At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

58
ingen tvivl om at invitationerne var en af flere måde at bekræfte sin egen position i et sociale
landskab.
Invitationen til at kikke forbi, er en indbydelse til kontakt fra den ene parts side. Denne invitation er
ikke betingelsesløs. I invitationen ligger der en forventning om, at den anden part modtager
invitationen og kommer på besøg en dag (eller på en bestemt dag, hvis det er invitation til kaffimik).
Jeg kom i unåde hos Sofie en dag, fordi jeg ikke havde taget imod hendes invitation. Jeg troede, det
var en uformel invitation, som jeg kunne benytte mig af ved lejlighed. Vi havde ikke lavet en
direkte aftale, men hun havde fortalt mig, at hun altid var hjemme tirsdage formiddage. Invitationen
kom under påskud af, at jeg skulle komme og hente en opskrift på en kage, hun havde lavet til et
kaffimik jeg havde været til, for en uge eller to siden. Da jeg ikke kom påfølgende tirsdag, opfattede
hun det åbenbart som en afvisning af invitationen. Næste gang vi mødtes på hendes arbejdsplads på
medborgerhuset, slog hun opskriften i bordet og sagde: ”Siden du ikke vil komme forbi, her er den”
og så vendte hun rundt på hælene og talte ikke med mig i flere timer. Vi havde kendt hinanden i 4
måneder på dette tidspunkt og vi var begyndt at blive gode venner. Jeg troede, på dette tidspunkt at
jeg havde forstået principperne bag invitationer i Grønland, men blandt andet denne episode, lærte
mig, at der findes mange typer af invitationer. Og ikke mindst flere typer af frivillighed. At man
bare skal kikke forbi ved lejlighed, kan betyde flere ting. I dette kapitel vil jeg dog bare beskæftige
mig med to typer besøg, og selvom de kan opfattes som en forenkling fordi grænserne til de andre
nuancer ikke er så markante på alle punkter, er det et metodisk og analytisk greb for at tydeliggøre
tendenser i det grønlandske fællesskab.
Det vil sige, at gæsten faktisk besidder en magt, ved at bestemme om vedkommende vil komme
eller ikke. Hun bestemmer, om hun vil benytte sig af invitationen. Det at give invitation ønskes
tilbagebetalt med at modtage et besøg, og derved får den som skal komme på besøg en slags
magtposition (især taget i betragtning at det er okay ikke at komme). Som en reciprocitetsform,
hvor anerkendelse er den egentlige tilbagebetaling, som kommer til udtryk i, at den inviterede
vælger at komme. Det at få besøg, syntes dog at være en større anerkendelse end at besøge. Man
kan tage på besøg hos folk som ikke besøger en, som i tilfældet med Niqi:
The treatment simply consisted in letting all initiative for interaction come from Niqi. Pala´s
womenfolk almost never visited her unless there was no one else in the camp to visit, or unless Nilak´s
household happened to have something particularly delectable in the larder that day, such as caribou or
dried fish, which could only be tasted by visiting there (Briggs 2000; 214-215)