2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

den, om end måske mere relativt bestemt end almindeligt antaget, og
dog ikke fattes af øret.
4. Fælles for musik- og versrytmer er således hovedsageligt kun
varighed og styrke, men også i disse egenskabers fremtræden viser der
sig en forskel. Hvad for det første styrken angår, der på lydens
kulminationspunkter i begge rytmer fremtræder som accent, da er dette i
versrytmen noget mindre regelret og systematisk bunden, ligesom den
også er mindre rig på fine nuancer end musikaccenten. Hvad angår
varigheden af de enkelte lyde, findes der en gennemgribende forskel sted
mellem de taktelementer, hvori musik- og sprogrytmens respektive takter
videre er delte. Den musikalske takt deles efter simple talforhold i lige
store elementer (2, 4, 8, 16 osv. Eller 3. 6, 9, 12), hvis indbyrdes
relationer selv i de mest forskelligartede grupperinger med lethed
fastholdes af øret. Mens dennes grundkarakter ved musikstykkets
begyndelse lader sig angive ved hjælp af en brøk, findes der mellem
verstaktens elementer og de enkelte stavelser, aldrig noget blot
tilnærmelsesvist angiveligt talforhold sted. Da øret således indenfor
verstaktens begrænsning savner ethvert matematisk støttepunkt, som
kan hjælpe det til at fastholde rytmen, følger det af sig selv, at verstakten
må være noget simplere i sin bygning og ikke tillader de næsten
ubegrænsede delinger, omformninger og sammendragninger, som
musiktakten overalt fremviser. Verstaktens elementer er derfor i reglen
kun 2 eller 3, sjældent 4; i den almindeligt forekommende fordoblede
takt, hvori endnu begge halvdele tydeligt spores, kan antallet højest stige
til 8.
Anmærkning. At der mellem stavelserne i verset skulle findes noget talforhold sted, er en fra
oldtidens metrikere nedarvet overtro, som først i den nyere tid ved Brückes undersøgelser
ugendriveligt er blevet modbevist (se anmærkning 8 og 9).
Med dette er de almindelige egenskaber angivne for de sprogrytmer,
som vi i det følgende udelukkende skal betragte.
Kapitel 2. Accent og kvantitet. Skansion
5. Det fremgår af det gennemgåede materiale, at enhver sprogrytme
består af lige lange takter, hvis lydende elementer dannes af de til
stavelser forenede vokal- og konsonantlyde. Ved disse lydforbindelsers
varighed bestemmes taktlængdens udstrækning og ved deres styrke
bestemmes dens begrænsning.
6. Det er kort bemærket, at stavelsens lydstyrke, således som den i
vores sprog gør sig gældende for et dansk øre, og som den har udviklet
sig til versifikationsprincip, beror på dens accent. Accenten, den stærkere
betoning, som vi lægger på en stavelse, beror på en forøgelse af
udåndingstrykket i den tonende luftstrøm. Hvori ordene dannes, og
bevirkes ved en forstærket virksomhed af de muskler, som under
udåndingen forsnævrer brysthulheden og derigennem udøver et tryk på
den luft, som forlader lungerne. Det moment, hvori dette tryk når sit
maksimum, er det, der af øret opfattes som accent, og på dette punkt
11 | D a n s k v e r s l æ r e