At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

112
han taler ud fra universelle regler om reciprocitet. Han mener, at det især er de, som er højere oppe,
som har dette ansvar at give (ibid.; 278). Han skiller imellem Upper reaches (278 m.fl.) eller eliten
og lowly (279 m.fl.). Caroline er en højre oppe, fordi hun har en betydningsfuld position i Sisimiut,
hun er velhavende, veluddannet, politisk engageret og behersker begge verdner, både den
grønlandske og den danske. Det er mennesker, som man typisk vil forbinde med eliten i Grønland.
Ifølge Gouldner, er der to grunde til at eliten påtager sig dette ansvar. Det ene er at det har mindre
konsekvenser at give, hvis du har meget at give af. Og den anden grund er, at stratificeringen (idet
hun opfatter sig som elite) imellem sociale personer er et symbolsk tegn på hendes ansvar og ret til
lederskab (ibid.; 278). Barmhjertighed bliver både et udslag for ansvarsfølelse og overlegenhed,
ifølge Gouldner (ibid.; 279).
Med andre ord, kan det være, at Caroline ikke forventer noget igen for hendes bidrag, og det kan
derved være med til at understrege en rangforskel imellem hende og modtagerne. Ikke at forvente
noget igen, kan i bestemte situationer også være fejl. Giver kan virkelig være motiveret af en tanke
om at give, men modtager kan eller vil ikke se på det sådan og må enten reciprokere for at skabe
ligevægt eller afvise relationen, som familierne gjorde overfor Caroline.
Carolines udtalelse om at hun ”…gav dem muligheder som de ellers ikke havde…” Var et fejlgreb,
hvis det hun gav skulle opfattes som et grønlandsk bidrag, fordi hun derved, understregede
forskellen imellem hende og dem hun gave et tilbud. Hun kunne opfatte det som en pligt, men hun
trak de andre ned, ved udtalelse af pligten. Min hypotese er, at det at udtale dit bidrag, opfattes
negativt i Grønland. I hvert fald, hvis du derved viser dem som lytter, at du er noget mere end dem,
som modtager. Det bidrag Caroline kom med, var ikke et grønlandsk bidrag. Forstået på den måde,
at den måde hun handlede på, ikke var rette grønlandske måde at udøve et bidrag på.
Det handler om rettigheder og pligter knyttet til rollen som bidrager i Grønland. I sagnet var det
Kaassassuks ret at få hjælp. Det er denne ret til at modtage og pligt om at give, som præger sagnet,
og som på en måde stadig er et ideal for et bidrag i dagens Sisimiut. Caroline handlede ikke ret og
forskellen ligger i kompleksiteten imellem Kaassassuks ret til at få mad og Carolines ret til at kalde
sig en bidrager. Denne ret har hun ikke. Caroline skal hjælpe, men hun har ingen ret til at gøre sig
bedre end dem hun hjælper. Det er derfor børn bliver taget ud af projektet. Jeg vil sige at, i
Grønland er der en pligt om at hjælpe andre, og det er også en ret, at blive hjulpet. Hvordan skulle