At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

28
meget moderne grønlandsk by, og den anden er, at byen var ukendt for mig. Jeg ville gøre
feltarbejde i det moderne Grønland og jeg ville gerne komme til et sted, hvor jeg ikke havde nogen
tilknytninger til folk. Det har sine fordele i forhold til rolle- og statusdefinering (se bl.a. Paulsgaard
1997:80-81). Paulsgaard taler om at bruge sig selv som informant, med den erfaring man har fra før
og hun fortæller hvordan denne erfaring fra før kan ændre sig, når ny kundskab opstår (1997:82,
87). Dette kan ske selvom man er ”hjemme”.
De mest kendte konsekvenser ved at gøre feltarbejde ”hjemme” (en bedre beskrivelse er; ”et kendt
sted”) er kulturblindhed og at være forudindtaget. Med hensyn til kulturblindhed er jeg, for mit
vedkommende, ikke så meget ”hjemme” i hverken Sisimiut eller Grønland, at jeg føler mig så kendt
med kulturen, at ting virkede selvindlysende for mig. Chancerne for at overse vigtige processer i
samfundet, fordi jeg kendte dem så godt, føltes ikke større end hvis jeg var rejst til Canada og
studere inuit, et sted hvor jeg aldrig før har været. Det vigtige i denne forbindelse er, ikke at overse
det som er vigtigt for forståelsen af netop det som forskeren prøver at begribe.
Med hensyn til at være forudindtaget så rejste jeg, som sagt, til Grønland med en masse
forestillinger. Men gør alle ikke det? Har alle ikke forestillinger med i deres ”rygsæk”? Paulsgaard
er enig og siger videre, at det kan være en fordel, at du har kulturkendskab med den kultur du
studerer, for forståelse handler om oversættelse, og oversættelsen er lettere hvis du kender ”sproget”
i kulturen (1997:73). En diskussion blandt andet Strathern nuancerer i ”The limits of Auto-
Anthropology” (1987). Forskellen ligger for mig i at tro at man kender noget og at vide at man ikke
gør. Paulsgaard citerer Gullestad (1991) for at mene at feltarbejderen, som gør feltarbejde på et
kendt sted udfordres i at opnå afstand til sit felt, og feltarbejderen som kommer til et nyt sted
udfordres i om vedkommende kan komme tæt nok på til at forstå. I stedet for at tale om at man
kommer med ”egentlig indsigt”, mener Paulsgaard, at man hellere skal tale om en positionering (74-
75). Dette bygger på en erkendelse af, at feltarbejderen som værktøj, altid vil være begrænset på en
eller anden måde. Men indsigt i denne begrænsning hjælper med at eliminere fejlmarginerne. Jeg vil
dog ikke påstå, at jeg helt har forstået den grønlandske kultur eller min egen position i den. ”Det er
ikke alltid like lett å se de begrensninger ens egen posisjon har for forståelse. Mye av den kunnskap
vi orienterer oss etter i dagliglivet, er ikke alltid like synlig for oss selv” (Paulsgaard 1997;81).