden pris, 

reelt gratis for private brugere. 

Hvis alle mennesker benyttede samme tekstbehandler, 

kunne vi undvære browserne og 

bruge tekstbehandlerne i stedet. Det gør alle 

imidlertid ikke. 

HTML-standarden er et kompromis. Det svarer 

lidt til at alle tekstbehandlere kunne blive 

enige om kun at benytte bestemte koder med 

fastlagte betydninger - en umulig tanke. I et 

lille sprogområde som Danmark bøvler vi 

stadig med koderne “aa” og “å” for samme 

lyde. Tænk på diskussionen om de rette 

stavemåder af byer som Århus, Ålborg og 

Åbenrå - eller er det Aarhus, Aalborg og 

Aabenraa de hedder i dag? 


Struktur i kildeteksterne 

HTML-kodernes formål er at fastlægge tekstens 

udseende, eller rettere forsøge på det, 

men koderne afslører også at der er struktur i 

kildeteksterne. Den overordnede struktur 

fremgår af følgende skelet: 

 

 

Dokumenttitel 

 

 

Tekstoverskrift 

Tekstafsnit 

Tekstafsnit 

 

 

Figur 24. Opbygning af en kildetekst i 

HTML 

Kildeteksten er simpelthen opdelt i en række 

elementer svarende til tekstbehandlerens 

afsnit eller databasernes poster. 

Der er to “store” elementer: 

1. HEAD beregnet til data som Words dokumentinformation 

eller -egenskaber (forfatter, 

titel, nøgleord mv.) 

2. BODY beregnet til den “egentlige” tekst 

HTML-koder er nøjere gennemgået i Hæftet 

HomePages - lav dem selv. Den korte 

introduktion her skal blot minde om at edbkulturens 

tekster er strukturerede. 

Hvad du ser, ser læseren ikke 

Lad os også repetere at som du ser den tekst 

du skriver, ser læseren ikke nødvendigvis den 

samme tekst - den anden grundsætning om 

tekster i edb-kulturen. Et grelt eksempel er 

dette: 


Figur 25. Tokyos mandskor er på nettet - 

så ved man det! 

Forfatteren af siden har taget højde for situationen 

og tilbyder en alternativ engelsk udgave 

af teksten. De japanske tegn er (endnu) 

ikke meget værd på en gennemsnitlig dansk 

computer, men vi nærmer os: På Internettet 

kan man få oversat tekster mellem en håndfuld 

europæiske sprog. Oversættelsen er 

100% maskinel, til gengæld er den kun omkring 

60% korrekt. Det er dog godt nok til at 

orientere sig i mange situationer. 

De indtil nu viste eksempler demonstrerer i 

øvrigt også at læsere ofte ændrer vinduesbredde 

eller skriftstørrelser i deres view. 

Forskellige skærme har desuden forskellig 

skærmopløsning, så hvad der kan vises på en 

skærm med høj opløsning, kan ikke nødvendigvis 

vises på en skærm med mindre 

opløsning. 

Endelig er der læsere som kan finde på at 

klippe-klistre et skærmbillede og putte det ind 

i en tekstbehandler. 


Figur 26. Teksten fra skærmbilledet i fig. 

21 er klippe-klistret ind i Word. 

Man kan aldrig vide hvad en læser vil bruge 

af program til at læse med, og man skal ikke 

lade sig forbavse! 


36 

Spring til adresser 

Langt de fleste hypertekster på nettet har indbygget 

navigeringsinformation og muligheder 

for spring inde i selve teksten. Desuden er der 

en masser af navigeringsfunktioner i 

browserne. 

Spring kan i HTML-koder se således ud: 

• til en relativ adresse navngivet “top”: 

Top 

• til en absolut adresse på Internettet: 

 

Klik til Knowware .

37 

Internettet som én stor database 

Når dokumenter på denne måde er opbygget 

ensartet, knytter sig til, og kan referere til 

hinanden via adresser - er sociale så at sige - 

bliver Internettet til én stor kæmpemæssig 

database - i øvrigt med masser af såkaldte 

søgemaskiner til “forespørgsler” på databasen: 

Yahoo, Jubii, AltaVista (hvor man 

finder maskinoversætteren SYSTRAN) osv. - 

man vil hurtigt lære nogle at kende når man 

“kommer på nettet”. 

(Internetsider, browsere, HTML og editorer er 

grundigt behandlet i Hæftet Web Design). 

Interne datanet 

Spring behøver som tidligere nævnt ikke at 

ske til Internettet - i hvert fald ikke i Microsoft 

Internet Explorer. Her kan spring udmærket 

foregå til et dokument på ens egen 

harddisk, eller til et dokument på en fælles 

server et sted på det interne datanet. 

Fra oprindelig bare at skulle bruges til deling 

af en printer har de interne datanet i mange 

virksomheder udviklet sig til at bestå af et 

meget stort antal fælles servere, faxmaskiner, 

printere og andet udstyr. På serverne placeres 

bl.a. dokumenter som bruges af flere medarbejdere 

- f.eks. fælles skabeloner og afdelingsdokumenter. 

Adgang til dokumenter på serverne sker 

traditionelt gennem Windows Stifinder 

(tidligere Filhåndtering), eller man åbner dem 

i en tekstbehandler eller et regneark. 

Mængden af servere og fælles dokumenter 

kan dog gøre overskueligheden temmelig 

ringe. 


Intranet 

Derfor har den samme teknologi som Internettet 

er bygget op af, i de senere år vundet 

indpas i flere virksomheder som interne 

datanet, nu kaldet intranet. Det medfører både 

økonomiske og tekniske fordele for virksomhederne 

idet der udvikles ufatteligt mange 

tekniske løsninger til Internettet, og konkurrencen 

bevirker at de mangfoldige løsninger 

bliver både billige og avancerede. 

På intranettene vil man i nær fremtid opleve 

at virksomhederne i stigende grad vil vende 

sig mod en ny type styring: Knowledge 

Management eller videnmanagement på 

dansk, og her er der først og fremmest tale om 

styring af virksomhedens formelle viden, dvs. 

den skriftligt baserede viden. 

Intranet og hypertekster er som skabt til 

videnmanagement, og det kommer sikkert til 

at foregå på samme måde som så mange 

gange tidligere: Først bliver hardware og 

software installeret, siden finder virksomheden 

ud af hvad og hvordan man kan bruge det 

- og endelig finder man ud af hvordan det 

burde have været implementeret! 

Word 97’s onlinedokumenter 

En af de nyeste tekstbehandlere, Microsoft 

Word 97, kræver at man begynder at interessere 

sig for hypertekster for alvor. Den kan 

selvfølgelig stadig bruges til “skrivemaskinetekst”, 

men den indeholder også faciliteter til 

at lave hypertekster. 

(Det forudsættes i det følgende at disse hypertekstværktøjer 

er installeret; man kan undlade 

det. Faciliteterne er samlet i en pakke der 

under installationen hedder “Oprettelse af 

Web-sider (HTML)”. Web betyder egentlig 

spind på dansk, eller net som Internet og 

intranet). 

Undertiden er faciliteterne forvirrende, og 

Word 97 er formentlig et mellemtrin på vejen 

mod en væsentlig enklere “hypertekstbehandler”. 

Her skal vi prøve at gøre det enkelt. 


Word 97-begreber 

For det første skal man lære at skelne mellem 

følgende begreber hvoraf de to første er nye: 

• Onlinedokument. Word 97 har et view, 

kaldet onlinelayoutvisning, hvor dispositionen 

i en tekst sammen med selve teksten 

fungerer som hypertekst. 

• Hyperlink. Dette er betegnelsen på et 

spring i et onlinedokument - enten med en 

relativ adresse eller en absolut adresse. 

• Bogmærke. I Word 97 bruges begrebet 

bogmærke som betegnelse på placeringen 

af en adresse i et hyperlink. 

• Web-side. Dette er en hypertekst set med 

en browser. Web-sider er præcis det 

samme som de tekster vi har set på i sidste 

kapitel. I Word 97 har Microsoft indbygget 

en del af browser-faciliteterne fra 

Internet Explorer (vi skal se et eksempel 

senere), og det er derfor meget nemt at 

lade sig forvirre af de to beslægtede 

begreber web-side og onlinedokument. 

• HTML-kilde. Også HTML-kildetekster 

har vi set på i sidste kapitel. Der er nu 

indbygget en editor til HTML-kildetekster 

i Word. 

Onlinelayoutvisning 

Som eksempel opbygger vi følgende lille ordbog 

som et almindeligt dokument. Der 

anvendes typografier undervejs. 

Figur 27. Ordbogen opbygges med 

overskrifttypografier og typografien 

Normal 

Det nye ses når man vælger Vis, Onlinelayout: 



38 

Figur 28. Ordbogen vist med onlinelayout 

I onlinelayout vises overskrifthierarkiet ude 

til venstre på en menubjælke ligesom i viewet 

Vis, Disposition. I onlinelayout kan man 

klikke sig frem og tilbage mellem tekstafsnittene. 

Der er plus, minus eller ingenting ud for overskrifterne 

ligesom ved mapperne i Stifinder: 

• + betyder at der er flere overskrifter gemt 

under punktet. Punktet er lukket. 

• - betyder at underliggende overskrifter er 

vist. Punktet er åbent. 

• Ingenting betyder at der ikke er underliggende 

overskrifter. Linket kan hverken 

åbnes eller lukkes. 

(Datadisciplin bliver mere og mere påtrængende: 

Hvis en blank linje har en overskrifttypografi 

vil man få vist en blank linje i dispositionen 

og i indholdsfortegnelsen!). 

Hvorfor onlinedokumenter? 

Formålet med onlinelayout er at lette læsningen 

af dokumenter på skærmen. Viewet er en 

enkel måde at præsentere tekster online - 

forudsat teksterne er fornuftigt strukturerede! 

Det kan benyttes som standardview for fælles 

interne virksomhedstekster af den type vi 

tidligere har nævnt som eksempler på 

hypertekster. 

Teksterne redigeres nemt i Word, de kan skrivebeskyttes 

i Word, lagres på og læses fra 

fælles servere, og læseren kan benytte Words 

sædvanlige søgefaciliteter - der er med andre 

ord fritekstsøgning i onlinedokumenterne. 

Alt i alt er der mange fordele ved at omlægge 

interne skrivelser til onlinedokumenter og

39 

opbygge et eller flere fælles virksomhedsbiblioteker 

på interne servere. Det er tilmed 

en forholdsvis økonomisk overkommelig 

opgave. Hvad der er mindre overkommeligt 

er som tidligere antydet den opgave at 

designe nye informationsprocesser og 

informationsstrukturer i virksomhederne eller 

i de enkelte afdelinger. 

Med onlinedokumenterne er overgangen til et 

intranet eller til Internettet desuden gjort 

relativ smertefri som vi straks skal se. 

Som Web-side 

Dokumenterne kan nemt laves om til hypertekster 

på Internettet. Dertil kræves blot at 

man gemmer dokumentet med Filer, Gem 

som HTML... 

Word 97 har indbygget support for en lang 

række HTML-koder, ikke alle, men mange. 

Derfor kan Word oversætte almindelige 

dokumenter til HTML-kildetekster. 

Umiddelbart ligner dokumentet sig selv efter 

at være gemt som HTML-kildetekst. Det nye 

er at dokumentet nu kan vises med en 

Internet-browser. Der er dog endnu ingen link 

i teksten, ingenting at klikke på! Det må man 

selv indsætte med funktionerne Indsæt, 

Bogmærke og Indsæt, Hyperlink eller Ctrl + I. 

Figur 29. Hyperlink indsættes 

Inden der indsættes hyperlink skal to forhold 

sikres: 


1. Teksten til hyperlinkene skal være skrevet. 

2. Hvis der skal springes inden for dokumentet 

skal der være bogmærker - adresser 

man kan springe til. 

Teksten til hyperlinkene må man selv skrive. I 

figur 29 er de tre overskrifter samlet øverst, 

og hvert tekstafsnit afsluttes med “Tilbage til 

top”. Alle disse tekster skal markeres som 

hyperlink. 

Også bogmærkerne må man selv sætte. Bedst 

gøres det ved afsnitsoverskrifterne, men andre 

bogmærker kan indsættes efter behov. 

Under oversættelsen gemmes derimod dokumentinformationen 

automatisk - forfatter, 

titel, emne og nøgleord mv. - i HTML-tekstens 

HEAD-del. 

Browseren indbygget 

En del af browseren, Internet Explorer, er 

desuden indbygget i Word 97 idet man kan 

aktivere Værktøjslinjen Web. 

I denne værktøjslinje kan man åbne almindelige 

tekstfiler, onlinedokumenter og web-sider 

uanset om de ligger på ens egen pc, på en 

server eller på Internettet (forudsat selvfølgelig 

at man har fysisk adgang til filerne). 

At browseren således er indbygget i Word er 

et tegn på at browseren forventes at blive den 

primære indgang, indgangen, for al tekstbehandling 

- som måske ikke længere kan kaldes 

tekstbehandling, men snarere informationsbehandling 

eller noget tilsvarende. 

Faktum er jo, som vi har set, at tekster i edbkulturen 

er en særdeles struktureret blanding 

af ord og koder, og det er yderligere et 

faktum, som vi skal se i næste kapitel, at websideteksterne 

uden problemer kan indeholde 

billeder, lyd, film og programmer - alt det 

som udgør almindelige edb-programmer. 

Tekster forstået som “bare” ord er ikke passé, 

men i stigende grad et nicheprodukt i forhold 

til de fremvoksende hypermedier. 


Hypermedier 

Det er ingen hemmelighed at billeder og 

tekster ofte blandes. Så talen om hypertekst 

som tekst er noget snæver. Forlængst har man 

da også fundet på at kalde disse nye 

teksttyper i edb-kulturen for hypermedier. 

Et hypermedie eller hypermedium er således 

betegnelsen på en udvidelse af hypertekst 

med billeder og lyd og andre slags finurligheder 

(flertal: hypermedier eller hypermedia). 

Ordet er dannet som pendant til det beslægtede 

multimedie som rent bogstaveligt betyder 

mange medier, men her sigtes der som regel 

til den blanding af tekster, som regel hypertekster, 

billeder og lyd der findes i programmer 

som spil eller leksika der leveres på cdrom. 

Forskellen mellem begreberne hypermedie og 

multimedie er ikke stor, men sondringen plejer 

bl.a. at gå på om “det” leveres som webside 

eller på en cd-rom, desuden på graden af 

brugerens kontrol. I de fleste multimedier skal 

man følge allerede fastlagte spor. Man kan 

ikke springe frit som i hypermedier. 

Hypermedier kan fremstilles med en almindelig 

tekstbehandler, de større multimedier 

udvikles oftest med særlige forfatterværktøjer 

(Authorware, IconAuthor, Director eller 

andre, ganske kostbare værktøjer). 

Billeder 

Billeder er teksters klassiske mediemix, hvad 

enten der er tale om tegninger, malerier eller 

fotoer. Da man jo hverken kan tegne, male 

eller fremkalde billeder direkte i edb-kulturens 

tekster, må man gå andre veje. 

De andre veje hedder tegneprogrammer, 

scannere og digitale kameraer. De to sidste er 

mest udbredt da tegne- og maleprogrammer 

endnu er meget begrænsede - og begrænsende 

for tegnerne. 

Scannerne laver det modsatte af printere: De 

omsætter billeder til datafiler som uden større 

problemer integreres i tekstfiler. De digitale 

kameraer springer hele den klassiske fremkaldeproces 

over: De billeder man tager, lagres 

Hypermedier 


40 

som billedfiler på en diskette der umiddelbart 

kan bruges på en pc. 

Desværre findes der en meget lang række 

forskellige formater for billedfiler, men de 

fleste moderne værktøjer kan oversætte 

billeder mellem disse formater. Til web-sider 

benyttes især to formater der kendes på 

suffikserne .gif (bedst til tegninger) og .jpg 

(bedst til fotoer). 

Billedet på figur 21 er således lagt ind med 

følgende koder: 

 

Billedet er altså en “gif-fil”, og billedet er 

højrestillet på web-siden (ALIGN = RIGHT). 

Størrelsen er også specificeret. 

På nettene drejer det sig endnu først og fremmest 

om at minimere størrelsen af datafilerne, 

herunder billedfilerne, uden at miste for 

meget præcision i gengivelsen. De to nævnte 

formater er netop stærke i kompression af 

billeder, dvs. omkodning af en stribe data til 

så få data som muligt. 

Lyd 

I forhold til papirtekster er det afgørende nyt 

at tekster i edb-kulturen også kan indeholde 

lyd. I Microsofts Encarta, som er et verdensatlas, 

kan man f.eks. få små smagsprøver på 

folkemusik fra alverdens lande - fra grønlandsk 

trommedans til mauritisk séga. 

(Danmark er repræsenteret med Knud 

Jeppesens vals spillet af Dronningens Livstykke 

- så kan man tænke derom hvad man 

vil). 

Lyde integreres på web-siderne på samme 

måde som billeder. Man angiver navnet på 

lydfilen, typisk en fil med suffikset .wav for 

wave - (lyd)bølge (andre formater er mulige). 

Lyde kan optages direkte på pc med mikrofon.

41 

Levende billeder 

Selvfølgelig måtte det komme: Man kan også 

peppe sine tekster op med levende billeder. 

Filmfilerne har suffikset .avi, men også her er 

der flere standarder (f.eks. .mov og .mpg). 

Levende billeder er selvfølgelig et af de hotteste 

emner der arbejdes på for tiden. De skal 

sikre Hollywood store, stabile indtægter i al 

fremtid, så forude venter en sammensmeltning 

af pc’er og fjernsyn i forskellige 

underholdningsmaskiner. 

Endnu florerer kun små film - dvs. små billeder, 

kortere varighed. Hvis man vil prøve 

nogle af dem, kan man sikkert finde nogle af 

sine yndlingsreklamespot på Internettet og 

downloade dem, dvs. få dem lagret på sin 

egen pc - men de fylder! 

Hvad både lyde og levende billeder angår, 

sker afspilningen rent teknisk ikke i selve 

browseren, men i nogle andre programmer 

som automatisk aktiveres på pc’en. I endnu 

højere grad end hvad tekster angår, kan man 

ikke være sikker på at alle modtagere kan 

høre eller se alle former for lydfiler og filmfiler! 

Programmer 

Skridtet fra at afspille en lydsekvens til at aktivere 

et andet program på pc’en, f.eks. et 

regneark, er faktisk ikke ret stort. Det kunne 

tilmed være nyttigt til forskellige beregninger. 

Imidlertid kan ingen jo forudsige hvilke programmer 

der vil være til stede på en brugers 

pc. 

Altså må programmerne leveres med hypermedie-applikationen. 

Det går udmærket sålænge 

disse leveres på cd-rom’er (altså som 

multimedier ifølge vores definition). Her er 

der plads nok. 

Der er også forventninger til at programmer 

kan leveres via de interne datanet i virksomhederne 

- ikke hver gang et program skal bruges, 

men bare første gang det skal bruges (og 

hver gang der kommer en ny release). De 

såkaldte netcomputere bygger på denne ide 

som bl.a. vil sikre at ingen kan lægge 

uautoriserede programmer på deres pc. 

Hypermedier 

Det er straks sværere at levere programmer 

over Internettet hvor der som tidligere nævnt 

endnu er pladsproblemer i kommunikationskanalerne 

- man taler om at båndbredden er 

for lille. 

Java 

På Internettet har man imidlertid fundet på en 

løsning der minder om browserløsningen hvor 

en HTML-kildetekst fortolkes af browseren. I 

dette tilfælde er det i stedet små programstumper 

som fortolkes af Windows og andre 

styresystemer - disse programstumper, såkaldte 

applets, er skrevet i et nyt programmeringssprog 

kaldet Java som understøttes af de 

fleste i edb-verdenen. (Dog markedsfører 

Microsoft en konkurrerende, men lignende, 

teknologi kaldet ActiveX). 

Programstumperne indsættes i HTMLkildeteksterne 

på helt samme måde som 

billeder og lyd: 

 

De små programmer der kommer med websiderne 

kan bruges til nyttige ting som f.eks. 

kontrol af personnumre eller til helt unyttige 

ting som kryds og bolle-spil. Teknologien er 

som sædvanlig følelseskold. 

HTML er ikke det endelige svar 

For en ordens skyld skal det afslutningsvis 

siges at HTML ikke er en endegyldig standard 

for Internettets tekster. Der er en ny 

XML-standard på trapperne (XML er en slags 

udvidelse af HTML: Extensible Markup Language), 

så det er ingenlunde slut med at lære 

nyt! 

Den nye standard vil give langt større fleksibilitet 

i den grafiske opbygning af websiderne. 


Orden i kaos 

Tekster har struktur, og man kan benytte den 

eller lade være. Jeg anbefaler at man benytter 

strukturen når man skriver sine tekster. 

Tilsvarende anbefales det at benytte en 

struktur på harddisken når man gemmer sine 

tekster. Diskpladsen øges kraftigt i disse år, 

og man samler sig flere og flere dokumenter 

og hiver mere og mere ned fra Internettet. 

I dette kapitel skal vi se lidt nærmere på hvordan 

man kan benytte strukturen til at holde 

orden på sine dokumenter. Uden en vis 

struktur er det svært at finde sine ting igen, og 

det er hvad orden drejer sig om: genfinding af 

data. En ikke uvæsentlig følge af god orden 

og struktur er at man nemmere kan rydde op 

på sin harddisk og derved skaffe bedre plads. 

Man har grundlæggende tre skruer at dreje på 

når det drejer sig om at holde orden: 

mappestrukturen, navngivningen af filerne og 

dokumentegenskaberne. Desuden kan man 

lave “ordentlige” oversigter. Vi skal se et par 

eksempler senere. 

Information koster 

Forinden er det vigtigt at holde sig for øje at 

information koster - som regel tid - og god 

information koster mere end dårlig information. 

Uanset hvilken grad af orden man lever 

med, så har den omkostninger. Det kræver tid 

at holde en god orden, til gengæld finder man 

nemmere sine dokumenter. Omvendt koster 

det ikke noget i starten at holde uorden; her 

betaler man når man skal bruge tid på at genfinde 

sine dokumenter. 

Nogle mennesker har aldrig ændret deres 

mappestruktur på harddisken. Alle breve og 

andre dokumenter ligger i samme mappe. I 

tilfælde af at de har brug for at genfinde et 

dokument, så bruger de forholdsvis meget tid 

på det. Undertiden finder de flere udgaver af 

samme dokument og må bruge ekstra tid på at 

finde det “rigtige”. 

Andre lagrer deres filer efter en nøje fastlagt 

struktur og har derved nemmere ved at finde 

dokumenterne igen. De bruger til gengæld tid 

på at definere strukturen. 

Hypermedier 

Struktur i mapperne 

Mappestrukturen på harddisken er hierarkisk 

ligesom så mange andre strukturer vi har set 

på. Grundlæggende er tre hovedmapper 

nyttige: 


42 

Figur 30. Den minimale mappestruktur 

I mappen Data (eller Dokumenter eller et 

tilsvarende navn) lagres alle dokumenter man 

selv danner eller henter andre steder fra. 

I mappen Programmer installeres alle de programmer 

man bruger. Under Windows er 

styresystemet installeret. 

Hvis man jævnligt tager backup, og det anbefales, 

kan man med denne struktur nøjes med 

backup af mappen Data med underliggende 

mapper. Programmerne lader sig som regel 

installere igen fra originaldisketter, kopier, 

cd-rom, netværket eller hvor man måtte have 

sine programmer fra. 

I praksis har man altid en række andre mapper 

fordi visse programmer, især ældre, ikke lader 

sig installere under Programmer, men har 

deres egen systematik. Også data skabt i disse 

programmer kan der være problemer med. 

Underopdeling af datamappen 

Mens det er forholdsvis enkelt at skelne mellem 

data og programmer, er det sværere at 

lave en fornuftig underopdelingen af datamappen; 

den afhænger meget af hvilke dokumenttyper 

man gemmer. Der findes ingen 

rigtig opskrift, men man skal stræbe efter et 

kompromis mellem dybden i mappestrukturen 

og antallet af filer i hver mappe. Hver fil sin 

mappe er lige så formålsløst som alle filer i 

samme mappe. Et par eksempler vil demonstrere 

hvad et praktisk kompromis er.

43 

En konsulent kan inddele sin datamappe efter 

kunder, og hvis konsulenten har flere opgaver 

hos samme kunde, får hver konkrete opgave 

sin undermappe. Konsulenten har nu en 

kundeindgang til sine filer. Til gengæld vil 

han undertiden savne en opgaveindgang på 

tværs af kunderne; han kan ikke umiddelbart 

se af mappestrukturen hvor han har udført en 

bestemt type opgaver. 

En skolelærer kan tilsvarende benytte en mappe 

for hver klasse, men må til gengæld savne 

en faglig indgang. Man kan ikke få begge 

dele i den hierarkiske struktur, men man kan 

delvis råde bod på miseren ved en fornuftig 

navngivning af filer. 

Navngivning af filer 

I DOS og Windows 3.x kunne filer kun have 

korte navne, otte tegn, og i Windows er det 

ikke praktisk at lægge information ind i 

suffikserne. Her ligger nemlig information i 

forvejen: .doc-filer er Word-filer, .xls-filer 

hører til Excel, .bmp til Paint osv. I min 

WordPerfect-tid i DOS benyttede jeg eksempelvis 

.brv til breve og .ref til referater. Det 

går ikke længere. 

Med Windows 95 kan man til gengæld have 

lange filnavne, men uanset hvilket styresystem 

man arbejder i, kan man benytte filnavnene 

til at sikre lidt ekstra struktur. 

Konsulenten har måske en halv snes opgavetyper 

som sine specialer og navngiver derfor 

sine endelige skemaer og rapporter med en 

tal- og bogstavkode for opgavetyperne: 

S01jan.doc, R01feb.doc - S for skema, R for 

rapport, 01 for kravspecifikationer. 

Skolelæreren kan tilsvarende bruge faglige 

oplysninger i navnet, f.eks. Stil01.doc, 

Diktat02.doc osv. Selv har jeg haft god nytte 

af at bruge mødedato som en del af navnet på 

filer med mødereferater. 

Metodens fordel er at man nemt kan danne sig 

et overblik over filerne med en alfabetisk 

sortering i Stifinderen, men metoden forudsætter 

at man har nogle hyppigt forekommende 

teksttyper, og især at man gør sig den 

ulejlighed at navngive dem med en eller 

Hypermedier 

anden form for kode. Det kan lade sig gøre; 

listen er til inspiration: 

• Artikler, A 

• Breve, B 

• Foredrag, F 

• Interview, I 

• Rapporter, Ra 

• Referater, Re 

• Skemaer, Sk 

• Stile, St 

Dokumentinformation 

Vi har allerede set (s. 17) at man i Worddokumenter 

kan lagre en række dokumentinformationer 

eller egenskaber såsom forfatter, 

titel, emne og nøgleord. Disse oplysninger 

har imidlertid ikke megen værdi hvis man 

ikke kan søge på dem, og det kan man da 

også. F.eks. ser Word 97’s avancerede 

søgebillede således ud: 

Figur 31. Søgning på nøgleord i Word 97 

Søgningen kan faktisk gøres temmelig avanceret, 

og jo flere egenskaber eller informationer 

om dokumentet, jo bedre. Søgningen 

resulterer i en liste over fundne filer man kan 

vælge mellem. 

Ligesom ved navngivning af filer gælder det 

at man nøje bør overveje hvilke oplysninger 

man benytter. Forfatter og titel giver måske 

sig selv, men emne og nøgleord giver ikke sig 

selv. 


Konsulenten kan vælge at benytte opgavetyper 

(kravspecifikation og lign.) som emner. 

Han kan derved hurtigt skaffe sig et overblik i 

form af et søgeresultat der viser de kunder 

han har udført kravspecifikationer for. Hvis 

han desuden benytter en navngivning som 

foreslået (med kode for dokumenttype, dvs. 

skema, rapport osv.), har han i virkeligheden 

en tredimensionel oversigt som kan raffineres 

yderligere ved hjælp af nøgleordene. 

Keep It Simple, Stupid er dog stadig en god 

rettesnor. Gør det ikke for indviklet. Ideelt set 

bør man vedligeholde en liste over benyttede 

og tilladte emner og nøgleord - en liste med 

metainformation, dvs. information om 

informationen! 

Jeg kender ingen der gør det - endnu! Men i 

f.eks. programkonstruktion har man meget 

længe haft styr på tilladte datanavne og datatyper, 

og kravene bliver ikke mindre til fremtidens 

tekster. Dine egne tekster vil jo mænge 

sig med masser af andre, og hvis andre skal 

finde dine tekster, skal du være meget præcis. 

Struktur er nødvendig på afdelingsservere og 

virksomhedernes øvrige informationsservere. 

Konsekvent og fornuftig brug af emne og 

nøgleord bliver her et krav. 

Fritekstsøgning 

Der er også fritekstsøgning i Windows 95 - i 

funktionen Søg. 

Figur 32. Fritekstsøgning i Windows 95 

Nogle er tilbøjelig til at mene at fritekstsøgning 

er løsningen på alle ordensproblemer. 

Det er det ikke! 

For det første kan fritekstsøgning tage tid. For 

det andet ved man ikke altid hvilke ord man 

skal søge efter. En sprogbrug er sjældent 

indlysende hvilket jeg ofte konstaterer når jeg 

bruger Windows’ egne hjælpefiler. 

Hypermedier 


44 

Derfor - for det tredje - resulterer fritekstsøgning 

mellem mange datafiler i enten for 

mange eller for få dokumenter. Er der for 

mange skal man gennem en tidrøvende sortering 

uden sikkerhed for at finde alle relevante 

dokumenter. Er der for få, må man - 

med sikkerhed - leve med at undvære et uvist 

antal (måske 10%, måske 80%) af de relevante 

dokumenter. 

Fritekstsøgning er således et supplement, ikke 

en løsning der erstatter orden og struktur. 

Oprydning 

I mappen Data laver mange en undermappe 

med “diverse”. Den bliver gerne for stor en 

dag. Selv har jeg en mappe til kortvarig placering 

af filer. Den er hyppigt for omfangsrig! 

Løsningen på det problem er oprydning. Der 

er ingen forskel mellem papirverdenen og den 

digitale verden her. I papirverdenen har jeg 

altid en stak papirer jeg ikke rigtig ved om jeg 

skal smide ud eller ej. 

De ligger i kronologisk orden - de yngste 

øverst, de ældste nederst. Når dyngen er blevet 

for stor, smider jeg den nederste halvdel 

ud! Jeg lærte tricket af en god kollega. Hvis 

jeg har god tid, kan det ske at jeg løber den 

nederste halvdel løseligt igennem for at sikre 

at der ikke var noget jeg skulle have gemt. 

Det er der sjældent. 

Moralen er vel egentlig at hvis du ikke ved 

hvad du skal stille op med et stykke papir, så 

smid det ud med det samme, eller sæt tid af til 

at finde ud af det. Det samme gælder 

dokumenter på pc’en, men de fleste kvier sig 

ved det. Mellemløsningen er at sortere filerne 

efter dato, markere den ældste halvdel og 

trykke Delete en gang imellem. 

Hvis du omvendt ved at et dokument hører 

hjemme i en bestemt mappe, så flyt dokumentet 

med det samme. Hold orden i stedet 

for at gøre orden (som man vist lærer på 

husholdningsskolerne).

45 

Projektafslutning 

Der er dog ét tidspunkt hvor man bør rydde 

op: Ved projektafslutninger - når man har 

været gennem et skoleår, når et udviklingsprojekt 

er afsluttet, når en udbudsforretning er 

sendt af sted osv. Det er desværre også på det 

tidspunkt de fleste lader champagnepropperne 

springe eller kaster sig over nye projekter 

(f.eks. en velfortjent ferie). 

Men det er lige præcis her, man skal erindre 

sig selv om at et projekt ikke er færdigt før 

det er dokumenteret og arkiveret. I større 

konsulentfirmaer som McKinsey & Co. udpeges 

der faktisk en “historiker” i hvert projekt 

- det er en af de metoder der adskiller den 

seriøse videnvirksomhed fra de mindre 

seriøse. Mens man har dokumenterne i nogenlunde 

frisk erindring, rydder man op, gemmer 

det væsentlige og smider resten ud. Hvis man 

er særlig ihærdig, og på dette punkt bliver det 

en nødvendighed i edb-kulturen at være 

ihærdig, laver man desuden en “ordentlig” 

oversigt. 

“Ordentlig” oversigt 

Hvad er en “ordentlig” oversigt? Det er simpelthen 

en oversigt over ordenen! 

Om visse emner har jeg gennem en del år 

samlet forskellige papirartikler og fotokopier. 

En sjælden gang imellem bruger jeg en time 

eller to på at hurtiglæse de seneste artikler. 

Derefter nummererer jeg artiklerne og skriver 

titel og forfatter samt nogle få ord om indholdet 

i en indholdsfortegnelse. Det er en 

form for “ordentlig” oversigt! 

Det samme bør man gøre efter et afsluttet 

projekt: Lave et oversigtsdokument som indgangsnøgle 

til de filer man gemmer vedrørende 

projektet. Det sikrer at man selv eller en 

anden senere kan finde rundt i papirerne. 

I oversigtsdokumentet kan man også tilføje de 

erfaringer man samlede op undervejs, f.eks. at 

dette eller hint skema var for stort eller manglede 

nogle spørgsmål, at rapporten blev rost 

eller kritiseret for et eller andet specielt, samt 

ikke mindst at man næste gang bør gøre 

tingene lidt anderledes. 

Hypermedier 

I Word 97 vil det være særdeles formålstjenligt 

at lave en sådan “ordentlig” oversigt som 

onlinedokument! Her kan filnavnene nemlig 

benyttes som hyperlink. Derved kan man i 

selve oversigtsdokumentet klikke sig frem til 

de filer man gemmer; lad oversigtsdokumentet 

blive en hypertekst! 

En “overordentlig” oversigt 

En “overordentlig” oversigt er en oversigt 

over samtlige oversigtsdokumenter. Om man 

personlig har brug for en sådan, skal jeg ikke 

afgøre. Hvis man arbejder længe på større 

projekter med delprojekter, større forskningsopgaver 

og andet, øges behovet. Behovet er 

endnu større på afdelings- eller virksomhedsniveau 

hvor flere skal arbejde sammen. 

Her vil jeg pege på en anden “overordentlig” 

oversigt man nok kan have glæde af at 

udarbejde, nemlig en strukturoversigt. Denne 

skal indeholde følgende fire ting: 

1. Principperne bag mappeopdelingen - 

hvilke ting skal lagres hvor 

2. Standarden for navngivningen af filer - 

indledende S for skema, R for rapport osv. 

3. Liste over benyttede (eller tilladte) emneord 

i dokumentinformationer 

4. En tilsvarende liste over benyttede nøgleord 

Når jeg mener man kan have glæde af at føre 

en sådan strukturoversigt, skyldes det at man 

hurtigt glemmer sine principper. Tingene 

skrider ofte i det daglige hastværk, men da 

der jo kan være gode grunde til forandring af 

en fastlagt struktur, er det bedre at formalisere 

forandringen i et lille dokument. Derved 

finder man nemmere ud af om “gamle” 

dokumenter og strukturer overlever forandringen, 

eller om der skal laves overgangsløsninger 

af en eller anden art. 


Struktur på fælles servere 

På en hjemme-pc er behovene for struktur 

næppe så store, på en kontor-pc er de en del 

større, men når man “går” online med hjemmesider 

i HTML og onlinedokumenter, skal 

der tænkes i strukturer. 

Virksomhederne fyldes i disse år med informationsservere 

af den ene og den anden slags. 

Også her gælder det at man skal overveje 

strukturerne nøje. Den første mulige fejltagelse 

de fleste kaster sig ud i, er at opdele serverne 

efter organisationsdiagrammet. 

Det kan være fornuftigt nok at økonomiafdelingen 

har sin egen server, og at marketingafdelingen 

har en anden osv., men det er 

brugernes behov der skal afgøre det, og der er 

måske større fornuft i at samle informationer 

som alle medarbejdere kan få brug for, på en 

ekstra server og lave en fornuftig mappestruktur 

her, standarder for navngivning (samt 

emner og søgeord) og alle de mange andre 

forhold som bliver nødvendige: informationsansvarlige, 

dokumentopbygning og -layout, 

backup, sikkerhed osv. 

Var der nogen der troede verdenen blev 

enklere med edb? 

Journalsystemer 

Mange virksomheder benytter journalsystemer 

eller dokumenthåndteringssystemer hvori 

dokumenter lagres (papirtekster scannes ind). 

Disse systemer fungerer derved som “overordentlige” 

oversigter til dokumenterne. Man 

kan følge sagsgange eller projektforløb med 

sådanne systemer. 

Strukturen kommer imidlertid ikke gratis med 

systemerne. Implementeringen skal altid 

foregribes af en tilbundsgående og tidkrævende 

analyse af de konkrete behov for struktur, 

og medarbejderne skal til stadighed huske at 

registrere de enkelte dokumenter. 

Hypermedier 


46 

I forhold til tekstbegrebet i edb-kulturen forekommer 

disse systemer desuden at være 

bundet til en snart gammeldags papirtankegang, 

og man bør i alle tilfælde overveje 

hvordan de spiller sammen med strukturerne i 

Inter- og intranet, og om elektroniske sagsgange 

nødvendigvis skal være kopier af 

papirsagsgange. 

Tidens største udfordring er jo at skulle omdefinere 

de tidligere “papirvirksomheder” til 

nye elektroniske virksomheder. Det betyder 

måske helt nye virksomheder med helt nye 

produkter. I dag drømmer ingen længere om 

at bygge biler der ligner hestevogne, men det 

gjorde man i begyndelsen. Vi er klogere nu, 

så hvorfor iklæde en papirvirksomhed en 

elektronisk klædedragt?

47 

Papir og hypermedier 

I de foregående afsnit har jeg bestræbt mig på 

at forklare det nye tekstbegreb, hypermediet, 

indholdsmæssigt og strukturelt, dvs. forholdsvis 

teknisk, men forhåbentlig ikke for teknisk. 

Der er imidlertid også nogle bredere 

perspektiver ved hypermediet som jeg vil 

prøve at diskutere i det følgende: 

• Hvor vil de blive anvendt? 

• Hvorfor vil de blive anvendt? 

• Forsvinder bøgerne? 

• Hvad der sker med os som mennesker? 

Et er at få forklaret hvad tingene drejer sig 

om, noget andet er at forholde sig til dem, 

forstå deres betydning, deres omfang og deres 

konsekvenser. Noget tredje er at tage stilling 

til forholdene - kan man lide udviklingen eller 

ej? Dette spørgsmål kræver en personlig 

stillingtagen, men også viden for at finde et 

kvalificeret svar. 

Hvad du har lært 

Dette hæfte skulle gerne have demonstreret 

hvordan tekst i edb-kulturen, digitaliteten, er 

blevet forandret således at teksterne ikke længere 

kun består af ord, men af ord og koder, 

dvs. edb-koder. Teksterne er derved blevet til 

interaktive hypermedier der ikke længere 

lader sig repræsentere på papir. (Omvendt 

lader papirteksterne sig repræsentere i hypermedier 

- det er netop grunden til at man 

fortsat kan bruge pc’en som en skrivemaskine!). 

Digitale tekster er desuden stærkt strukturerede 

og typisk hierarkisk opbyggede, og hvis 

en forfatter af en tekst sætter sig ind i principperne 

bag disse strukturer - samt overholder 

en vis datadisciplin - kan han eller hun 

drage forskellige former for nytte af teksterne, 

bl.a. følgende: 

• Enkle oversættelser fra tekstfiler til onlinedokumenter 

og hypertekstfiler, enten 

hjælpefiler (.hlp) eller HTML-filer (.html 

eller .htm) 

• Enkel udvikling af “levende” tekster, dvs. 

hypermedier 


• Eksport af tekster med hierarkisk struktur 

fra tekstbehandler til et andet værktøj, 

f.eks. fra Word til PowerPoint i Office 97pakken 

• Avanceret søgning internt i en tekst, f.eks. 

søgning på typografier 

• Opbygning af tekstsarkiver med nøgleord 

og søgning på disse nøgleord 

Udvikling af større hypertekstdatabaser med 

onlinedokumenter og hypermedier vil helt 

sikkert være i fokus i de fleste virksomheder i 

de kommende år. Mange steder vil man simpelthen 

pakke de nuværende edb-programmer 

ind i “tekster”, dvs. hypermedier, som skal 

læses med en web-browser der vil blive brugt 

til brugerdialog og præsentation af data. Interaktive 

skemaer eller interaktive formularer er 

nogle af de begreber der bliver anvendt. 

Fordele ved papirmediet 

Papirmediet har imidlertid sine fordele. Lad 

os ikke glemme det, men prøve at vurdere 

mediernes fordele, først papirets: 

• Papirmediet er historisk pålideligt, informationen 

ændres ikke. 

• Papirmediet er næsten 100% tilgængeligt, 

her er ingen “systemfejl” (om end jeg på et 

kirkegårdskontor har været ude for at man 

ikke kunne oplyse om et gravsteds placering 

da “bogen var til indbinding”!). 

• Papirmediet kan nemt transporteres, man 

behøver ingen strøm. 

• Man kan nemt åbne, blade og orientere sig 

i et papirmedie. 

• I papirmediet kan man gøre sine egne tilføjelser 

gennem understregninger, noter og 

kommentarer. 

• Papirtekster er nemme at læse. 

• Papirmediet er godt indarbejdet, både 

blandt forbrugere og producenter. 

Inden man tager stilling til et eventuelt valg af 

medie, skal man selvfølgelig altid overveje 

hvor mange af disse fordele som er vigtige. 


Fordele ved hypermediet 

Flere af papirmediets fordele spejler sig i en 

række uhensigtsmæssigheder der omvendt 

kan være fordele ved hypermediet: 

• Hypermediet kan formidle aktuel information 

(jf. side 1, “tekst på papir er altid 

en forældet udgave af sandheden”). 

• Hypermediet er ikke begrænset til statisk 

tekst og uforanderlige billeder. Det kan 

udfolde sig i tid, f.eks. ved at vise film og 

afspille lyd. 

• Hypermediet transporteres med lysets hastighed. 

• Brugerne kan tilpasse hypermediet i forhold 

til egne behov og ønsker, f.eks. med 

hensyn til størrelse af view, bogstaver, 

farver og (delvis) sprog, samt ikke mindst 

mængden og typen af information. 

• Hypermediet rummer avancerede søgemuligheder 

til at finde den information 

man leder efter. Hypermediet er velegnet 

til orienteringslæsning. 

• Hypermediet er velegnet til ikke bare 

tekst- og billedpræsentationer, men også 

til interaktive demonstrationer af genstande 

og sammenhænge. 

• Hypermediet gør det nemt for flere forfattere 

at arbejde på samme “værk”. 

• Hypermediet kan - når det er udviklet - 

distribueres elektronisk. Fysisk produktion 

og transport er ikke nødvendig. 

Men hvor vil de blive anvendt, disse nye medier? 

Det indlysende svar er: Inden for de 

samme områder som papirmediet - samt en 

række nye områder! 

Skriftsprogets anvendelser 

Traditionelt har skriftsproget været benyttet 

til følgende tre meget brede formål: 

1. Opbygning og vedligeholdelse af magt 

2. Videnopbygning og -formidling 

3. Underholdning 



48 

Oprindelsen til skriftsproget skal formentlig 

findes et eller andet i sted i en blanding af forsøg 

på at holde orden på årstidernes gang, 

holde styr på skattebetalinger og forsøg på at 

kontrollere begivenhederne ved at fremstille 

billeder af dyr og guder, frugtbare mænd og 

damer. 

De elektroniske medier 

Det er ikke så underligt at de samme meget 

brede formål har været såvel drivkræfter som 

udgangspunkter for kritik af de elektroniske 

medier. 

Radio og fjernsyn er drevet frem til deres 

nuværende status, fordi de er så velegnede til 

statskontrolleret distribution af de rette budskaber, 

forelæsninger og harmløs underholdning. 

Videobranchen havde derimod næppe fundet 

fodfæste så tidligt og så massivt hvis ikke den 

aldrig svigtende interesse for frugtbare mænd 

og damer (især de sidste) havde fundet et 

egnet medie i videofilmen. Videomediet er 

udpræget et privat medie, velegnet til f.eks. 

pornofilm, og hvis man kan huske tilbage til 

de første videobutikker, så var det for 80%’s 

vedkommende pornofilm man fandt på 

hylderne. 

Edb vandt indpas på statens foranledning: 

mandtalsskrivning og skatteinddrivelse, og 

den tidlige kritik af edb i 1970’erne var en 

kritik af magtforholdene. Den røde tråd var 

edb-branchen som imperialistiske lakajer. 

Internettet skylder det militære system sin oprindelse, 

men efter at de tunge brigader havde 

sikret strukturen, var det i stor udstrækning 

igen de lettere brigader som rykkede ind og 

gav Internettet et populært indhold. På grund 

af sidstnævnte prøver man nu at kontrollere 

ubefæstede sjæles adgang til Internettet. 

(Man skylder, om man nu kan lide det eller ej, 

den ofte udskældte pornobranche en anerkendelse 

som drivkraft bag udbredelsen af en 

række elektroniske teknologier. Et eller andet 

sted i verden er der garanteret forskere der 

arbejder på at udvikle Internetformidlede 

orgasmer hvor pc’ens joystick vil leve op til 

sit navn.

49 

Vi har ikke hørt det sidste fra den front, men 

de samme teknologier som pornobranchen 

driver frem, kan overføres til uddannelse, træning, 

fjernarbejde, helbredelse og lignende 

officielt acceptable formål). 

Data, information og viden 

I vores skriftlige kultur forekommer det at de 

mest respektable formål er opbygning og 

distribution af viden. Disse kategorier rummer 

forskning, uddannelse, udvikling og produktion 

af undervisningsmidler, videnmanagement 

og mange andre forhold som i fremtiden 

vil udspille sig i hypermedier. 

Hvad viden som sådan egentlig er, kan det 

være vanskeligere at definere. I edb-verdenen 

skelnes der mellem data, information og 

viden. Data er de grundliggende fysiske 

fænomener der bærer budskaberne. For at 

budskaber skal kunne give mening, skal de 

bearbejdes til information. 

Norbert Wiener, som er ophavsmand til ordet 

cybernetics (på dansk kybernetik: videnskaben 

om kontrol og styring) opfattede information 

som et mål på graden af organisation 

i et system. Hvis data er tilfældige 

sammenskrab giver de ingen information. Jo 

mindre tilfældigt data er sammenstillet, jo 

mere information giver de. Det er f.eks. derfor 

en viewer som Stifinderen er så informativ: 

man kan organisere data på mange forskellige 

måder. 

Endelig opfattes viden som et lidt udefinerbart 

overbegreb for information. Ingen viden 

uden informationer, ingen informationer uden 

data. Viden drejer sig om at kunne tolke og 

bearbejde informationer. Viden er derfor 

noget personligt. Man kan samle mange data 

og informationer om f.eks. impressionistiske 

malere, men man har først viden om 

impressionismen, når man kan identificere 

impressionistiske malerier og malere. 


Formaliseret viden 

Man skelner ofte mellem forskellige former 

for viden, f.eks. praktisk viden og teoretisk 

viden. Praktisk viden er typisk indlært gennem 

erfaringer med eksempler, teoretisk viden 

er typisk lært fra en bog. Selvom viden 

ideelt er noget personligt, så kan en del viden 

formaliseres, dvs. man kopiere den eller nedskrive 

den. Formaliseret viden er guf for 

enhver computer. 

Formaliseret praktisk viden kan f.eks. bruges 

til styring af robotter. Når en erfaren sprøjtemaler 

maler en stol, kan hans bevægelsesmønster 

samtidig programmere en robot til at 

gøre det samme. Forudsat de nye stole placeres 

på samme måde, kan sprøjtemaleren nu 

skiftes ud med robotten indtil en ny stoletype 

skal sprøjtemales. 

Formaliseret teoretisk viden kan mere direkte 

nedskrives med ord, gerne i form af regler. 

Disse regler kan anvendes i programmer der 

tolker og bearbejder information på samme 

måde som teoretikerne. Herefter kan teoretikeren 

undværes indtil reglerne skal justeres, 

eller nye regler skal nedskrives. 

Også de ofte forekommende FAQ’er på Internettet 

er formaliseret viden. En FAQ, Frequently 

Asked Questions, er en liste med 

spørgsmål og svar på de hyppigst stillede 

spørgsmål til en eller anden specialistfunktion, 

det være sig en teknisk afdeling eller en 

juridisk afdeling. 

Videnkredsløbet 

Formaliseret viden er imidlertid data som derfor 

kan bearbejdes til at give ny information. 

Den nye information kan sammen med andre 

informationer afføde ny viden som fører til 

spørgsmål der må besvares med flere data og 

flere informationer osv. 

Der er således tale om et stadigt videnkredsløb 

som hele tiden øger mængden af viden. 

Undervejs bliver en del viden forkastet, anden 

viden bliver modificeret. 


Videnopbygning 

I mundtlige kulturer foregår dette videnkredsløb 

langsomt. Der skal formentlig nogle 

generationer til før gammel viden bliver forkastet. 

Tidens data, dvs. de talte ord og de gode 

eksempler, var flygtige lyd- og lysbølger. 

Man skal være til stede for at modtage 

sådanne data, og man skal bruge sin hukommelse 

som datalager. 

Man skal dog ikke af den grund negligere 

mundtlige kulturers evner til at opbygge og 

fastholde viden. Megen viden og mange forskrifter 

om hvordan man skal forholde sig, er 

gemt i fortællinger. De to klassikere, Iliaden 

og Odysseen, er meget lange fortællinger på 

vers, og de er trods alt udviklet i en mundtlig 

kultur. Også ordsprog, sange, danse, religiøse 

riter og andre ceremonier kan indeholde store 

mængder af formaliseret viden. Tag eksempelvis 

børnesangen, Så går vi rundt om en 

enebærbusk, hvor ugedagenes navne repeteres 

sammen med de (engang) basale husmoderlige 

pligter om tøjvask og kirkegang. 

Med skriftsproget erstattedes den indre tilegnelse 

af viden imidlertid af en ydre formalisering, 

og herefter kom der for alvor skred i 

videnopbygningen. Data var ikke længere 

flygtige bølgefænomener, men bestandige 

tegn i ler eller voks, på sten, træ, papyrus, 

pergament eller papir. Med disse teknikker 

kunne man begynde at distribuere viden på 

nye måder. 



50 

Videndistribution 

Distributionsformerne i mundtlige kulturer 

kræver nærhed og samtidighed, dvs. et 

fællesskab. Det skrevne ord ophævede disse 

begrænsninger. Man kunne sende data over 

lange afstande, og man kunne opbevare data 

fra den ene generation til den næste. 

Det blev også enkelt at mangfoldiggøre data. 

Skrift kan uden større besvær kopieres i 

utallige eksemplarer, og kopisternes antal 

voksede: i klostrenes skriptorier, på universiteterne 

og i private kopieringsvirksomheder. 

Med Gutenberg kom der ekstra fart over 

kopiering og distribution af skrevne ord, 

hvoraf en stor del var og er formaliseret 

viden. 

Praktisk viden kræver stadig en form for mesterlære, 

og teoretisk viden læres ikke kun 

gennem bøger. Der er stadig rum for diskussion 

af det læste. Nærhed og samtidighed er 

ikke udelukket i videndistributionen, vi har jo 

stadig skoler, men skriftsproget og papirproduktionen 

har løsnet kravene, især på de 

højere niveauer. 

Hypermediet vil imidlertid blive den nære 

fremtids bærer af formaliseret viden. Her er 

nærhed og samtidighed endda fleksible begreber, 

idet man kan have samtidighed uden 

nærhed (telefonsnak, tv, videomøder og lignende), 

og interaktiviteten i hypermedierne er 

udtryk for en slags nærhed (dialog) uden samtidighed.

51 

Videnmanagement 

Hypermediet vil også blive flittigt benyttet i 

det offentlige og i det private erhvervsliv. I 

større virksomheder findes der formaliserede 

regler på utallige områder, f.eks. vedrørende 

tjenesterejser. Som tekstbegrebet er udvidet, 

vil man ikke længere skulle læse proceduren 

for rejsebestilling for derefter at bestille rejsen 

gennem et andet system (edb, telefon, papir 

eller mundtlig besked). Med de muligheder 

der ligger i browsernes tekstbegreb, vil man 

både kunne læse og bestille rejsen i samme 

“dokument”. 

Eller tag budgetprocedurerne som eksempel: I 

mange virksomheder er de ganske omfattende 

og tidrøvende for de involverede chefer. De 

kræver for det første en del læsemateriale, for 

det andet en række økonomiske data og for 

det tredje indberetninger af nye tal eller 

ændringer. For så vidt kan alle tre ting leveres 

og behandles online, men hvor det sker i dag, 

foregår det ofte i systemer der ikke spiller 

indbyrdes fornuftigt sammen. Mange steder er 

budgetprocedurerne stadig papirbaserede 

ligesom mange andre vitale virksomhedsprocesser. 

Styrken i tekstbehandlerne og browsernes udvidede 

tekstbegreb gør det teknisk muligt at 

konstruere og udsende budgetvejledninger 

sammen med lokale data og indberetningsskemaer 

- og modtage indberetningerne igen. 

Men skønt det er muligt, skal det først læres. 

Teknologisk tilpasning 

Min tidligt afdøde svigerfar var i fyrre år 

ansat i den samme kommune, de fleste af 

årene i kommunens hovedkasse. Han tilegnede 

sig enkelte nye teknologier i de fyrre år, 

først og fremmest fyldepennen, senere kuglepennen. 

Sent i karrieren måtte han, lidt nødtvunget, 

tage den elektriske regnemaskine i 

anvendelse. 

På hjemmefronten vandt flere elektroniske 

apparater indpas i tidens løb: telefon, radio, 

pladespiller og tv. Han døde for ca. tredive år 

siden. Kravene om teknologisk tilpasning var 

små dengang. 


I dag er kravene betydeligt større. Man skal 

ikke bare lære at betjene én pc, én tekstbehandler, 

ét regneark osv. Man skal lære et nyt 

styresystem, en udvidet tekstbehandler, et nyt 

avanceret regneark hvert år, hvert andet år, 

hvert tredje eller fjerde år afhængig af den 

virksomhed man er ansat i. 

Med Internettet og intranettene bliver kravet 

om teknologisk tilpasning skærpet yderligere 

som vi skal se eksempler på om lidt. Tilpasningen 

kræver kreativitet, tid og lyst - og en 

eller anden form for kapacitet som det er 

ganske uvist om mennesket rummer. Politikerne 

præker at arbejdskraften skal blive på 

arbejdsmarkedet til de 67 år, og evnen til at 

lære nyt bliver ikke nødvendigvis mindre med 

alderen, men der er ingen fortilfælde for så 

store og stadige krav om teknologisk 

tilpasning. 

Hjemme-pc’en 

Der er heller ikke meget perspektiv i de nutidige 

løsningsmodeller med en hjemme-pc 

stillet til rådighed af arbejdsgiveren til gengæld 

for en “beskeden” modydelse: at medarbejderne 

uddanner sig i fritiden. 

Modydelsen ikke er så beskeden endda. 

Kontinuerlig uddannelse er jo en følgevirkning 

af virksomhedernes forandringsprocesser. 

Medarbejderne vil aldrig blive færdige 

med at uddanne sig, og virksomhederne bør 

integrere uddannelsen i det daglige arbejde 

frem for at gøre den til et personligt ansvar i 

fritiden. 

En familie leverer i dag mere arbejdskraft ud 

af huset end tidligere, og samtidig er kravene 

og stressniveauet større på arbejdet. At kræve 

uddannelse i fritiden er ikke at gøre familielivet 

en tjeneste. Man må i stedet erkende at 

de stadige forandringsprocesser kræver uddannelse 

i en helt anden størrelsesorden. 

Det gennemsnitlige niveau for arbejdsrelateret 

efteruddannelse er i dag omkring tre til fem 

procent af arbejdstiden. For udviklingsorienterede 

medarbejdere nærmer procenten sig de 

tyve, eller ca. to måneder om året. 

Da computerne i stigende grad overtager den 

rutinemæssige del af vores arbejde, bliver 


flere og flere af os udviklingsmedarbejdere, 

nemlig de af os som er så “heldige” at overleve 

de stadigt hyppigere “omstillingsrunder” 

(og det er i parentes bemærket ikke de ældste 

af os; f.eks. har Finansforbundet ud af 45.000 

aktive medlemmer i januar 1998 kun 438 over 

60 år i arbejde!). 

For den tilbageblevne del af medarbejderstyrken 

betyder det at man må regne med at 

den skal på kursus i ca. to måneder om året. 

Der er mange måder at fordele de to måneders 

uddannelsestid på - en dag om ugen eller en 

uge om måneden i de mindst travle otte 

måneder. Den absolut billigste fordelingsnøgle 

for virksomhederne er at placere uddannelsen 

i fritiden. 

Krav til virksomhederne 

For de fleste virksomheder er spørgsmålet 

imidlertid simpel økonomisk nødvendighed. 

De ydre krav til virksomhedernes tilpasningsevne 

øges nemlig også i den teknologiske 

spiral. De må udvikle sig eller bukke under i 

konkurrencen. 

Konkret betyder “udvikling” at ikke bare de 

produktive rutiner, men også de administrative 

rutiner og en række specialistfunktioner 

automatiseres eller overflødiggøres på grund 

af nye teknologiske muligheder. Det personale 

som i dag administrerer sager, skal i 

morgen designe og udvikle automatiserede 

sagsgange, samt overvåge og ajourføre dem. 

Det kræver helt andre personlige egenskaber, 

og det er næppe gjort med et pc-kørekort taget 

i fritiden på et aftenkursus selvom det er et 

skridt på vejen. 

Det er tidligere nævnt at videntunge virksomheder 

forlængst er gået i gang med at formalisere 

og systematisere deres viden, dvs. 

nedskrive den og kategorisere den, samt gøre 

den tilgængelig efter forskellige kriterier. Et 

enkelt eksempel er de mange hotlineservicer 

som især blomstrer i edb-branchen: Uden 

onlineinformationer med svar på hyppigt stillede 

spørgsmål, FAQ igen, og andre søgetjenester 

er de ilde stillede. General Electric i 

USA har f.eks. siden 1982 opsamlet samtlige 

kundeklager og har løsningssvar liggende på 

mere end 1,5 millioner kundeproblemer. 



52 

Intellektuel kapital 

Et blik på en ny type regnskab afslører lidt 

om hvor i virksomhederne hypermedier vil 

blive anvendt i forbindelse med videnopbygning 

og -distribution. 

Den traditionelle kapitalopgørelse opgør værdien 

af bygninger, råvarer og maskiner mv., 

men det er ikke her moderne virksomhedstyper 

opbevarer deres værdier. Det afsløres bl.a. 

af forholdet mellem aktiekurserne og 

selskabernes indre værdi. 

Selskab Kurs/Indre værdi 

Dansk Staldindustri 1,65 

Carlsberg A 2,68 

Novo Nordisk B 4,69 

NeuroSearch 10,11 

Figur 33. Forholdet mellem kursværdi og 

den indre værdi i udvalgte aktier, 31. 

januar 1998 

Jo større forhold, jo flere værdier ligger gemt 

andre steder end i de fysiske bygninger, 

nemlig i det man kalder intellektuel kapital. 

Intellektuel kapital er sammensat af: 

1. Menneskelig kapital - værdien af de evner 

og holdninger medarbejderne har. 

2. Strukturel kapital - værdien af virksomhedernes 

interne informationer og processer. 

3. Kundekapital - værdien af efterspørgsel, 

kundeloyalitet og tilpasningsevne til markedet. 

Det er oplagt at der inden for alle tre kapitalformer 

er værdier at høste ved at arbejde 

seriøst med opbygning og distribution af 

viden. Jeg skal give nogle få eksempler. 

Menneskelig kapital 

Der investeres milliarder i efteruddannelse af 

medarbejdere hvert år, alligevel er en hel del 

efteruddannelse spildt. Hvor der er tale om 

meget værktøjsprægede kurser, skal det 

tillærte stof praktiseres straks efter kurset. Det 

sker ikke altid, bl.a. fordi værktøjerne ikke

53 

altid er til stede når medarbejderne vender 

hjem fra kurserne! 

Men også hvor der er tale om mere “bløde” 

kurser, er det de færreste steder der er rum til 

at praktisere det lærte. Kun et mindretal af 

chefer tager sig i øvrigt tid til at stille medarbejderen 

det indlysende spørgsmål efter uddannelsen: 

Fik du noget ud af det? 

Og trods en mulig bekræftelse fra medarbejderen 

er det alt for sjældent der bliver arbejdet 

seriøst med at få anvendt det lærte i dagligdagen. 

I mange tilfælde vil det nemlig kræve 

ændringer i hverdagen som der ikke er 

“overskud” til lige nu. 

Årsagen er at kravene til medarbejdernes viden 

og arbejdsfunktioner som regel er meget 

mangelfuldt erkendt og for tilfældigt dokumenteret. 

Der mangler simpelthen information 

om hvad en medarbejder i en bestemt 

funktion skal vide og skal kunne. Uden en 

sådan information kan hverken medarbejder 

eller chef måle medarbejderens evner og 

indsats. 

Derfor må den uklare situation opklares, og 

de præcise krav, informationer, nedskrives, 

ajourføres og distribueres - fornuftigvis i 

hypermedier med link til mulige kurser, selvstudieprogrammer 

eller længerevarende uddannelser. 

Et højt informationsniveau øger 

såvel aktiekursen som præcisionen i efteruddannelserne. 

Strukturel kapital 

I nogle virksomheder kræver et beskedent 

indkøb under hundrede kroner en ansøgning 

der skal passerer flere cheflag. I andre foregår 

den slags uden bureaukrati. Den strukturelle 

kapital ligger gemt i sådanne forhold om 

hvordan vi har indrettet os, om vi er fornuftige 

og smidige eller bureaukratiske og stive. 

Den stigende brug af udbudsrunder inden 

større ordrer afgives, har medført at mange 

virksomheder er blevet kvalitetscertificerede; 

man taler om den såkaldte ISO-certificering. 

Den indebærer for det første at der skal 

foreligge instruktioner og beskrivelser af 

procedurer til alle kunderettede processer i 


virksomhederne, og for det andet at disse 

forskrifter også skal følges i det daglige. 

I begyndelsen blev dette kvalitetsarbejde opfattet 

som en ekstra bureaukratisering, der var 

de fleste steder også meget papirarbejde 

involveret. Men efterhånden som informationerne 

ligger tilgængelige i hypermedier, har 

de fleste fået øjnene åbne for at der er tale om 

en informativ samling af de bedste 

fremgangsmåder, ikke bare de krævede fremgangsmåder. 

(Værdien af dem kaldes også 

virksomhedens proceskapital; en anden del af 

den strukturelle kapital er den såkaldte 

innovationskapital). 

Én gang nedfældet kan informationerne - af 

alle medarbejdere i øvrigt - sammenholdes 

med andre informationer og i visse tilfælde 

indlede en videnspiral der fører til endnu 

bedre strukturer og processer. 

Kundekapital 

I kundekapitalen indgår virksomhedens evne 

til at reagere på markedet. Det kræver viden 

om kunderne, og viden om kunderne får man 

ved enten at have et tæt forhold til kunderne 

eller ved at udspørge dem. I begge tilfælde er 

der brug for at registrere, dvs. dokumentere, 

hvordan kundernes verden ser ud i forhold til 

virksomhedens produkter. Kravet er altså 

ajourførte data og information. Igen et 

område hvor hypermedierne vil blive taget i 

anvendelse. 

Ikke mindst stilles der store forventninger til 

Internettet som en frugtbar mark at høste 

informationer om kunderne på, Internettet 

rummer jo tovejskommunikation. De meget 

benyttede måneds- eller kvartalsskrifter fra 

Falck, kreditforeninger, banker og andre større 

virksomheder har til formål at øge kundernes 

loyalitet, men de kommunikerer kun 

den ene vej, og de må ty til konkurrencer for 

at få nogle beskedne oplysninger om kundeinteressen. 

Firmaerne vil kunne bruge hypermedierne 

på Internettet til at indhente meget 

mere brugbar og detaljeret information om 

kundernes præferencer. 



De ovenstående eksempler er alle eksempler 

på videnmanagement, dvs. ledelse af informationsresurserne 

i en virksomhed. Denne 

ledelse har til formål at: 

• fremskaffe den information og viden som 

findes, kan findes og bør findes i virksomheden 

• gøre informationerne tilgængelige 

• sikre at informationerne forbedrer udvikling, 

produktion, marketing og salg mv. 

• give grundlag for ny produktudvikling 

• reducere omkostningerne til at skaffe information 

Udviklingen vil således gå i retning af at tidligere 

specialistfunktioner ikke skal vente med 

at give informationer fra sig på anfordring, 

men at de, hellere i dag end i morgen, skal 

systematisere deres informationer efter de 

interne kunders behov og gøre dem onlinetilgængelige 

- samt huske at ajourføre dem! 

Opgaven er således videnopbygning og 

videndistribution; specialisterne bliver 

informationsleverandører der skal tænke i 

forretningsprocesser. En billig og nyttig måde 

at begynde på er at opbygge en hypertekst 

med de hyppigt stillede spørgsmål, den 

tidligere omtalte FAQ. 

Hypertekster og hypermedier er den systematiserede 

og onlinetilgængelige informations 

moderne iklædning, og vi ser allerede i dag 

flere og flere stillinger som web-redaktør, 

webmaster og lignende. I fremtiden vil mange 

af os være interne “web-redaktører” som en 

naturlig del af vores arbejde. 

Ledere og medarbejdere 

Med så megen information tilgængelig og 

med så megen fleksibilitet nødvendig så bliver 

muligheden for at lede og fordele arbejdet 

efter en gammeldags model efterhånden 

begrænset. Tankegangen stammer fra en tid 

hvor kommandovejene var velkendte, og hvor 

produktionen var stabil. 

Nutidens ledere vil høste større gevinst ved at 

være visionære og motiverende, og dette skal 

modsvares af kreative og ansvarlige medarbejdere. 

Forandringsprocesserne lægger mere 

og mere ansvar over på medarbejderne som 



54 

ikke kun får større muligheder for at orientere 

sig, men pligt til at orientere sig. 

Medarbejderne må selv finde ud af at bruge 

de rigtige teknikker, de seneste standarder og 

de ajourførte instruktioner. Kan man ikke leve 

op til kravene (man finder dem i de interne 

hypermedier), tager man et kursus 

(kursusoversigten er også et hypermedie, og 

kurset er et multimedie) eller henter hjælp hos 

andre (medarbejderne har interne hjemmesider). 

Medarbejderen bliver mere og mere sin egen 

leder, og ligesom man på hospitalerne gør 

klogt i at tage sin egen behandling i egne 

hænder, så gør man på arbejdet klogt i at tage 

sin egen udvikling i egne hænder. Hvis man 

ikke kan finde ud af det, er det ikke sikkert 

man havner der hvor man helst vil være. 

PC-kørekortet 

Den tidligere omtalte hjemme-pc er et eksempel 

på ansvarsoverdragelsen til medarbejderne. 

Virksomhederne magter simpelthen 

ikke at planlægge og instruere de enkelte 

medarbejdere i deres nye roller under og efter 

de stadige forandringsprocesser. De kan lige 

akkurat finde ud af at opstille et krav om et 

pc-kørekort, men de har ikke alle sammen en 

ide om hvad pc-kørekortet skal bruges til, om 

det burde være et stort eller lille kørekort, 

eller om ikke en pc-kystskippereksamen eller 

et pc-flyvercertifikat var bedre. 

Forhåbningerne rundt omkring er at et pckørekort 

nok ikke er en dårlig ting, og at medarbejderne 

på denne måde lærer at bruge pcværktøjerne 

effektivt. Svagheden mange 

steder er imidlertid at medarbejderne efter at 

have taget kørekortet ikke bare skal køre pcerne, 

men også selv skal anlægge veje og udforme 

trafikregler fordi ledelsen har forsømt 

denne opgave. 

At indføre ny teknologi er ikke længere et 

spørgsmål om at erstatte skrivemaskiner og 

regnemaskiner med pc’er og koble dem 

sammen i et lokalnet. Opgaven er at genudvikle 

de administrative og produktive processer 

på edb-kulturens præmisser. Det læres 

ikke på en aftenskole.

55 

Uddannelse 

Samtidig med at uddannelse er blevet et nøgleord, 

udvikles der også nye måder at uddanne 

sig på. I edb-uddannelserne har man længe 

anvendt hypermedier til selvstudiekurser både 

i “hårde” fag som systemudvikling, programmering 

og træning i nye programmer, og 

i “bløde” fag som ledelse og psykologi. De 

føromtalte hjemme-pc’er vil givetvis blive 

fyldt op med Lær Selv-programmer. 

På det seneste udbydes der kurser over Internettet, 

og de kombineres ofte med videomøder 

eller fysiske møder mellem lærer og 

elever. Mange varianter ses, f.eks. kan man 

vælge at købe et kursus som deltagende elev 

eller som “kigger” (den billige løsning med 

adgang til alle materialer, men uden kontakt 

med lærer og elever). Hvis der ikke er fysiske 

møder involveret, kan kursusudbyder, lærer 

og elever befinde sig hvor som helst i verden. 

Onlineuddannelser er en hastigt voksende 

branche, og mulighederne rækker lige fra 

begynderkurser til det akademiske niveau. 

Kulturblinde pædagoger 

Indtil for nylig synes der imidlertid at have 

været en udbredt mangel på visioner om hvordan 

det offentlige skolevæsen kan bruge de 

nye medier. 

I 1980’erne var der flere steder en ligefrem 

fjendtlig holdning over for computerne. Forfatterne 

af bogen Computermagt og menneskeværd 

fra 1985, Bent Madsen og Arne 

Mortensen, begge pædagoger, foranstaltede 

en pc-afbrænding på Rådhuspladsen i København 

for at gøre opmærksom på deres synspunkter 

som bl.a. var at “Datasprog er militærsprog” 

og “Magtens nye ansigt er en dataskærm. 

Datamaten kan stikke en løgn uden at 

rødme.” 

Opfattelsen på Danmarks Lærerhøjskole var 

måske en anelse mere nuanceret. Lektor Steen 

Larsen udtalte sig omkring samme tid således: 

“Et computer er et godt redskab for et voksent 

menneske, der allerede har udviklet sit sprog 

og sin tænkning. Men den er ikke velegnet til 

at skabe et menneske.” 

Uddannelse 

Blandt lærere i almindelighed var der stort set 

afstandtagen fra børnenes optagethed af 

computerspil på bekostning af lektielæsningen, 

og tanken om at pc’erne kunne bruges til 

uddannelse var skræmmende. Hvad ville der 

ikke ske hvis børnenes indlæring skulle ske i 

computernes pseudoverden? 

At børnenes indlæring skete - og sker - i en 

pseudoverden af fotokopier og bøger tænkte 

ingen på. Heller ikke fotokopier og bøger er 

“velegnede til at skabe et menneske”! Set i 

bakspejlet må man sige at synspunkterne 

skyldes en udpræget kulturblindhed, en opfattelse 

af at skriftkulturen er den eneste rigtige 

kultur, den sande kultur, selve civilisationens 

grundlag. 

Forsvinder bøgerne? 

Men da udviklingen hele tiden synes at favorisere 

skærmmediet, følger selvfølgelig en 

snigende erkendelse af at der måske rokkes 

ved kulturen, og man begynder at frygte at 

bøger og traditionelle tekster forsvinder. 

Figur 34. Venezianeren Aldo Manuzio 

(1449-1515) opfandt den moderne bog 

(15 cm x 23 cm) 

Mange stiller derfor spørgsmål ved udviklingen 

og føler at den omsiggribende villighed 

til at acceptere “teknologi” på bekostning 

af det trykte ord vil føre til kulturel armod og 

menneskelig fattigdom, om ikke i materiel 

forstand så i åndelig forstand. 

Hertil er at sige at selvfølgelig vil interaktive 

hypermedier føre til store kulturelle ændringer; 

at tro andet vil være ren idylliseren. 

De vil også føre til ændringer i vores psyke 

og den måde vi tænker på. 


Hvad angår bøgernes mulige forsvinden, så 

vil de nye medier udvikle sig sideløbende 

med de gængse, trykte medier en tid endnu, 

men næppe med samme stigningstakt. Det 

papirløse kontor har - forgæves - været spået 

mange gange, men jeg forestiller mig alligevel 

at bøger med tiden bliver et nicheprodukt 

på samme måde som mundtlige fortællinger 

i dag er et nicheprodukt. Foreningen af 

fortællere i Danmark har omkring et halvt 

hundrede medlemmer, mens der er flere 

tusinde medlemmer i forfatterforeningerne. 

Det siger noget om udviklingen af skriftlighed 

på bekostning af mundtlighed, og det er 

nærliggende at drage en parallel til en fremtidig 

udvikling af digitaliteten på bekostning 

af skriftligheden. 

Et pænt stykke ind i det næste årtusinde er der 

måske nogle hundrede medlemmer af en 

forfatterforening, mens der er tusinder af 

medlemmer i foreninger for udviklere af hypermedier. 

Hvem ved? 

Faraoen versus guden 

Udbredelsen af selve det skriftsprog som adskiller 

litteraliteten fra oraliteten, og som 

mange er så bange for at miste, gik faktisk 

heller ikke helt stille af - diskussionen bølgede 

i det gamle Grækenland, og måske kan vi 

lære af historien. 

Ifølge Platon gengav Sokrates - til støtte for 

sine egne synspunkter - en samtale mellem 

guden Thot som opfandt skriftsproget og den 

ægyptiske farao Thamos. (Det hører med til 

historien at faraoner blev opdraget til at vinde 

deres sejre ved ordet, ikke ved sværdet. 

Faraos ord skulle kunne overbevise hans 

soldater om nødvendigheden af at bruge 

sværdet. Han skulle ikke selv gå forrest). 

Thot priser skriftsproget med disse ord: “Herre 

konge, denne opfindelse vil gøre ægypterne 

klogere og give dem bedre hukommelse. Jeg 

har fundet et middel til at fremme både 

hukommelsen og visdommen.” 

Hertil svarer Thamos: “O kyndige Thot, en 

opfinder er ikke altid den bedste dommer af 

sine produkters nytte eller unytte for dem der 

skal bruge dem. Og i dette tilfælde er du som 

fader til skriftsproget blevet ført på vildspor 

Uddannelse 


56 

af faderlig kærlighed og har udstyret skriften 

med egenskaber som er modsatte af dem den 

besidder. For din opfindelse vil skabe glemsomhed 

i sjælen hos dem der lærer den; de vil 

ikke bruge deres hukommelse og vil ikke 

trække ting frem fra deres egne erindringer 

fordi de vil støtte sig til nogle fremmede ydre 

tegn. Du har ikke opfundet et middel for 

hukommelsen, men for påmindelsen. Du 

tilbyder dine elever et skin af visdom, ikke 

ægte visdom.” 

Farao havde ret 

Faktisk vil de fleste nok nikke anerkendende 

til faraos kritik. Han havde jo ret, den gamle! 

Visdommens far og mor er erfaring og 

hukommelse. Vi erfarer intet ved at læse en 

bog, og bogen husker for os. 

Skriftsproget marginaliserede tilmed en gruppe 

mennesker - ofte meget begavede og 

kreative mennesker - som kun dårligt er i 

stand til at lære at læse, men som alligevel 

kan være særdeles vise. 

Når vi alligevel bevarer skriftsproget, er det 

fordi det har bragt os så meget andet som vi 

ikke mener at kunne undvære i dag. 

Skriftsproget gjorde det fysiske nærvær unødvendigt 

i mange former for kommunikation - 

hvad Sokrates beklagede; man kan jo ikke 

tale med en tekst! Men netop på grund af 

unødvendigheden af fysisk nærvær har viden 

(ifølge farao måske snarere et “skin af visdom”) 

kunnet brede sig med langt større hast i 

skriftligt baserede samfund end i mundtligt 

baserede samfund, ikke mindst gennem de 

skriftbaserede uddannelsesfabrikker: skolerne 

og de højere læreanstalter. 

Genudvikling af skolerne 

I disse år skal skolerne imidlertid ligesom 

virksomhederne genudvikle deres administrative 

og produktive processer i lyset af 

hypermediernes muligheder. Man kalder det 

BPR, Business Process Reengineering, men i 

skolerne burde det vel hedde LPR, Learning 

Process Reengineering. De må stille sig 

spørgsmål som disse: 

• Skal hele klassen terpe den lille tabel, når 

en pc kan gøre det bedre og sjovere og

57 

mere skræddersyet til den enkelte elevs 

standpunkt og indlæringsevne? Er det 

spild af lærerens tid? 

• Skal børnene deles kunstigt op i aldersgrupper 

lige fra vuggestuen til de højere 

læreanstalter? Deres evner og interesser er 

jo forskellige, og kan en tolvårig ikke lære 

noget af at arbejde sammen med en 

syvårig eller en syttenårig? 

• Skal læreren styre elevernes indlæring, eller 

skal den enkelte elev selv gøre det (evt. 

sammen med forældrene)? 

Heldigvis bliver disse spørgsmål også stillet, 

f.eks. i Undervisningsministeriets IT-strategi 

på uddannelsesområdet, og der indføres 

lokalnet rundt om på skolerne, ministeriet har 

introduceret et såkaldt Sektornet hvor skolerne 

indbyrdes kan kommunikere om skoleforhold 

og hente hypermedier til undervisning 

og meget andet. Sektornettet er et 

positivt bidrag til den strukturelle kapital i 

skoleverdenen. 

Det er klart erkendt at de offentlige uddannelser 

“ikke alene (skal) kvalificere unge og 

voksne til at tilegne sig og reproducere den 

viden, deres lærer formidler”, men at “...unge 

og voksne skal kvalificeres til kreativt at 

kunne sortere, udvælge, bearbejde og anvende 

de store mængder af information, som IT 

giver adgang til.” 

Den menneskelige kapital 

Kan lærerne det? Nogle kan, andre kan ikke. 

Der er imidlertid ingen der fortæller dem præcis 

hvad de skal kunne. Men netop på uddannelsesområdet 

kunne man have gavn af at 

arbejde mere med ideerne om intellektuel 

kapital, f.eks. bruge denne simple, men forsømte 

fremgangsmåde til at måle og øge den 

menneskelige kapital: 

• tydeliggør kravene til lærerne (og eleverne 

med for den sags skyld) 

• lav et redskab så de kan måle deres kunnen 

i forhold til kravene 

• fortæl hvor og hvordan man kan få uddannelse 

og hjælp til at komme på det 

ønskede niveau 

Uddannelse 

• lad leder og lærer aftale handlingsplaner 

• stil udstyr og uddannelser til rådighed 

Skolelederne får helt nye roller, og de er begyndt 

at forstå det. F.eks. har folkeskoleinspektørerne 

udskilt deres forening fra Danmarks 

Lærerforening for nylig. 

Lærehypermedier? 

Der er flere forhold ved hypermedierne som 

gør dem overlegne i forhold til bøgerne. Jeg 

fandt forleden en Java-applet på Internettet 

med et geometrisk bevis på Pythagoras’ sætning 

om at summen af kateternes kvadrater er 

lig kvadratet på hypotenusen (se f.eks. 

http://www.math.ubc.ca/javamath/ 

Pythagoras/pythagoras.html). 

Beviset er “levende” illustreret med farvelægning 

og glidende parallelforskydninger. Det 

er en helt speciel oplevelse at se en parallelforskydning 

udført i praksis. Det kan ikke 

eftergøres på papir eller på tavle. Java-appletten 

er lige til at putte ind i et hypermedie. 

Der vil komme et stigende - og billigt - udbud 

af sådanne applets som er bøgernes illustrationer 

langt overlegne. 

Figur 35. Jim Morey fik en pris for sit 

geometriske bevis i Sun Microsystems 

Java-konkurrence i sommeren 1995 

Men spørgsmålet er også om vi fortsat skal 

have lærebøger eller nu “lærehypermedier”? 

Sædvanligvis er lærebøger dødkedelige selv 

om de er velskrevne og vidensmættede! Årsagen 

er at en lærebog holder den studerende 

på en overordentlig snæver sti. I “gamle” 

dage fulgte man meget bogstaveligt denne sti 

og terpede teksterne minutiøst. Her var ikke 

plads til svinkeærinder for de nysgerrige. 

I vore dage går den gode lærer nogle svinkeærinder 

med nogle supplerende fotokopier. 

Læsning i hypermedier er modsat boglæsning 


ikke begrænset til én sti. Her kan mange stier 

betrædes. 

Men også Lær Selv-programtyperne kan være 

dødkedelige for vi mangler endnu at lære 

hvordan man udvikler de gode og lærerige 

hypermedier. Lidt kedsommeligt stof er o.k. 

hvis det er nødvendigt, men vi må lære at bruge 

hypermediernes kommunikationsmuligheder 

til nogle nye ting: 

• gå på opdagelse efter ny viden 

• samarbejde med omverdenen 

• konkurrere med andre 

• falde over pudsigheder 

• skelne mellem god og dårlig kvalitet 

• dyrke vores passioner 

• lære af andre 

• hjælpe andre 

At gå på opdagelse, samarbejde, konkurrere 

og hjælpe andre er meget sjovere og ofte mere 

lærerigt end at læse lærebøger. 

På nogle områder er det nødvendigt med en 

ekstra elektronisk åbenhed som supplement til 

den nuværende åbenhed. Skolen skal integreres 

bedre i det omgivende samfund. Skolebørn 

laver i dag projekter ved at gå ud og 

interviewe ældre om gamle dage. Jeg vil ikke 

erstatte sådanne personlige møder med elektronisk 

post, men man kunne da godt forestille 

sig at elevernes rapporter blev lagt på 

Internettet så de ældre bagefter kunne se 

resultatet af deres medvirken og kommentere 

rapporterne - ligesom ældre i stigende grad vil 

lægge deres erindringer ud på nettet til glæde 

for bl.a. skolebørn. 

Forskning 

Samfundets ypperste videnopbygning kaldes 

forskning, men uanset forskningens kvalitet 

så er den efterfølgende videndistribution 

overordentlig mangelfuld. Ny viden er alt for 

mange år om at trænge igennem til den 

almindeligt velorienterede offentlighed. 

Gennem mange år har forskerne offentliggjort 

deres resultater i videnskabelige tidsskrifter, 

dvs. på papir - primært fordi de på den måde 

kvalificerer sig til bedre stillinger (og onde 

tunger påstår i den forbindelse at en del af 

Uddannelse 


58 

tidsskrifterne er “write only” - ingen læser 

dem). Selv når de samles på kongresser er det 

“papers” de fremlægger. 

For tiden er en stor del af disse tidsskrifter, 

hvis antal gennem mange år har været eksponentielt 

voksende, ved at blive omlagt til 

elektroniske tidsskrifter - foreløbig en yderst 

svag tilnærmelse til skærmmediet; der er 

stadig tale om papirer i forklædning, ikke om 

hypermedier. 

Samtidig oplever vi en tidsalder hvor stadig 

flere almindelige mennesker flytter deres tillid 

væk fra videnskaben og over til det “alternative”. 

Man burde forlange af forskerne at resultatet 

af deres anstrengelser i højere grad stilles til 

rådighed for befolkningen, måske tillige at de 

inviterer befolkningen indenfor i varmen, i 

selve videnopbygningen. 

Hvorfor er den danske dyreverden ikke til 

beskuelse på Internettet? Med den interesse 

for dyreudsendelser der er på tv, er det oplagt 

at gøre oplysninger om danske dyr onlinetilgængelige 

på Internettet - i lyd og billeder, 

med velredigerede videnskabelige rubrikker, 

med link til forskningsresultater, med konkurrencer 

om månedens billede, med brevkasse 

osv. Hvem arbejder på det? 

Og hvem arbejder på et tilsvarende websted 

om den danske flora, en digital Flora Danica? 

Når forskerne har lagt bunden, vil skolebørn 

og pensionister, fritidsfolk, kommunale 

gartnere og andre interesserede følge efter ved 

at samarbejde på webstederne om de lokale 

gadekærs dyr og planter, sprøjtning, beskæring 

og pasning. 

Og hvem arbejder på webstederne om den 

danske sundhed og den danske historie? 

Formentlig ingen - endnu - og arbejdet vil i 

givet fald blive forsinket af flere års indledende 

kævl om hvorvidt ansvaret skal ligge i 

Århus eller København.

59 

Mennesket 

Er det teknikken eller mennesket der sejrer? 

Svaret vil for altid blafre i vinden eftersom 

mennesket evner at tilpasse sig så mange forskelligartede 

forhold, og eftersom det er fuldstændig 

uklart hvad man forstår ved “mennesket”. 

Det er ikke desto mindre det vigtigste spørgsmål 

for mange mennesker, og de fleste er 

enige om at vi ikke skal lade os styre af computerne, 

men at vi i stedet skal lære at beherske 

dem. Men kan vi overhovedet lære at 

styre teknikken? 

Lad mig prøve at indkredse et svar ved at 

pege nogle mulige følger af skriftkulturen og 

dens bogteknik. Lad os prøve at lære af 

historien. 

Nærsynethed 

Forskerne tør ikke rigtig tro det, det diskuteres 

undertiden, men det undersøges sjældent: 

Når halvdelen af amazonindianerne ikke 

bærer briller, så er det ikke fordi der mangler 

optikere langs floden, men fordi optikerne 

ville være arbejdsløse! 

I bogligt højt udviklede lande er der mange 

nærsynede. I Danmark skal ca. 20% af den 

voksne befolkning have briller for at få kørekort 

- på grund af for stor nærsynethed. 

Blandt ufaglærte er der kun få procent nærsynede, 

blandt højtuddannede er procenten 

langt større. Da man begyndte at måle nærsynethed 

i 1800-tallet var op mod halvdelen 

af de universitetsstuderende nærsynede. Der 

var ingen nærsynede i Grønlands arktiske 

områder for 40 år siden; i dag er en voksende 

procentdel nærsynede. Noget tilsvarende gør 

sig gældende i f.eks. Taiwan. Risdyrkerne var 

ikke nærsynede, men deres bogligt ambitiøse 

børn er det i foruroligende grad. 

Nærsynethed synes at have skriftlighed som 

en forudsætning! Der er ikke præcise forklaringer 

på fænomenet. Måske skyldes det skolesystemet, 

måske læsningen som kræver 

mange timers daglig fokusering på 30 cm’s 

afstand, måske udformningen af de latinske 

bogstaver, måske ernæringen, måske læseretningen, 

måske indavl blandt de flittigste 

Mennesket 

læsere, måske flere af disse forhold i forening? 

Ingen ved det, og man regner i øvrigt 

ikke nærsynethed for noget særligt 

“problem”. 

Depressioner 

Fra det fysiske fænomen nærsynethed til det 

mere psykiske fænomen depression: Også 

psykologer langs Amazonfloden ville være 

arbejdsløse. Der er ikke antydning af depressioner 

blandt “primitive” folkeslag! 

I vestlige samfund vil omkring 25% af kvinderne 

og 10% af mændene blive ramt af en 

depression på et eller andet tidspunkt i deres 

liv. Mest udsat er storbyernes befolkninger, 

og selvom depressioner hyppigere rammer 

mindrebemidlede og arbejdsløse, er der for 

kvindernes vedkommende også indikationer 

på at visse højere uddannelser giver en øget 

risiko for depressioner. Opgørelsesmetoder og 

statistikker fra land til land kan være forskellige, 

men en nyere tværkulturel undersøgelse 

viser en klart lavere forekomst i nyligt udviklede 

lande som Taiwan og Korea end i lande 

som USA og Canada, Tyskland og Frankrig. 

Igen er forklaringsforsøgene mange: tab af en 

nærtstående person, nedarvning, depressive 

mødre, autoritære fædre (eller det modsatte), 

manglende udskillelse af stoffet serotonin 

osv. Mand og kvinde imellem peges der på 

årsager som “udviklingen” i al almindelighed, 

det stressede liv, kravene på arbejdsmarkedet 

og de mange skilsmisser. 

Et gennemgående træk ved disse forklaringer 

er tabet af et fællesskab, og den mest grundliggende 

og simple forklaring på forekomsten 

af depressioner er at det tætte fysiske fællesskab 

som mundtlige kulturer er nødt til at opretholde, 

ikke opretholdes i vores skriftlige 

kultur. Her er det jo ikke nødvendigt! Det er i 

øvrigt en kendt sag at depressioner lindres betydeligt 

ved at hjælpe andre. 


Abstrakt tænkning 

I mundtlige kulturer tænker man langt mere 

konkret og situationsbundet end man gør i 

skriftlige kulturer. Skriftsproget fremmer en 

abstrakt tankegang. 

Den russiske forsker Luria gjorde i 1930´erne 

nogle undersøgelser i de primært mundtlige 

kulturer i Usbekistan og Kirgisistan, bl.a. 

nogle forsøg hvor forsøgspersonerne skulle 

dele fire tegninger af genstande, hammer, sav, 

økse og bjælke, i to kategorier med tre i den 

ene og en i den anden. Vi andre ville uden 

tøven udskille bjælken; den er jo ikke et 

redskab sådan som de tre andre genstande. 

Men forsøgspersonerne ville hellere udskille 

øksen; den er ikke så anvendelig som saven. 

Fortalte man dem at hammer, sav og økse er 

redskaber, og derfor skal bjælken udskilles, 

fastholdt de at bjælken var nødvendig - “ellers 

kan man jo ikke bygge noget”. Tankemønstret 

er bundet til en situation hvor man skal bruge 

hammer, sav, økse og bjælke. 

I det nordlige Thailand bor et lille isoleret 

jæger- og samlerfolk, mlabrierne, som er 

undersøgt af bl.a. den danske forsker Jesper 

Trier. Når han spurgte dem hvad de ville gøre 

hvis et eller skulle ske, så svarede de: “Men så 

er det jo ikke sket!” Abstraktionsevnen er 

simpelthen fraværende. 

Selv en så banal - synes vi - ting som en liste 

over noget er ikke bare ukendt i mundtlige 

kulturer, den vil også være uforståelig. Det 

skal ikke opfattes således at mundtlige kulturer 

ikke har behov for det overblik en liste 

giver, men behovet dækkes ikke med abstrakte 

lister, men med fortællinger, f.eks. opbevares 

lange og indviklede slægtsforhold i fortællinger 

om slægtens historie og oprindelse 

krydret med forholdet til andre slægter. 

Mennesket 


60 

Bogen eller mennesket? 

Hvis skriften og bogen bragte os læsende Amennesker 

og ordblinde B-mennesker, nærsynethed, 

depressioner og abstrakt tankegang, 

var det så bogen eller mennesket der sejrede? 

Lærte vi at styre teknikken og beherske bogen? 

Ja, vi lærte at beherske bogen; vi er gode til 

det med bøger og skrivning i dagens Danmark. 

Vi læser og skriver. Vi bruger bøgerne 

til at dygtiggøre os og få en større horisont. 

Men vi lærte at beherske bogen på bogens 

præmisser! Vi, de læsende A-mennesker, er 

blevet nærsynede, depressive og skriftkloge 

mennesker med en højt udviklet abstrakt 

tankegang, men uden udprægede evner for at 

løse problemer i den konkrete virkelighed! 

Sørgeligt, og heldigvis kun delvist sandt! Men 

vi undersøgte aldrig for alvor følgerne af 

skriftligheden, vi undersøgte aldrig de ergonomiske 

egenskaber ved latinske bogstaver i 

forhold til f.eks. runer eller kinesiske skrifttegn. 

Vi begrænsede aldrig læsning til nogle 

få timer om dagen; vi gør det stadig ikke, og 

man ville blive til grin hvis man foreslog en 

studieskadeerstatning! Vi tilpasser os i stedet, 

korrigerer synet med et par briller eller kontaktlinser, 

får lægen til at ordinere et antal 

lykkepiller og glæder os over evnen til at 

tænke abstrakt. 

Den mest omfattende abstraktion verden endnu 

har set, er i øvrigt computeren. Den har kapacitet 

til at rumme alle abstraktioner som 

man kan beskrive, og til at løse alle problemer 

som kan løses ved en beskrivelse. På dit 

skrivebord står måske en konkret computer, 

din pc, men den egentlige computer er et 

begrebsmæssigt design, en abstraktion. 

Charles Babbage begyndte at designe den 

første computer i 1833; hans drøm var at 

fremstille en dampdrevet regnemaskine. I dag 

drives computeren ved elektricitet, om 

hundrede år måske ved kemisk-biologiske 

kraftkilder, og måske er den indbygget i hjernen. 

Den konkrete udformning kan variere, 

abstraktionen vil bestå. Det vil mennesket 

sikkert også - i en eller anden udformning der 

ikke nødvendigvis er den aktuelle!

61 

Maskinstorm en mulighed 

Var vi i stand til at indføre skriftlighed og 

samtidig bevare den mundtlige kulturs goder, 

fortællingerne og fællesskabet? Nej, har man 

én gang smagt af kundskabens træ, er Paradis 

lukket! Som gymnasielærer i provinsen i 

1970’erne hørte jeg undertiden forældre 

beklage at vi tog deres børn fra dem. Skriftlig 

uddannelse har sine omkostninger, og en af 

dem synes at være at der ikke er nogen vej 

tilbage. 

Kan man indføre edb-kulturen og samtidig 

bevare de goder som skriftkulturen trods alt 

byder på? Det bliver svært. Med ny teknik 

synes der kun at være to muligheder for stillingtagen: 

forkastelse eller accept. 

Den kontante løsning er at tage afstand fra 

den ny teknik. Her så pædagogerne Bent 

Madsen og Arne Mortensen rigtigt da de afbrændte 

en pc: Hvis vi ikke vil ind i edb-kulturen, 

så lad os smide udstyret ud. Lad os ikke 

tro at der er noget der hedder en blød mellemvej, 

edb på menneskets betingelser eller 

Internet med et menneskeligt ansigt. 

Forkastelse af teknikken er faktisk mulig. Til 

USA udvandrede i begyndelsen af 1700-tallet 

en række religiøse samfund, blandt disse Amish-folket. 

De tillader endnu i dag kun meget 

få teknologiske forandringer, og kun hvis 

de er til gavn for fællesskabet, eksempelvis 

har de gummibelægning på deres vognhjul! 

Vognene er naturligvis hestetrukne. Skolerne 

har kun ét klasseværelse hvor børn fra første 

til ottende klasse undervises samtidig. Deres 

ledere har ingen materielle fordele af deres 

lederskab. Maden laves på komfur, og lyset er 

ikke elektrisk. De lever efter sigende lykkeligt, 

og de deltager i hvert fald ikke i 

forbrugsræset. 

Tilpasning er sædvane 

De nye medier stiller deres egne betingelser 

på godt og ondt, og i vores samfund tilpasser 

mennesket sig som regel fordi der er så lidt 

“man” kan gøre. Vi har ikke et råd af religiøse 

ledere som bestemmer over hver ny teknologisk 

dims. Vi har heller ikke den samme 

opfattelse af hvad der er godt, og hvad der er 

skidt. Vi ved ikke hvad et rigtigt “menneske” 

Mennesket 

er, et “helt” menneske som visse pædagoger 

ynder at tale om. 

Vi har demokratiske afstemninger i stedet, 

men måske med begrænset effekt. Selvom 

svenskerne har stemt for at nedlægge atomkraftværker, 

så er den første bulldozer så vidt 

vides endnu ikke kørt i stilling. Der er jo også 

de i vores samfund så betydningsfulde “økonomiske” 

hensyn. 

Ville vi overhovedet være rede til at udskifte 

latinske bogstaver med kinesiske skrifttegn 

hvis vi derved kunne begrænse nærsynetheden? 

Fordømmer vi læsning og lange studier 

fordi det er asocialt at læse? Man hører 

næsten latteren bryde ud... 

Historien gentager sig 

Det har været politisk korrekt at kritisere det 

nye, dvs. computeren, de “åndssvage” spil og 

den ødelæggende mus, og kritikerne har helt 

sikkert ret i nogle af deres påstande. 

F.eks. er det rigtigt at hypermedier ikke fremmer 

fordybelsen i et emne. Man farer ofte 

vild, bliver forvirret og mister vurderingsevnen: 

Er det vigtigt eller uvigtigt, det jeg har 

slået op på? Jeg ved det ikke! 

Der er sikkert også hold i påstanden om at 

computerne ikke medfører det vi forstår ved 

dannelse. Det rejser imidlertid andre spørgsmål, 

bl.a. om vi alle forstår det samme ved 

dannelse, og hvilken pris vi vil betale for at 

bevare denne dannelse? Og måske var det 

egentlig skriftsproget som fjernede den første 

lille bid af ægte dannelse? 

Andre kritikpunkter har en mere tvivlsom 

værdi. F.eks. er mange imod computerspillene 

af samme årsager som de gamle kritikere af 

de engang nymodens “romaner”: De er ren 

underholdning, ødelæggende for uvidende 

sjæle som burde bruge tiden bedre, f.eks. læse 

i biblen (dengang) eller læse romaner (nu)! 


Nye medier, nye muligheder 

Trods nærsynethed og depressioner - eller 

måske på grund af? - finder jeg det personligt 

spændende at følge de nye medier. De 

udvider vores muligheder som mennesker, de 

giver basis for nye oplevelser og nye erfaringer. 

For mange handicappede har de 

betydet store forbedringer i mulighederne for 

kommunikation med omverdenen. 

Med de nye hypermedier er vi ikke længere 

bundet af skriftsprogets og papirets begrænsninger. 

Vores papirbilleder er blevet til 

levende skærmbilleder, vores beskrivelser af 

lyd er blevet til rigtig lyd. Det kan være 

nyttigt at læse at en bogfinke afslutter sin 

sang med et ribsgebir, men det er trods alt 

mere forståeligt hvis man får sangen præsenteret. 

Hypermedierne vil betyde at vores viden og 

vores formler i meget større udstrækning vil 

blive præsenteret som visualiseringer, simuleringer 

og sensorisk simulation, også kaldet 

virtual reality. Vi vil lære nye færdigheder 

ved at træne med simuleringer på skærmen, i 

finurlige computerstyrede dragter eller ved 

direkte nervepåvirkninger. 

Det vil helt sikkert få uheldige effekter, f.eks. 

at nogle ikke kan skelne mellem virkelighed 

og simulering, ligesom enkelte unge i dag 

synes at have svært ved at skelne mellem 

konsekvenserne af filmvold og rigtig vold. Vi 

forbyder ikke film af den grund, men det 

burde få os til at bekymre os om netop de 

unge som ingen synes at bekymre sig om 

førend det er for sent. 

Der er ingen teknologi som altid er god, heller 

ikke hypermedierne, men så meget desto mere 

grund er der til at bekymre os om hinanden og 

prøve at genopbygge det tabte fællesskab. 

Mennesket 


62 

De kloge af i dag, de unge? 

I en mundtlig kultur har de gamle høj status: 

De har set meget, hørt meget og således lært 

meget. I vores skriftlige kultur har de gamle 

mistet deres status. Hvad der gav status - indtil 

for nylig i hvert fald - var derimod om man 

havde læst meget og helst også skrevet meget. 

Et gæt på hvad der giver status i fremtidens 

digitale kultur, kunne være om man surfer 

meget på Internettet, og om man har udviklet 

mange hypermedier! 

Det er et gæt som ikke bliver modbevist af 

dagens stillingsannoncer. Det virker også som 

om de unge via fjernsyn og computerspil har 

forberedt sig grundigt på digitaliteten. De 

fleste folkeskolelærere synes at være enige 

om at børn og unge i dag er mere egocentriske, 

rodløse, snakkende og vidende (på 

spredte områder) end tidligere. Der er blot 

større uenighed om hvorvidt det er godt eller 

skidt. 

De (få?) der synes det er godt, argumenterer 

med at de unge ved netop denne adfærd har 

tilpasset sig udfordringerne i digitaliteten 

hvor 

• der savnes faste holdepunkter (derfor 

egocentrien - for dog at holde fast i noget 

vedvarende, én selv!) 

• hvor man hele tiden skal omstille sig 

(heraf rodløsheden) 

• og hvor man skal kommunikere meget 

(derfor snakkende) 

• om mange forskelligartede emner (hvorfor 

spredt viden er godt). 

(Argumentationen er hentet fra Jens Rasmussen: 

Socialisering og Læring, 1996) 

Dette hæfte har forsøgt at beskrive nogle af 

seværdighederne på vejen ind i digitaliteten så 

man er en smule forberedt hvis man vælger at 

gå den vej. Valget er imidlertid læserens 

privilegium - eller dilemma.

63 

Abstrakt tænkning, 59 

ActiveX, 40 

Adresser, relative og absolutte, 

24; 25; 27; 31; 36; 38 

Afsnit, 14 

Allers illustrerede 

Konversationsleksikon, 19; 

20 

Amish, 60 

Analyse, 28 

Applet, 40 

Automatisk linjeskift, 8; 10 

Babbage, Charles, 59 

Backtracking, 26 

Billedfiler, 39 

Blade, at blade, 12 

Bladre, at bladre, 12 

Blindskrift, 13 

Bogfinke, 61 

Bogmærke, 26; 37 

BPR, Business Process 

Reengineering, 55 

Browser, 33; 37; 38 

Bøger, 20; 32; 54 

Børn og unge, 6; 61 

Båndbredde, 40 

Compiler, 21; 25 

Dannelse, 60 

Data, 48; 49 

Database, 16; 25; 36 

Datadisciplin. Se Disciplin 

Datanet, 4; 5; 9; 10; 29; 36; 40 

Defaults, 9; 17; 18 

Depression, 58 

Digitalitet, 13; 46; 55; 61 

Disciplin, 4; 15; 19; 37; 46 

Dispositio, 15 

Disposition, 15; 28; 30; 31; 37 

Dokumentinformation, 19; 42 

Downloade, 40 

Editor, 7; 33; 34; 37 

Egenskaber, 

dokumentegenskaber, 19 

Eksekverbare filer, 25 

Elektroniske opslagsværker, 5 

Element (i HTML), 34 

Elokvens, 11 

Erkendelsesskrivning, 27; 28 

FAQ, 48; 51; 53 

Felt, 16; 17 

Filmfiler, 40 

Stikord 

Filnavn, 42; 44 

Filnavne, 42 

Fisk, 28; 29 

Flora Danica, 57 

Font, 10 

Fordybelse, 60 

Forfatterværktøjer, 39 

Formaliseret viden, 48 

Forskning, 57 

Fortolker, 7; 33 

Fortælling, 13; 49; 59; 60 

Fritekstsøgning, 43 

Fællesskab, 49; 58; 60; 61 

General Electric, 51 

Genfinding af data, 41; 42 

Grønland, 58 

Gutenberg, 49 

Hierarki, 15; 21; 22; 30; 31 

Hjemme-pc, 50; 53 

Hjælpefiler, 21; 26 

Hotline, 51 

HTML, 10; 16; 34; 37 

Hypercirkel, 20 

Hyperlink, 37; 44 

Hypermedier, 39; 46; 47; 54; 

60; 61 

Hypertekst, 19; 20; 33 

Hypertekstfunktioner, 22 

Hypertekstprogram, 20 

Implementering, 18; 24 

Indkøbscenter (som 

tekstmodel), 30 

Information, 41; 43; 48 

Innovationskapital, 52 

Intellektuel kapital, 51; 56 

Interaktiv, 46 

Internet, 4; 5; 10; 16; 22; 23; 

33; 36; 38; 61 

Intranet, 4; 23; 36 

Java, 40; 56 

Kildetekst, 8; 12; 20; 25; 33; 

37; 38; 40 

Kill your darlings, 27 

KISS, 18; 43 

Klippe-klistre, 4 

Kommunikationskanal, 34; 40 

Kompression, 39 

Kronologi, 29 

Kulturblindhed, 54 

Kundekapital, 52 

Kybernetik, 48 

Lapidarstil, 28 

Larsen, Steen, 54 

Ledelse, 23; 53; 54 

Leporellolister, 6 

Lineær tekst, 20; 23 

Linjeskriver, 6 

Link, 20; 22; 24; 25 

Litteralitet, 13; 55 

Lotus Notes, 26 

LPR, Learning Process 

Reengineering, 55 

Luria, 59 

Lydfiler, 39 

Lær Selv-program, 54; 57 

Læsning, endimensional, 20 

Læsning, lineær, 21; 30 

Læsning, todimensional, 21 

Madsen, Bent, 54; 60 

Manual, 23 

Manuzio, Aldo, 54 

Mappestruktur, 41; 42; 44 

Maskinstorm, 60 

McKinsey & Co., 44 

Mellemrum, 11 

Menneskelig kapital, 51; 56 

Metainformation, 43 

Microsoft Internet Explorer, 

33; 36 

Microsoft Multimedia 

Developer, 26 

Microsoft Multimedia Viewer, 

26 

Mlabrierne, 59 

Mortensen, Arne, 54; 60 

Multimedier, 39 

Mundtlig kultur, 13; 55; 61 

Mødereferat, 29 

Navigeringsinformation, 30; 

32; 35 

Netcomputer, 40 

Netscape, 33 

Normal-skabelonen, 17; 18; 27 

Nyhedsrubrik, 28; 29 

Nærsynethed, 58 

Omstillingsparathed, 3 

Onlinedokument, 23; 37 

Onlinelayout, 37 

Onlineuddannelse, 54 

Opslagsværker, 23 

Oralitet, 13; 55 

Orienteringslæsning, 21; 27; 30 


Overlappende tekst, 22 

Oversigtsdokument, 44 

Oversætter, 8; 21; 25 

Papir, 3; 4; 5; 9; 17; 19; 23; 29; 

46 

Papirmedier, 46 

Papyrus, 12 

Paradis, 60 

Pc-kørekort, 53 

Pejlemærke, 28; 30 

Pejling, 21; 28; 29; 30 

Platon, 55 

Popuptekst, 22 

Porno, 47 

Post, 16 

PowerPoint, 16 

Proceskapital, 52 

Proportionalskrift, 11 

Præsentationsskrivning, 27 

Pythagoras, 56 

Redundans, 32 

Release, 3; 10; 18; 40 

Retorik, 11; 15 

Romaner, 13; 19; 20; 23; 60 

RTF, Rich Text Format, 25 

Rulle, at rulle, 12 

Sagsinformation, 30; 31 

Séga, mauritisk, 39 

Sekventiel tekst. Se Lineær 

tekst 

Sensorisk simulation, 61 

Shopper, 30; 31 

Sideskriver, 6 

Skabelon, 17 

Skabelon, at vedhæfte 

skabelon, 18 

Skema, 17; 32; 46 

Skriftlig kultur, 13; 55; 58; 61 

Skriftsprog, 47; 55 

Skrivemaskine, 3; 5; 9; 11; 14; 

18; 36; 46; 53 

Skærmlæsning, 21 

Sokrates, 55 

Spor, 26; 39 

Spring, 19 

Status, 61 

Sti, 26 

Strukturel kapital, 52; 56 

Superbruger, 8 

Surfe, 61 

Syntese, 28 

Stikord 

Søgning, 43 

Tabel, 16 

Tabulator, 11 

Taiwan, 58 

Teknologiskift, 3; 24; 50; 60 


Anden grundsætning, 12; 22; 

32 

Definition, 5 

Fjerde grundsætning, 25 

Første grundsætning, 9 

Tredje grundsætning, 16 

Tekstmodel, 28 

Tidsskrifter, 57 

Todimensional tekst, 20 

Trier, Jesper, 59 

Trommedans, grønlandsk, 39 

True Type, 10 

Typografi, 14; 15 

Udbudsforretninger, 4 

Uddannelse, 13; 18; 24; 50; 54; 

56 

Undervisning, 18 

USA, 58; 60 

Vedhæftet fil, 10 

Viden, 24; 47; 48; 57 

Videnmanagement, 36; 53 

View, 12; 37 

Viewer, 12; 13; 15; 16; 33 

Virtual reality, 61 

Web-side, 37; 38; 40 

Wiener, Norbert, 48 

Word 97, 23; 36 

WordPerfect, 8 

WordStar, 8 

WYSIWYG, 8 

XML, 40 

Zoom, 12 


64

Tekster i edb-kulturen - KnowWare

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?