At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

111
andre eller til at blive vurderet som mindreværdig. Med tanke på sagnet om Kaassassuk, kan man
foranlediges til at mene det. Når alle måtte bidrage, ville folk som Kaassassuk er et eksempel på,
give noget fra sig som en slags erstatning for det bidrag andre forventede, han ikke kunne
imødekomme. Kaassassuk gav ufrivilligt sin værdlighed fra sig. Men de, som ikke var Kaassassuk,
måtte bare give lidt fra sig (fordi de også blev anset som bidragere). Og de kunne til enhver tid
vælge, at tage det tilbage. Den sociale betydning af at bidrage overfor hinanden er stadig vigtig. Og
idet man gerne vil anerkendes, fra andre, for at være en bidrager og et betydningsfuldt menneske,
gør man sig afhængig af dem og deres anerkendelse. Hvad jeg også har prøvet at vise, i forrige
kapitel, er at ”deling” i det moderne fællesskab, mere og mere ligner på reciprocitetshandlinger og
det som Mauss kalder gaven. Og måske hersker der mindre enighed om hvad som er accepteret
belønning og betaling. Hvis det at blive opfattet som en bidrager får mindre betydning eller hvis det
bliver så vigtigt at blive opfattet som en, kan man måske forestille sig, at den dimension, at det
faktisk er modtagerkontrolleret, hvor vidt man bliver anset som en bidrager, måske blive
manipuleret og ændret. Det bliver åbent for at forhandle om nye måder at få belønning på, for sit
bidrag og nye måder, at blive en bidrager på. ”Deling”, i dagens fællesskaber, er det en selvfølgelig
ret for bestemte andre (som sagt) derved kan det let fortolkes som en gave for dem som ikke
opfatter sig som en del af den selvfølgelige cirkel (j.fr kap tre), og man kan blive forlegen eller
taknemmelig over noget som opfattes som generøsitet. Derved må gaven, som det kan opfattes som,
reciprokeres. Måske kan det smitte af på det at bidrage.
Med fokus på giver, kan man sige, at dette var en nobel handling. Børnene fik mulighed for at
komme ud. Men med fokus på modtager, er dette ikke nogen nobel handling. Men det er ikke selve
handlingen, der er noget galt med. Det er hellere måden modtager fortolker bidraget, som er
problematisk. Hvad er det Caroline også lægger i relationen, ifølge modtagerne? Ved at udtale, at
modtager er nogen som har mindre af et eller andet, end hende, forventer hun måske ikke noget
igen for hendes gerning. Jeg tror, der ligger et præmis i hendes udtalelse. Og derved skaber hun
eller understreger hun et skille. Caroline gjorde det måske ikke bevidst, men noget som er givet i
god mening kan blive til noget negativt for modtager, hvis det som bliver givet, kræver en
tilbagebetaling, som modtager ikke er villig til at give fra sig.
Gouldner er interessant i forhold til min empiri, fordi han siger, at pligten om charity, som jeg
oversætter til barmhjertighed, ikke ligger på alle i et socialt system (ibid.; 278). Gouldner mener, at