2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

Som monometret hører hjemme i det firefodede vers, således kunne man vente at finde en
speciel trefodet indskudsform i femfodede vers. Den forekommer virkelig, om end sjældent, et
eksempel ses af strofen:
Der ligger nat endnu om verdens riger;
Bliv hos os, Herre, di som aldrig sviger!
Fra lyset i dit ord, det ene sande.
Du tændte sidst i nord,
Spred glansen over jord til alle strande. (Ernst von der Recke)
Den mærkelige strofe, der som et enestående, uforklaret pragtfænomen dukker op i vores ældre
salmedigtning (Bording, Kingo, senere brugt af Oehlenschläger), og som ikke synes beslægtet med
andre end spanske former – se 224 – gives her i sin andensteds fuldkommengørelse ved tilføjelse
af det manglende midterrim i linie 3.
177. Med det her gennemgåede (168-176) har vi givet nøglen til
forståelsen af næsten alle strofer i vores litteratur så vel som anvisning til
bygning af flere, forsåvidt som mulighederne . navnlig i dalende rytmer –
ikke overalt er udnyttede. At indregistrere alt, hvad der findes af former,
vil blive uoverkommeligt; her til slutning endnu et par strofer, som viser
den samtidige anvendelse af flere ændringsformer for rytmen:
Held os! Den gamle med rimfrosne lokker,
Vinteren flyr:
Våren, bekranset med himmelblå klokker,
Livet fornyr
Striden var hård, men den freden skal bringe,
Sejren skal klinge,
Løftet på tonernes mægtige vinge
Højt mod de purpurne skyer. (Heiberg)
Typen for denne seksliniede, af tre tetrametre dannede grundstrofe.
Denne anden og fjerde linie ser vi afkortede til monometre; dens femte
linie er endvidere fordoblet, og midt i det således dannede liniepar af
firearsiske vers er slutteligt endnu et monometer anbragt som indskud. I
strofen:
En aften ensom gik jeg nys,
Stjernerne funkled;
Den halve måne med sit lys
Halvt dem fordunkled.
Jeg drog ad vildsomme sti så lang,
Og stedse slog på min tavse gang,
Nattergalen sin trille. (Heiberg)
ser vi den samme seksliniede grundform, hvori kun femte linie er
fordoblet og anden og fjerde forkortet. Hvad der gør strofen mærkelig, er
dens brug af chorjambiske former, hvortil disse korte linier, så stærkt
indbyder, i det de derved bliver særligt klangfulde og skarpt afgrænsede.
I anden og fjerde linie har Heiberg således overalt gennemført den
egentlige chorjambe, i slutningslinien den sekundære, kretikanapæsten.
De to her anførte strofer hører til det ypperste, vores litteratur har
frembragt af selvstændige former. En livfuld rytme, udledet af selve den
fireliniede, type viser strofen:
108 | D a n s k v e r s l æ r e