2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

82. Monometrets ufuldstændige former er endnu sjældnere; de
forekommer kun i forbindelser. Den første uu-u ses af strofen:
De bølger der skyller, de skyller mod land
Under lide;
De tanker de færdes så vidt over vand,
Mig tvinger den lønlige kvide (Hauch)
Den anden enkelte anapæst uu-
Lad ham lide – til passende tider -
Når blot ikke hans søvstemme lider!
Herregud, skulle den blive tynd,
Det var synd! (Richardt)
Er mig kun bekendt som utvetydigt forekommende i det ene digt, som her
citeres, hvor den er en blot kuriøsitet brugt med komisk virkning.
Anmærkning. Tilsyneladende eksempler på denne sidste form kunne citeres både fra Winther og
Drachmann. De beror imidlertid hos dem altid på vilkårlig skrivemåde. Afgørelsen af,
hvorvidt en skreven form er virkelig, fordrer et stort kendskab, og kan endda tit være
tvivlsom. Som grundregel for erkendelsen må fastholdes, at hvor en form skal antages for
eksisterende, må dens opfattelse som sådan være nødvendig.
83. Dimetret. I sin rene, overfuldstændige form uu-|uu-|uu-|uu-||u
kun sporadisk, aldrig ublandet, strofisk overhovedet sjælden:
Den anden er ikke fuldt færdig til enden;
Det spilles så varmt, som det kommer af pennen (Oehlenschläger)
Biformen med jambisk begyndelse er derimod ikke ualmindelig:
Du mand er jo Herren, så lad som du byder!
Du kvinde hans medhjælp, så lad som du lyder!
Men hvem der i virkeligheden befaler,
Se derom det nytter vist aldrig man taler. (Hostrup)
Her roserne blussed ved rullende vove,
Hvor fuglene sang i de dæmrende skove. (Hauch)
Selv ser jeg helt klarligt, hvor lidt jeg er mester,
Jeg holder ej værksted, ej svende jeg fæster (Winther)
Anmærkning. Dette versemål er det fuldstændige amfibrakiske dimeter (man bemærker
ordrytmen i det sidst anførte liniepar). Et eksempel på virkelig kunstnerisk brug af denne
rytme, hvor den amfibrakiske bevægelses håbløst ensformige pendulslag, der aldrig synes at
komme videre, virker sælsomt betagende, er ‖Ulrikkas sang i bjerget‖:
En skat jeg alt har, snart jeg flere skal eje,
Bestandig i kreds må sig guldtenen dreje,
Og ej tør jeg hvile, jeg hjulet må træde,
Jeg hørren må sno, jeg må guldtråden væde. (Hauch)
I modsætning til hvad man synes at kunne vente, får versemålet ved enkelte nye jamber en
ganske anden flugt og fart; det har sin naturlige grund i, at amfibraken derved forhindres i
at gøre sig gældende som grundfod:
48 | D a n s k v e r s l æ r e
Når øllet virker i bjælkestuen
Og vækker de hedenske juleskikke,
Og ilden kaster sit skin fra gruen,
På svingende knive og vilde blikke. (Welhaven)
Den advarsel imod at bruge rene anapæster, som indeholdes i denne erkendelse, bør ikke lades
upåagtet!