At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

121
I dette kapitel har jeg ønsket at sige noget om, hvordan den sociale person bliver konstrueret i
Sisimiut. En konstruktion, som sker i samvær med andre aktører. Dette fordi, du behøver de andres
accept af det billede du har af dig selv, for at være det. Det hjælper ikke, at føle sig som bidrager,
hvis andre ikke mener, at man er det. Dette er helt i både Goffmans, Jenkins og også Barths ånd. I
kapitel 2 viste jeg hvordan det kan tænkes at invitationer og kaffesamvær også repræsenterer måder,
at udøve social kontrol i Sisimiut. Desuden mente jeg, at invitationer og kaffesamvær er
anledninger, hvor folk bliver placeret og placerer andre i (ikke på for det giver indtryk af at det er
noget eksternt) det sociale landskab. Denne forhandling eller placering skal også forstås som udtryk
for konstruktion af sig selv som social person. Konstruktionen af den sociale person (og selvet) er
stærkt knyttet til det Goffman kalder ”indtrykskontrol”. Man har i udgangspunktet en ret til at være
en del af fællesskabet, men denne ret er under evig forhandling og en måde at fortjene sin plads, er
ved at være en bidrager. Men status som bidrager, kan tages fra dig igen, siden den er
modtagerkontrolleret. Dette kan ske igennem sanktion, f.eks.. Du må altså hele tiden fortjene din
position i fællesskabet.
Konstruktionen af dig selv og de andre som social person er et produkt af dine erfaringer, din
historie som du erindrer den og de værdier som til enhver tid (denne tid) er gældende og vigtige.
Derved kan de elementer, som jeg ser som vigtige i konstruktionen af den sociale person, fortælle
mig hvilke værdier som er vigtige nu. Og derved vil jeg konkludere med at sige, at det at bidrage,
stadig er vigtige værdier i Sisimiut i dag. Grønlænderne mener, at have arvet denne værdi fra
fortiden og det hårde liv. Det bliver en del af deres fundament. Måden ”dele” og at bidrage på kan
have forandret sig igennem tiderne, selvom værdien som sådan ikke gør det. Denne forskel skal ses
i forhold til Jenkins (og Barths) distinktion imellem det virtuelle og nominelle.