At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

92
Et vigtigt motiv til at Minik ville at jeg skulle give ammassat til medborgerhuset kan være for at
give mig ”en position i det sociale rum”. Han havde påtaget sig rollen som min grønlandske far og
han så det som sin pligt at opdrage mig og at hjælpe mig til at opnå en social position i forhold til
mine omgivelser. ”Susanne som en som bidrager”. Rio siger, at drengene både er produkter (af
faderen) og producenter (idet de overrækker gaverne) (ibid.:205). Og på samme måde kan man sige
at jeg var et produkt af Minik (ved at han havde lært mig at bidrage) og en producent (fordi jeg
overrakte fiskene). På Ambryn var alle klar over, hvem som var den egentlige producent af netop
disse gaver. Og jeg havde også behov for, at folk skulle anerkende, at det var Minik og ikke jeg,
som var kommet på ideen. Og dermed reagerede jeg sikkert som forventet, for man kan sige, at han
beherskede den tålmodighed eller kulturelle kompetence, som påkræver at man ikke praler med sine
handlinger. Bræck-Ramstad har en lignende analyse, af en lignede situation. Mira (en som flytter
tilbage til sine rødder efter at have boet i byen, hvis handlinger Bræck-Ramstad analyserer) taler om
den hjælp, hun giver andre, alt for meget og det bliver forstået som et resultat af Pakeha sociale
klima (hvor hun er opvokset). ”Stereotypically, a Pakeha social climate encourages individualistic
achievements as end products, often ignoring the process and the people who have helped you
succeed – of major importance in most Maori minds (2003:187). Bræck-Ramstad konkluderer at
Miras fejle opførsel skyldes manglende kulturelle kompetence og mangel på sociale antenner. ”…,
the actor(s)in question shows not only lack of cultural competence, in the sense of complying with
specific rules of decent behaviour, but she exhibits also a lack of social antennas…” (2003:186).
Hellere skal man rose andre for deres gode handlinger. Og stole på, at man får den anerkendelse
man er berettiget til. Og Minik anerkendte og stolede måske netop på mig, ved at lade mig være
overbringeren. Briggs forstod ikke dette under sit feltarbejde (2000:243-245). Hun havde en stor
uoverensstemmelse med Inuttiaq (hendes eskimofar) fordi han generøst delte ud af hendes kapluna
rationer. Hun skriver: ”I was alarmed. If my goods were to be distributed, I wanted the credit for
generosity” (2000:243). Men hvad hun måske ikke forstod, var at belønning for generøsitet nok skal
komme til den som fortjener det. Desuden var hendes rationer måske netop det eneste hun kunne
bidrage med. Som folkene i sagnet burde have stillet op for Kaassassuk, lærer Minik mig, at jeg
også skal bidrage. Og han lærer mig, hvordan jeg kan skabe en god relation med mit nye sociale
rum, nemlig medborgerhuset. Med øje til Woodburn kan man sige at, måske er det at være en
bidrager, modtagerkontrolleret.