At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

35
Manden som spurgte mig om støvlerne var sikkert enig i, at jeg var et fremmed element på bænken,
men jeg blev accepteret der, måske fordi jeg viste at jeg respekterede bænken og det den stod for,
ved at sætte mig der, og med alle de tegn jeg kunne komme på, prøvede jeg at virke åben for
samtale. Jeg smilede og så på folk når de kom og jeg nikkede eller løftede på øjenbrynene som en
hilsen (en grønlandsk hilsen). Men jeg overlod det til de andre at tage det næste skridt. Derved
respekterede jeg også deres eventuelle valg om ikke at acceptere mig på deres arena. Det er en
kulturel værdi ikke at være frembrusende (se bl.a. Langgaard 1986). Måden jeg prøvede at træde
ind på deres arena på, var ved at efterligne deres måde at træde ind på en ny arena. Man kan sige, at
jeg prøvede at assimilere mig. Jeg prøvede på, ikke at spille på de kategoriseringer jeg vidste de
ikke syntes så godt om ved danskere.
Dem som sad på bænken, var netop den type grønlændere, som danskere normalt ikke har så meget
med at gøre. De taler ikke dansk, mange har ingen særlig uddannelse, de er enten fiskere, fangere,
arbejdere på fabrik eller arbejdsløse, og har ikke haft særlig megen kontakt med danskere tidligere.
De var nok, for mig, de virkelige fremmede (eksotiske), fordi jeg i min barndom og tid som guide
ikke har haft nogen særlig kontakt med dem. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente af dem, eller
hvordan de ville modtage mig, på deres bænk. Det, jeg troede om dem, hvis jeg satte mig på
bænken, var at de ville blive sure på mig og at de ville skælde mig ud, fordi jeg er dansk. De er en
egen kategori af grønlændere. Det var dem der gik i de grønlandske klasser da jeg var barn 13 . De har
ikke fulgt lige så godt med i udviklingen. Den største alkoholisme findes i denne gruppe. De er de
mest lavtlønnede og også den gruppe hvor den største arbejdsløshed findes. Om dem har danskere
nok de største fordomme. Og denne gruppe har fordomme om danskere. De kommer ofte til udtryk
under alkoholpåvirkning. Men der er en anden gruppe som også syntes at have mange fordomme
imod danskere. Det er eliten, eller dem som er ressources stærke (økonomisk og familiært), politisk
og lokalt engagerede. Johannes er et eksempel på en sådan person. Han er leder for en gruppe af
unge drenge som har haft en del problemer. De bliver sat til at lave forskellige arbejder så som at
male huse, flytte ting og lignende. Desuden har han lavet et teaterstykke med drengene som
omhandler den første rejekutter, som en grønlænder på eget initiativ, sparede sammen til og fik sat i
drift i 1927. Drengene og Johannes og en kollega som arbejder i gruppen, spillede rollerne.
Teaterstykket var på grønlandsk. Johannes spillede en dansk kolonibestyrer som var fint klædt,
briller på næsen og som havde en arrogant holdning overfor grønlænderne. Igennem hans måde at
13 Frem til starten af 90´erne skilte man imellem grønlandsk og dansk sproget klasser i skolerne. Der gik grønlændere i
de danske klasser, men det var dem som kunne tale godt dansk.