2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

fireliniede trokæer med indskudte monometre (strofeformen dog i hvert
digt gennemført ens). Heiberg har oftere brugt rytmen:
Ånd, som Paradis har vundet,
Sig, hvi ned du monne stige
Fra det lyse Englerige,
Til hvis top du vej har fundet?
Er du bundet
end hertid med noget bånd?
Med den sang, som hisset klinger,
Dine vinger
Hæv end ej, forklarte ånd,
Før jeg selv med dig mig svinger!
222. Glosa. Af denne digtart (som efter ældre skrivemåde, men
uden betydning for udtalen, ofte skrives med dobbelt s) findes i spansk i
mangfoldige former. Alle består de af et tema, en kort begyndelsesstrofe,
der indeholder en hovedtanke, som derefter videre udføres i de
påfølgende, længere strofer, variationer, og således, at hele temaet eller
temaets slutning alene gentages i deres slutningslinier. I den
underafdeling som almindeligt betegnes ved navnet Villancíco, og som
består af korte, to- eller trefodede (dog også engang i mellem firefodede)
jamber eller trokæer, gentages temaets slutning uforandret eller med en
ringe ændring eller slutningsordet alene i alle de følgende strofer. En
mere regelbundet form, glosen, i snævrere forstand, består i en
anvendelse af decimen. Temaer dannes af en firefodet trokæisk strofe,
hyppigst en redondilla, dog også en treliniet eller en Quintilla, som tages
af et fremmed, velbekendt digt, der således siges at gloseres; dets linier
gentages en efter en i deres naturlige orden som decimernes
slutningslnier. Er det gloserede tema undtagelsesvis meget langt, lader
man det på denne måde gentages, ikke i enkeltlinier, men i liniepar. Et
enkelt eksempel på en sådan glose findes hos Oehlenschläger i ‖Prinsesse
Caroline Amalies Fødselsfest‖, der rigtignok indeholder den
usædvanlighed, at temaet er selvgjort; af digtet anføres her temaet
tilligemed en strofe, der viser en anden rimstilling af decimen end den
almindeligt brugte:
Vor Amalies fødselsfest
Ville vi så gerne sjunge,
Altfor svage digtertunge!
Tavshed tyder glæden bedst.
Når i venlig pragt fremtræder,
I smaragdengrønne skrud,
Med de blomstersmykte klæder
Flora som en dejlig brud
Med den liljehvide hud
Og med morgenpurpur-kinder,
Strålehår i Zephyrblæst
Og med øjne som kærminder, -
142 | D a n s k v e r s l æ r e