At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

124
andre mennesker, kan man opleve det meningsfulde i, at opnå statussen som bidrager
(piniartorsuaq eller inummarik f.eks.), og høste den anerkendelse fra andre, som bliver en
konsekvens deraf. Man opdrages til at se det meningsfulde i, at opnå disse anerkendelser.
Hvis fællesskabet er vigtigt, vil det også kunne forventes, at der er mange måder at vedligeholde
dette fællesskab på. Og det er et par af disse måder, jeg har vist i opgaven. Kaffesamvær er vigtig
for at vedligeholde og forny relationer. Det vil med andre ord også sige, at samværet bliver brugt til
social opdragelse, til at være en bidrager og til orientering i det sociale landskab. Hvem som
kommer og ikke kommer, kan være relevante faktorer. Tænk på den af mine informanter, hvis
familie ikke ville komme (side 59). Familien brugte besøg til sanktionering. Igennem institutioner
som kaffesamvær, kan borgerne i Sisimiut vedligeholde et fællesskab, hvor accept og sanktion også
er en del af fællesskabet. Accept og sanktioner kommer som sagt også til udtryk igennem
delingspraksissen. Og desuden kan man, igennem delingspraksissen, bevare en kontakt med
fortiden, som et fangerfolk, hvilket er vigtig i grønlændernes opfattelse af, hvem de definerer sig
selv som. Ved at bidrage overfor andre bekræfter man, hvem som er de bestemte andre. Som sagt i
starten af kapitel 3, er fællesskabet ikke noget selvfølgeligt, men noget som må bekræftes og
fornyes hele tiden. Dette er også et blik på fællesskab som en social organisering, der kommer til
udtryk igennem rettigheder og pligter for medlemmerne.
I dette afsluttende kapitel, vil jeg gerne fokusere på to pointer. For det første, hvor går grænsen for
et fællesskab? For det andet, hvilke omstændigheder for fællesskab findes der? Hvad kan være
belønning for at gøre det rette?
Hvor går grænsen for et fællesskab?
Jeg har i opgaven valgt at se på fællesskaber i forhold til den kulturelle værdi at bidrage overfor
hinanden. Jeg har set på det at bidrage igennem kulturelle praksisser, som at invitere til besøg og
deling. Men ved at observere handlinger, har jeg ikke helt kunnet afgøre, hvor grænserne går for det
fællesskab, hvori man kan forvente, at reciprociteten, i det at bidrage, er gældende. Men andre ord,
hvor går grænsen for de bestemte andre? For du fortjener statussen som bidrager igennem bestemte
handlinger overfor dem. Bestemte handlinger kan give udtryk for bestemte værdier, og derigennem
skabe en forestilling eller ide om et fællesskab.