At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

45
Karen var rasende over det og havde skrevet et indlæg til avisen, hvilket havde resulteret i at
Littauer havde ringet til Karen for at forklare, men Karen havde ikke ladet Littauer komme til orde.
Jeg sad og sagde ”neeej og ihhh og åhhh” til fortællingen og forstod at nu blev jeg advaret og sat på
plads. Jeg blev placeret i samme kategori som Littauer. Og denne kategori hedder: ”Danskere som
tror de ved så meget om grønlændere, men som bare taler negativt om dem”. Det, det hele handlede
om, var at Karen ikke havde lyst til at fortælle mig ting, som hun ikke ville have kontrol med
hvordan jeg ville bruge. Hvordan skalerede jeg verdenen og de værdier som var vigtige grønlandske
værdier? Det vidste hun ikke. Karen var ikke nogen racist. Hun havde en mening om det meste.
Hun havde nogle stærke værdier og holdte sig ikke tilbage, fra at kritisere dem som ikke levede op
til dem. I løbet af mit bekendtskab med hende, blev både alkoholiserede politikere og bedrevidende
danskere sat på plads med en skarp kommentar. Hun kunne ikke fordrage folk som talte nedladende
om grønlændere, men hun var også stolt af sin danske herkomst og at hendes børn beherskede
begge verdener.
Efterhånden fandt jeg tonen med Karen. Og jeg besøgte hende en del gange i løbet af feltarbejdet.
Det var aldrig mere et problem at samtale. Jeg sluttede med at stille hende ledende spørgsmål.
Vores samvær bar præg af at hun ville vise mig de positive sider ved deres familie. Karen, og hele
familien, var meget stolte folk. Og de var meget optaget af det indtryk jeg skulle få af dem. De
vedligeholdte et indtryk, som var vigtigt for dem og også vigtig for dem, at andre skulle bekræfte.
Jeg vil sige, at de overkommunicerede visse aspekter ved deres selvopfattelse overfor mig, for at
overbevise mig om, at dette var en egenskab ved familien. Min status som dansker og forsker var
begge aspekter, som var vigtige i vores relation.
Det var ikke noget problem, at forstå og forholde sig til skepticisme, når man som Karen, var så
tydelig i sin mening. Jeg forstod, hvorfor hun handlede som hun gjorde overfor mig, og hvor hun
havde placeret mig. Jeg var en som havde tænkt at tale negativt om grønlændere, og det ville hun
gøre hvad hun kunne for at undgå og derfor brugte hun meget energi på at vise mig de stolte og
positive sider og træk ved det hun kaldte grønlændere. Dette var god information for mig. Idet jeg
forstod begrænsningen i hendes information, vidste jeg, hvad jeg kunne bruge det til.
Nivi var Karens datter. Hun var kommet tilbage til Sisimiut, fordi hendes far, Karens mand, var
kommet på plejehjem. Og Nivi flyttede ind til sin mor, blandt andet for at holde hende med selskab.