At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

52
(ibid.:37). Barth baserer sin generative model på Goffmans dramaturgiske model. Hvor aktører
fører indtrykskontrol og handler indenfor situationsbestemte roller og statusser. Med Barth og
Goffman som min teoretiske baggrund, vil jeg i det følgende vise hvordan kaffe er en
institutionaliseret form for samvær i Sisimiut i dag. Der er et nært forhold imellem en social form,
som er et resultat af handlinger, og så det at gøre det rette, som et aktørvalg. Og ved at se på
kaffesamvær, mener jeg, at kunne sige lidt om, hvad som blandt andet anses som det rette i
Sisimiut.
Som ny og fremmed i Sisimiut, vil man hurtigt opleve at blive inviteret til at komme på besøg hos
folk man har mødt før, men også af folk man aldrig har mødt før. Det starter med en invitation. Og
det er denne del af processen jeg, i første halvdel af kapitlet, primært vil fokusere på. Jeg mener at
man kan se på invitationer som et gode man forvalter. Og som noget som bliver brugt til social
kontrol, men samtidig, mener jeg, at invitationer er et resultat af et ønske om at gøre det rette. Ifølge
Barth, handler integration om, at man efterhånden deler meningen med handlingen. Man læres op til
at gøre det rette igennem handlinger. Med andre ord, ved at give invitationer gør du det rette, men
du belønner også andre med din invitation eller ved at tage imod en invitation (komme på besøg).
En typisk invitation, er at man møder en person på gaden, som man har set før (men ikke
nødvendigvis, som sagt). Man har tidligere været til det samme arrangement eller lignende. Man
stopper og snakker lidt, og inden man skilles, siger den ene: ”Du skal bare komme forbi en dag”.
Det er det hele. Invitationen bærer præg af at være tilfældig. Man møder vedkommende på gaden,
butikken eller er til det samme arrangement. Man kender ikke hinanden endnu. Under samtalen vil
der ofte være en deling af livshistorier, hvor en placering i det sociale landskab vil blive afdækket.
Dette omfatter blandt andet familieforhold og tilhørighed. Desuden vil der i mange tilfælde være en
deling af noget jeg vil kalde ”personlige oplysninger”. Det kan være ting som skilsmisse, utroskab,
ensomhed, fødsler eller årsager til flytning, antal børn og umiddelbare udfordringer p.t.. Dette
aspekt ved samtalen kan kaldes en intimitetsåbning. Det kan forstås som en måde at byde på sig
selv. At dele af sig selv. Sådan er det let, at forstå det i min kulturelle ramme, hvor personlige
oplysninger ofte er det som forsegler nære venskaber og skiller dem fra mindre nære. Til slut
kommer en invitation til at gentage mødet. Og det var på den måde første møde med den nye mor
på mødretræffet forløb, første møde med Miniks brors søn forløb (se indledningen), og første møde
med flere af mine andre informanter. Delingen af information er en måde at byde på sig selv på. Det