At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

55
andre at de er velkomne i ens hjem. Men efterhånden, som jeg har fordybet mig mere i praksissen,
har jeg forstået, at disse besøg ikke bare handler om at inkludere nye, men faktisk i mindst lige så
stor grad, er en almindelig dagligdagspraksis, som foregår imellem folk, som kender hinanden.
Desuden er det vigtigt at skille imellem invitationer og besøg. Et point, som jeg efterhånden vil
vise, er at nogle invitationer ikke er ment til, at skulle føres ud i livet. Og et andet jeg vil komme til,
er at en invitation ikke altid er en nødvendig forudsætning for at få besøg. Det kan virke som om at
det bare er folk, som man ikke har en etableret relation med, som kræver en invitation.
Men er invitationer bare en måde at lære folk at kende på? Er en invitation en frivillig handling og
kan du selv bestemme om du vil modtage den eller ikke? Dette er spørgsmål jeg vil prøve at besvare
i dette kapitel. Jeg vil argumentere for at invitationer kan ses på som et gode, som bliver delt
imellem bestemte andre. Invitationerne er åbne. Det vil sige, den der inviterer, forventer ikke et svar
fra den inviterede. ”Du kan bare kikke forbi en dag”. Ingen aftaler om tid og sted bliver lagt ind i
invitationen. Det gør det muligt, at give en invitation til folk, som man måske ikke regner med, vil
komme uanset. At sige ”nej tak” er nemlig også næsten umuligt at sige i Sisimiut. Og derfor er det
at sige ”nej” til en invitation forbundet med tabu.
Måden jeg lærte dette på var på den ”hårde måde”. I min uvidenhed, havde jeg flere gange inviteret
en bestemt informant til at komme til middag hos mig på en bestemt dag. ”Vil du komme og spise
hos mig i morgen kl. seks?” For mig var det vigtigt, at jeg vidste hvornår folk kom, for så kunne jeg
forberede deres ankomst (gøre det hyggeligt til de kom), gerne med en middag. Det var min måde at
lære nye at kende på, men som jeg efterhånden erfarede, var det ikke den grønlandske måde. Med
invitationen tvang jeg hende til at sige ja eller nej til invitationen. Og siden man helst ikke siger nej
i Grønland, gav jeg hende ingen valgmuligheder (i hendes øjne, for hvis hun skulle gøre det rette,
kunne hun ikke sige nej). Jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke kunne få et svar ud af hende. Og helt
fejlagtigt, troede jeg, at det var fordi hun ikke troede, at jeg mente invitationen, så jeg præciserede
endnu mere, at jeg virkelig gerne ville have at hun kom og spiste. Og til slut, svarede hun mig med
et ”måske”. ”Måske” er en anden måde at sige nej på, men for at gøre forvirringen total, kan måske
også betyde netop det: ”måske”. At sige ”ja tak” var åbenbart ikke en mulighed for hende, for det
gjorde hun ikke. At invitere til at komme forbi ”ved lejlighed”, er en høflig måde at vise interesse
på, uden at mase sig på, og hvor den inviterede ikke bliver sat i det dilemma jeg åbenbart satte
hende i. I eftertid kan jeg bare le af mig selv, og hvad hun mon har tænkt om mig, men det kan
tilføjes at hun endte med at komme og spise middag hos mig, men ikke ved denne lejlighed.