2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

12 à 13 mandlige udgange, som spanierne ofte bruger i canzonen,
berøver strofen noget af dens ejendommelighed og må frarådes.
Anmærkning. Digtformer, som benævnes madrigale (mandriale, hyrdevise), barcarole
(bådvise), ballata (dansevise), falder udenfor metriske bestemmelser, idet der ikke findes
nogen fast form for dem. Det er korte digte af en eller et par strofer; på barcarolen har
Heiberg leveret de kendte, skønne eksempler i ‖prinsesse Isabella‖
217. Spanske strofer. Det almindelige, gammelspanske
romancevers skal her kun omtales, fordi det er en almindelig fejltagelse,
når man tror, at vi virkelig har denne form på dansk. Romanceformen er
ustrofisk, firefodet trokæ med kvindelig eller mandlig udgang; alle de lige
linier (2, 4, 6, 8 osv.) assonerer på en bestemt vokal, og den samme
assonans fortsætter således ofte gennem 20-30 liniepar, engang i mellem
gennem hele digtet. På dansk er man ved efterligninger gået to veje, idet
man enten, støttet til vores stærkere og renere rytme, helt har opgivet
rimene:
O, hvad nytter det, jeg fødtes
I oktober, for hvis fødsler
Spaniens vise fandt et varsel
I opalen og beryllen? (Aarestrup)
eller man har forsynet de lige linier to og to med virkelige rim:
Ved Granada, ved Granada,
I cypresselundens skygger
Står et kæmpetræ, hvori den
Vilde turteldue bygger. (Molbech)
Men altid har vores forfattere behandlet versemålet strofisk, fireliniet. Der
kan i disse stilliserede former derfor vel være tale om spansk påvirkning,
men ikke om umiddelbar gengivelse af versenes ejendommeligheder.
218. Redondilla’en er en fireliniet strofe af firefodede trokæer med
kvindelig eller vekslende mandlig og kvindelig udgang om med
omsluttende rim:
Længe var der strid og stræbt,
Labyrintens tråd var fundet;
Nu var Minotaurus bundet,
Bundet ja – om ikke dræbt. (Richardt)
Toner, I som mægtigt svulme
Og får tåren til at rinde,
Lægge mildhed om den blinde
og de bitre smerter dulme. (Richardt)
En oftere brugt spansk form er forbindelsen af redondillas, i så fald med
gennemgående rim, abbaabba eller abbaacca; den sidste form er af
Oehlenschläger brugt i ‖Den første januar 1817‖ og ‖Uffe hin Spage‖.
219. Quintilla er den samme strofe udvidet til fem linier med
foranderlig rimstilling, abbaa, aabba, abbab osv., som dog må
gennemføres ens i alle strofer af samme digt. Eksempler oftere hos
Richardt:
140 | D a n s k v e r s l æ r e