2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

Eja, nu er det forår,
Svulmende vår!
Nu efter stormens forsyndelser
Tusinde grønne begyndelser,
Nok fra i fjor til i år! (Richardt)
Den ufuldstændige form med kvindelig udgang –uu|-uu|-u er ikke hyppig:
Ej skal jeg mere dig skue,
Mindernes elskede steder
Foden ej mere betræder;
Dog i mit hjerte vil gemmes
Dybt, som i skallen en perle,
Jordens den hulde erindring. (Paludan-Müller)
Den ufuldstændige form med mandlig udgang –uu|-uu|- er ligeledes
temmelig sjælden:
Ve os! Hvorhen skal vi fly,
Alle vi skælvende små?
Hvor i den larmende by
Er der et skjul og en vrå? (Molbech)
Anmærkning. Den form, hvori begge de ufuldstændige former veksler:
85 | D a n s k v e r s l æ r e
Klare og glimrende skare,
Frelst over tidernes strøm!
Strålende lys, som bevare
Slægternes evige drøm! (Paludan-Müller)
Har ved daktylen ingen dipodisk karakter. Forklaringen på fænomenet kan gives ganske kort:
Sammenstiller vi nemlig skemaerne for Hildebrandversets halvvers med de tre andre tilstande,
angiver vi i klammer de bestanddele af rytmen, der i en gennemført dipodisk inddeling skal
indtages af pauserne:
Jambisk: u – u -|| u – u [-]
u – u -|| u – [u -]
Trokæisk: – u – u|| - u [- u]
– u – u|| - [u - u]
Anapæstisk: u u – u u - || u u – u [u -]
u u – u u - || u u – [u u -]
Daktylisk: u u – u u || - u [u – u u]
u u – u u || - [u u – u u]
Således vil man, når man går ud fra, at arsis- og thesisstavelser i vores sprog har en vis
gennemsnitslængde, hvad der i det store og hele har sin rigtighed, bemærke, at pausernes derved
bestemte længde er mindst ved jamben. I de to halvvers svarer det til henholdsvis 1 og 2
stavelser, større ved trokæen og anapæsten, hvor de svarer til 2 og 3, og størst ved daktylen,
hvor de svarer til 4 og 5 stavelser. Disse forhold forklarer, hvad vi tidligere (52) har bemærket, at
den dipodiske inddeling er overordentlig fast ved jamben, og at den hos trokæen og anapæsten er
svækket i lige høj grad. Endeligt ses det, at ved daktylen er pausen forlænget udover, hvad den
trearsiske linie kan bære, så at den umuligt kan opretholdes ved deklamationen. Af samme årsag
brister den dipodiske inddeling her.
Man vil bemærke, at der i ovenstående udviklingsrække af pauselængder 1-2, 2-3, 2-3, 4-5,
mangler mellemledet 3-4. Det er af stor teoretisk interesse at se, at dette manglende led udfyldes
af den amfibrakiske rytme jf. 79 anmærkning.
u – u u – u || u – u [u – u]
u – u u – u || u – [u u – u]
144. Femfodet. Den fuldstændige form eksisterer ikke. Den
ufuldstændige form med kvindelig udgang –uu|-uu|-uu|-uu|-u findes
ublandet, ustrofisk og rimløst brugt af Ingemann i et par digte, som