At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

67
gæster. Stilhed er ikke pinlig stilhed som det kan opfattes i både Danmark og Norge. Værtindens
”pligter” er at udvise stor generøsitet med kage og kaffe. Og det er ikke uvanligt at gå fra et selskab
uden at have talt med så mange af de tilstedeværende.
Afsluttende om kaffesamvær
Jeg har prøvet at få nogle forskelle frem imellem kaffimik og kaffebesøg. Ved kaffimik bliver man
ikke bare inviteret til at komme på en bestemt dag, kulisserne (a la Goffman) er også mere formelle.
Hvad syntes at være en af pointerne med kaffebesøg, nemlig at værten ikke behøver at forberede
gæstens ankomst, pynte og gøre det anderledes end i hverdagen, er det netop det som kendetegner
kaffimik. Pænt dækkede borde, masser af kage, kaffe og andre lækkerier og en vært som opvarter.
Faktisk opvarter værten så meget, at hun ikke altid sætter sig ned ved siden af gæsterne. Mit ønske
har været at kunne gribe, ikke bare de fysiske forskelle imellem disse to typer af samvær, men også
at kunne være i stand til at gribe, om der er forskellige sociale behov som folk får udtrykt og
tilfredsstillet igennem disse to forskellige samværsformer. Men det har ikke været så enkelt at gøre.
Det er utrolig let at bedrive en eller anden form for funktionalisme. Men Langgaard har en
hypotese, som tiltaler mig.
Han skriver, om den bygd han har gjort feltarbejde i, at det er obligatorisk, at invitere alle til
børnefødselsdage. Også dem som man ikke kan lide. Det, mener han, er en god måde at forebygge
eller nedbryde konflikter på, idet du derved bliver tvunget til at blive konfronteret med dine fjender.
Siden samværet foregår under formelle forhold, ved begge parter, hvordan de skal opføre sig, for at
opføre sig korrekt (1986; 304). Flere gange har jeg hørt tale fra informanter om, at de ikke havde
lyst til at tage på kaffimik, men at de følte at de måtte. Og i et par tilfælde har jeg også hørt
informanter sige, at de ikke har lyst til at invitere en bestemt person, fordi de ikke kunne lide denne
person så godt. Men de har inviteret vedkommende alligevel, fordi det ret og slet har større
konsekvenser ikke at invitere, end at invitere en som man ikke kan lide. Dette giver mig indtryk af
at der kan være kontrol med, hvem som inviterer og hvem som ikke inviterer til selskaber. Til det at
være et accepteret medlem af samfundet, hører måske forpligtelsen af at bidrage med at
vedligeholde det sociale lim, som blandt andet består i at invitere folk på besøg.
Hvis Langgaard har ret i at kaffimik har været en konfliktforebyggende institution, så kan den sige
noget om hvad som netop er konfliktdæmpende i dette samfund, eller rettere, hvad var