2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

særegenheder, har vi altså (bortset fra daktylisk udgang) over 1000
former at undersøge, af hvilke der selvfølgelig kun findes eksempler på et
forsvindende minimum. Det skorter følgelig på det til undersøgelsen
nødvendige materiale. Lægger man dertil, at evolutioner også
forekommer og gør krav på særskilt behandling, og tager man i
betragtning, at rimet også har sin betydning, hvor det gælder om at gøre
en vanskelig forbindelse mere gennemsigtig, som overhovedet, at de
mest uforudsigelige biomstændigheder undertiden kunne motivere en
rytmisk figur eller omvendt forstyrre dens væsen, - så vil man kunne
indse, at her findes et område, hvor menneskeligt skarpsind er ude af
stand til at drage faste grænser. I stedet for at foretage en
kæmpemæssig undersøgelse, hvis udbytte kun kan blive ringe og som i
det hele næppe står i forhold til sagens vigtighed, må man hellere nøjes
med at henvise enhver eventuelt forekommende enkeltform til ørets
afgørelse, som altid må forblive den højeste instans. For det må
fastholdes, at metrikkens opgave overhovedet kun bør strække sig til
fornuftsmæssigt at begrunde denne. Vi vil derfor kun i løse omrids angive
nogle hovedregler for de nævnte verskombinationer, hvorved vi for at
undgå vidtløftighed nødes til kun at se på arsisantal og kun meget lidt
kunne tage hensyn til de forskellige udgange.
184. Bygger vi, for at tage det simpleste eksempel, en strofe af linier
med arsisantal 3. 3. 4. 3., da vil man indse, at vi her har typen for to
langlinier af Nibelungenversets form. Denne bygning lader sig med
organisk karakter gennemføre overalt:
Endog ved daktylen:
115 | D a n s k v e r s l æ r e
Den grønne vang i lien,
Hvor græsset vokser tæt,
er med sin rige sommerpragt
En lys, velsignet plet. (Welhaven)
Skære, skære havre!
Hvem skal havren binde?
Det skal allerkjæresten min,
I hvor jeg ham skal finde, (Børnevers)
Se, nu er vindene milde,
Våren har åndet på luften,
Luften har kysset hvert blad og hver blomst,
Som står langs den rislende kilde.
Man vil dog her bemærke, at vellyden beror på, at disse strofers første
linie har kvindelig udgang, altså bringes den tredje så nær som muligt, og
at dernæst denne har mandlig, hvorved forøgelsen reduceres til det
mindst mulige.
Anmærkning. Når mandlig udgang af begyndelseslinien ville kunne tåles ved jamben, ligger det i
dens stærkt dipodiske karakter, som endog er føleligt i alexandrinerens halvvers. Når den
endvidere ville kunne tåles ved daktylen, som også her kvindelig udgang af tredje linie,
ligger det omvendt i dennes mangel på udpræget dipodisk karakter selv i den her
forekommende firearsiske linie. Alligevel er alle disse forandringer af ringere skønhed.