At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø
At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø
At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
124<br />
andre mennesker, kan man opleve d<strong>et</strong> meningsfulde i, at opnå statussen som <strong>bidrage</strong>r<br />
(piniartorsuaq eller inummarik f.eks.), og høste den anerkendelse fra andre, som bliver en<br />
konsekvens deraf. Man opdrages <strong>til</strong> at se d<strong>et</strong> meningsfulde i, at opnå disse anerkendelser.<br />
Hvis <strong>fællesskab</strong><strong>et</strong> er vigtigt, vil d<strong>et</strong> også kunne forventes, at der er mange måder at vedligeholde<br />
d<strong>et</strong>te <strong>fællesskab</strong> på. Og d<strong>et</strong> er <strong>et</strong> par af disse måder, jeg har vist i opgaven. Kaffesamvær er vigtig<br />
for at vedligeholde og forny relationer. D<strong>et</strong> vil med andre ord også sige, at samvær<strong>et</strong> bliver brugt <strong>til</strong><br />
social opdragelse, <strong>til</strong> at være en <strong>bidrage</strong>r og <strong>til</strong> orientering i d<strong>et</strong> sociale landskab. Hvem som<br />
kommer og ikke kommer, kan være relevante faktorer. Tænk på den af mine informanter, hvis<br />
familie ikke ville komme (side 59). Familien brugte besøg <strong>til</strong> sanktionering. Igennem institutioner<br />
som kaffesamvær, kan borgerne i Sisimiut vedligeholde <strong>et</strong> <strong>fællesskab</strong>, hvor accept og sanktion også<br />
er en del af <strong>fællesskab</strong><strong>et</strong>. Accept og sanktioner kommer som sagt også <strong>til</strong> udtryk igennem<br />
delingspraksissen. Og desuden kan man, igennem delingspraksissen, bevare en kontakt med<br />
fortiden, som <strong>et</strong> fangerfolk, hvilk<strong>et</strong> er vigtig i grønlændernes opfattelse af, hvem de definerer sig<br />
selv som. Ved at <strong>bidrage</strong> overfor andre bekræfter man, hvem som er de bestemte andre. Som sagt i<br />
starten af kapitel 3, er <strong>fællesskab</strong><strong>et</strong> ikke nog<strong>et</strong> selvfølgeligt, men nog<strong>et</strong> som må bekræftes og<br />
fornyes hele tiden. D<strong>et</strong>te er også <strong>et</strong> blik på <strong>fællesskab</strong> som en social organisering, der kommer <strong>til</strong><br />
udtryk igennem r<strong>et</strong>tigheder og pligter for medlemmerne.<br />
I d<strong>et</strong>te afsluttende kapitel, vil jeg gerne fokusere på to pointer. For d<strong>et</strong> første, hvor går grænsen for<br />
<strong>et</strong> <strong>fællesskab</strong>? For d<strong>et</strong> and<strong>et</strong>, hvilke omstændigheder for <strong>fællesskab</strong> findes der? Hvad kan være<br />
belønning for at gøre d<strong>et</strong> r<strong>et</strong>te?<br />
Hvor går grænsen for <strong>et</strong> <strong>fællesskab</strong>?<br />
Jeg har i opgaven valgt at se på <strong>fællesskab</strong>er i forhold <strong>til</strong> den kulturelle værdi at <strong>bidrage</strong> overfor<br />
hinanden. Jeg har s<strong>et</strong> på d<strong>et</strong> at <strong>bidrage</strong> igennem kulturelle praksisser, som at invitere <strong>til</strong> besøg og<br />
deling. Men ved at observere handlinger, har jeg ikke helt kunn<strong>et</strong> afgøre, hvor grænserne går for d<strong>et</strong><br />
<strong>fællesskab</strong>, hvori man kan forvente, at reciprocit<strong>et</strong>en, i d<strong>et</strong> at <strong>bidrage</strong>, er gældende. Men andre ord,<br />
hvor går grænsen for de bestemte andre? For du fortjener statussen som <strong>bidrage</strong>r igennem bestemte<br />
handlinger overfor dem. Bestemte handlinger kan give udtryk for bestemte værdier, og derigennem<br />
skabe en fores<strong>til</strong>ling eller ide om <strong>et</strong> <strong>fællesskab</strong>.