2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

119 | D a n s k v e r s l æ r e
Jeg hørte de høje palmer
Suse svagt med sød musik;
De hvisked, i hvor jeg stod og gik:
Sakuntala, Sakuntala. (Drachmann)
Alligevel er der her i rytmen noget, som på en heldig måde samvirker
med det forunderlige æterisk tågede i digtet – atter et bevis på de
uforudsigelig biomstændigheders magt.
Rytmen 4. 3. 4. 4 ses af strofen:
Formen 4. 4. 3. 4 ses af strofen:
Våren kommer, alt er glæde,
Vintrens nød er glemt;
O men harpen i mit indre
Klinger dog vemodigt stemt. (Welhaven)
Hvilestunden nærmer sig,
Medens jorden syg sig vånder,
Kommer søvnens ånder,
Svøbt i tågens dunkle flig. (Welhaven)
Endelig er formen 4. 4. 4. 3 ikke ganske sjælden; den ses af halvstrofen:
Hvor er din stemmes glade klang,
Dit smil, din lette jomfrugang?
Din mund er stum og tungt dit fjed,
Hvor er dit hjertes fred? (Molbech)
Også denne er en naturlig evolutionsform af et ufuldstændigt tetrameter.
189. Et tilbageblik på denne strofeklasse vil altså sige os, at i den
fireliniede strofe næsten alle kombinationer af tre- og firearsiske
forbindelser er mulige – mer eller mindre – men at også her visse love
har deres gyldighed. Først og fremmest, at linieparrene og deres mulige
afledninger altid bestemt må fornemmes som sådanne, og at de må
bevare præget af ensartethed, som beror på udgangenes former. Heldigst
er det altid, hvor den firearsiske linie netop kun har den ene arsisstavelse
mere end den tilsvarende trearsiske, som altså bør have kvindelig
udgang. Bedst anbringes de firearsiske i linier, der svarer til tetrametrets
første led, altså den fireliniede strofes første og tredje. Anbringes de i
anden eller fjerde, kræves kvindelig udgang i begge linieparrenes første
led. Evolution bør i den slags strofer almindeligvis . navnlig i alle ikkejambiske
– kun foretages med de firearsiske linier, og kun, når disse
befinder sig på deres normale plads, i første og tredje led.
Anmærkning. Ofte dannes otteliniede strofer ved forening af to nærtbeslægtede, men dog
forskellige halvstrofer; et eksempel er Drachmanns ‖Sakuntala‖; et andet ligeså vellykket er
Winthers ‖Rankens datter‖:
Når druens smækre moder
Har fostret dattren ved sit bryst,
Og i de blanke kloder
Sig spejler himlens lyst,
Da springer hun fra løvets skjold,
Hvor hun har siddet tryg og bold,