At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

69
sociale relationelle landskaber end som en reel samværssituation. Men det er nok lidt af begge
dele, faktisk. Der er ingen tvivl om, at der er forskel imellem de to kaffesamværsformer, men hvori
den emiske forskel ligger blev jeg, på mit feltarbejde, ikke helt sikker. Ved besøg kan man også
opleve denne manglende opmærksomhed imellem vært og gæst, men fordi tilskuerne er væk, er det
lettere at tro at den reelle grund til samværet, er selve samværet. Jeg forbinder argumenter
for/grunde til samvær med samtale. Man inviterer folk, fordi man er social og vil socialisere med
dem. Og det gør man igennem samtale og ved at handle sammen. Dette sætter fokus på begrebet
small-talk, som kan forstås som at snakke om små eller ubetydelige ting. Min undring (også Briggs
undring) over den manglende samtale imellem gæster og vært kan skyldes vores (Briggs og min)
kulturelle opdragelse af hvad et samvær er. Danskere taler ofte om amerikanere i stereotypier, i
forhold til deres small-talk evner. De taler og taler, men siger ingenting, siges der. De er gode til at
small-talke. Hvad en samtale er og hvornår det er nødvendigt (på grund af pinlig tavshed f.eks.) at
samtale, er kulturelt betinget. Noget jeg kunne fordybe mig meget mere i, men som jeg vælger at
forlade her. Det andet aspekt ved samvær er at være og gøre sammen. Hvad betyder det bare at være
i hinandens selskab, f.eks.? I analytisk forstand er både samtale, brevudveksling og fysisk
tilstedeværelse samværsformer.
Ifølge Barth, vil vi med aktørperspektivet blive i stand til at, igennem handlinger, at generere social
form. Kaffesamvær i Sisimiut er en social form. Det er en institution i Sisimiut, hvor bestemte
værdier kommer til udtryk igennem disse handlinger, som udgør kaffesamværet. Jeg ser på
invitationerne og besøgene som handlinger, der blandt andet springer ud af et ønske om, at gøre det
rette. Barth siger, som sagt, at integration kommer af at handlinger efterhånden skaber en fælles
mening. Det at gøre det rette, handler ikke bare om at lære at gøre det rette, men det handler også
om fællesskab. Men ikke mindst handler det, at gøre det rette, om hvem man gør det rette i forhold
til.
Det at bidrage, ser jeg som en måde at gøre det rette. Og mere specifikt det at byde på sig selv i
form af en invitation og et besøg, med andre ord et engagement (se indledningen). Så det man
bidrager med er altså på en måde sig selv, ens tid og ens energi.
Ved kaffimik bliver man serveret kage og kaffe, men i enkelte tilfælde (under mit feltarbejde) var
der også grønlandsk proviant. De som serverede det var folk fra den grønlandske elite og jeg antog