2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

at netop versets første fod er en ejendommelig, fra alle tidligere
omhandlede rytmer, lader sig ikke overse. Øret opfatter ubestridelig
foden som dannet af komplekset u-u u/- analogt med dipodien u´-u-. Vi
foretrækker derfor at fastholde denne noget mere komplicerede opfattelse
som den i realiteten mest naturlige. Men da det tillige ikke er
uhensigtsmæssigt at bevare den oprindeligt til grund liggende
tetartopæoniske rytme i erindringen, angiver vi dennes inddeling ved
hjælp af kommaer. Den ovenstående linies virkelige skrivemåde bliver
derfor:
u u u
u -, u - |u -,u-||u -,u-|u-
På denne måde antager linien, som i den første skrivemåde syntes
fuldstændig, nu karakteren af et ufuldstændigt dimeter.
Anmærkning 1. Også dette bestyrker rigtigheden af vores opfattelse, idet den tydelige
thesispause, som følger efter de firearsiske liniers udgang, bør henlægges til disses slutning
snarere end til de efterfølgendes begyndelse.
Anmærkning 2. Det vil indses, at efter denne udvikling bliver dijamben at opfatte som en variant
af amfibraken u-u, ikke som en ligefrem udvikling af anapæsten. I den måde, hvorpå vi i 93
anmærkning har set et jambisk tetrameter udviklet af et oprindeligt dimeter har vi en
overbevisende illustration til den amfibrakiske sprogrytmes mægtige indflydelse i dansk.
Anmærkning 3. Den, der har nogen musikalsk indsigt vil ikke undlade at bemærke, at dijamben i
måden, hvorpå den gennembryder den pæoniske takt, frembyder en begrænset analogi med
musikkens synkoperede takter.
95. De trestavelsesfødder, som forefindes mellem dijamberne, og
som ses foroven af verset:
Mens vintersolen daler bag sin rødmende sky –
u u u u
u -, u -| u -,u - || u -, - |u -
påvirkes også i følge analogien af biaccenten; man vil mærke, at i
forbindelsen u-,u har atter den sidste stavelse en tilbøjelighed til at hæve
sig til arsis, af samme grund den kan betegnes med u/- som ovenstående
skema viser. Denne fod er altså et slags amfibrak; man kan betegne den
bestemt ved at kalde den den dijambiske amfibrak, hvoraf så dens øvrige
egenskaber med nødvendighed følger.
Anmærkning 1. Biaccentens forskydelighed muliggør endnu to andre former, der dog er af
underordnet vigtighed. I verset:
Det bliver til en jublende kærlighedssang -
u u u
u -,u - | u -, - || u - - ||u -
Har vi i anden fod den lige omtalte normalt accentuerede amfibrak. Som linien lyder hos Kaalund:
Det bliver til en sværmerisk kærlighedssang -
u u u
u -, u - |u - u - || -, -| u –
l__l
En anden fod er en fuldstændig dijambe, mens den tredje fod har mistet begge sine svage
thesisstavelser. Denne form må ses som et sekundært udviklingsstadium af den første, i det
den ellers nødvendige begyndelsesthesis, som den arsisk begyndende tredje fod (vi kunne
kalde den antijambe, omvendt jambe) mangler. I virkeligheden er det at søge foran
taktstregen. Her kan den nemlig i denne forbindelse ikke fattes. For nu ikke imod al
systematik at antage tilstedeværelsen af en dalende fod midt i den stigende række må vi i
dette tilfælde anse takten for momentant ophævet, ligesom det nogen gange sker i
56 | D a n s k v e r s l æ r e