At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

56
Hvorfor kan man ikke sige nej? Det hænger muligvis sammen med, at det er vigtigt at byde på sig
selv, at være tilgængelig. At sige nej, kan opfattes som en afvisning. Igen mener jeg det handler om
to ting, nemlig at gøre det rette og at byde på sig selv. Hvis du afviser en person, gør du det ved
ikke at sige det. Grønlændere er kendt (her tænker jeg både på selvbillede, folkeligt billede og
akademisk litteratur, se blandt andet Briggs 2000, Langgaard 1986, Henriksen 2003) for at ville
undgå konflikt og dette bør også ses i forhold til det.
Anja arbejdede på museet, hvor jeg boede. Og vi snakkede sammen og drak en kop te sammen,
næsten hver dag. En dag lå der en seddel til mig. Det var tre uger inde i feltarbejdet. Hun skrev: ”…
på et tidspunkt skal jeg nok invitere dig hjem, men først når Bjørn er kommet hjem, så jeg kan tage
en fridag eller to til at ordne noget. Ses Anja”. Jeg har markeret ”nok” for at understrege et point.
Jeg havde ikke bedt om lov til at komme på besøg. ”Nok” referede til noget hun forholdte sig til.
Hun følte måske at hun måtte invitere mig. Men hvad er det man viser ved at invitere? Handler det
om moral? At det er din moralske pligt til at inkludere andre i dit liv? Eller handler det om det
budskab som det at invitere, giver. At man viser, at man kan lide den anden med invitationen. At det
er en norm? Igen syntes jeg at kunne se situationen ud fra de flere gange omtalte motiver: 1) at gøre
det rette (rolleforventninger) og 2) at bidrage (rolleudøvelse) (Goffman). I så fald havde Anja
måske besluttet sig for at invitere mig tidligere, men siden Bjørn ikke var kommet hjem, kunne hun
ikke ordne det hun ville ordne først. Derved blev ”nok” til en påmindelse om noget hun havde
planlagt, men som måtte vente lidt endnu, selvom hun gerne ville gøre det nu. Det hun skulle ordne,
viste sig at være at gøre rent. Dette fortalte hun mig senere. Jeg sagde, at det ikke gjorde mig noget,
at der ikke var rent, men hun insisterede. Dette så jeg som en del af hendes indtrykskontrol (fra
Goffman bl.a. 1992), som hun, fordi hun var lidt skeptisk til min feltarbejderrolle, var meget optaget
af, og som jeg mærkede ved hende i alle 6 måneder jeg var der, meget mindre mod slutningen end i
starten vel at mærke.
Invitationerne er både ment som I) en bro til nye bekendtskaber, en II) fortsættelse af et allerede
etableret bekendtskab, altså en hverdagsaktivitet. Men jeg fornemmer at invitationerne også kan
have en tredje mere utydelig betydning. Nemlig som III) en symbolsk gestus for imødekommenhed.
Hanne er et eksempel på dette.
Hanne arbejdede som afløser på medborgerhuset. Hun var en ældre lidt forsigtig dame. En af de
allerførste gange vi mødte hinanden, spurgte hun mig om jeg havde været på blomsterudstillingen