2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

36 | D a n s k v e r s l æ r e
Ser jeg ret? Nu belønnes jeg stort!
- u | - u u | - u u | -
Hvilken ganske fortræf- fe- lig port.
- u | - u u | - u u | -
I reglen vil det ved nærmere betragtning af versene og deres forbindelse
være klart, hvad der menes, men tilfælde kan dog forekomme, hvor hele
rytmen bliver tvivlsom, som i en enkelt ikke særlig velbygget strofe af en
mig ubekendt forfatter, der kan læses:
eller:
Det er tid! Det er tid!
u u - | u u -
Stig i vandet snart!
u u - | u -
Over hav er det mørkt,
u u - | u u -
Under bølgen klart –
u u - | u -
Det er tid! Det er tid!
- u - | - u -
Stig i vandet snart!
- u - u | -
Over hav er det mørkt,
- u - || - u u
Under bølgen klart –
- u - u || -
58. For at bygge sin rytme godt må versifikatoren derfor være
opmærksom på det skjulte skær, som dette forhold frembyder, og navnlig
altid stræbe efter at anslå den klart fra begyndelsen. Af denne grund
vælger vores gode versifikatorer uvilkårligt næsten overalt den enkelte
jambe til at indlede den stigende rytme, selv hvor den i sit videre forløb
dannes af andre fødder:
En dej-lig ung ridder i lunden mon gå,
u - | u u -|| u u - | u u -
En adelsmands datter så tænkte han på
u -| u u -|| u u - | u u - (Hertz)
En gennemført anapæstisk begyndelse hører til sjældenhederne. Til
en pæonisk har aldrig nogen vovet sig.
Anmærkning. Hvad selve den jambiske begyndelse angår, da modificeres denne imidlertid ofte på
en egen måde, analogt med den i oldtiden tilladte form for en jambisk dipodi, hvor den
første stavelse var lang. I det man nemlig, selv ved en noget hasarderet form, i en simpel
og velbekendt rytme tør løbe an på tilhørernes fortrolighed med denne, kan man vove at
lade den første stavelse være ubestemt: Øret vil dog, alt eftersom den anden eller den
tredje stavelse viser sig som en virkelig thesis, straks fatte rytmens karakter som dalende
eller stigende. Man tør i jambiske vers endog vove at lade den første stavelse bære en
hoved-, den anden en biaccent: