2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

Endelig revned de hængende skyer,
De forsvandt i en kant,
Kulden med tågerne flyr.
Himmelen skinner så klar og så pur
Som en demant, som en sleben azur,
Varmen opliver den dødkolde jord,
Eja se! Herreje!
Alt står violen i flor. (Oehlenschläger)
I første liniepar er et mometer anbragt som indskudsmetrum, i sidste
er den firearsiske linie tredoblet og et lignende monometer derefter
indskudt.
Anmærkning 1. Som en fælleskarakteristik for de hidtil påpegede ændringer af den fire- og
seksliniede elementarstrofe er det alt bemærket, at de går ud på fremhævelsen af disses
firearsiske led. Tilsvarende fremhævelser af det trearsiske kunne uden skade for rytmen kun
finde sted i yderst ringe omfang. Undertiden fuldstændiggøres en enkelt sådan linie, navnlig
den sidste i et hovedafsnit:
Harald fra Reine er høj og bleg,
Men sikker og muskelfast,
Hans hoved er som skåret i eg,
Hvert træk er bestemt og hvast.
Se, hvor han stemmer de fine strenge
Og lytter med lette nik;
På alle de glade terner og drenge
Hviler hans dybe, stirrende blik. (Welhaven)
Molbech har i ‖Alene‖ en femfodet slutningslinie; den virker imidlertid som en firefodet
efterfulgt af et kort-fuldstændigt monometer; netop denne rytme findes i samme forfatters ‖Stille‖.
Man vil høre, at halvstroferne:
Du som vil granske livet ud,
Men glemmer livets kilde,
Søg dog engang dig selv og din Gud -
Vær stille!
og Da knejsed hjorten, stolt i sind,
Med sine takkers grene:
Det kommer af, jeg har en hind,
men du må gå din dunkle vej alene.
virker væsentlig ens, blot med den forskel, at den første tredje linie synes fordoblet i den sidste.
Anmærkning 2. I 172 har vi omtalt fordoblingen af en trearsisk linie under særegne
omstændigheder, hvor nemlig den foregående allerede var fordoblet og altså den fornødne
modvægt given. Hvor dette ikke finder sted, er en sådan fordobling næsten eksempeløs. Det
kan siges, at den lader sig foretage, hvor rytmen allerede er stærkt indprentet, altså som
slutning på en mindst fireliniet strofe eller halvstrofe:
Ak, Amaryllis! Har du nu
Forladt de smukke volde,
Som ligger mest udi min hu,
Vil dig til andre holde?
Tænk dig dog om, min rosenblom!
Hvor din Myrtillus trænges
Og efter dig så længes. (Rist, Astreæ Sjungechor)
Et nyere eksempel af stor skønhed er:
Hvil over verden, du dybe fred,
Som strømmer fra nattens øje,
Der gyder med lindring dig dulmende ned
Over jordens dale og høje;
Tavs må mit hoved sig bøje.
I dagen forvilded min fod sig tit;
Det er derfor, mit hjerte har blødt og lidt;
109 | D a n s k v e r s l æ r e