At bidrage til et grønlandsk fællesskab - Munin - Universitetet i Tromsø

30
På fritidshjemmet er der en som har køkkenpligterne hver uge. Og denne uge var det Juliane. Jeg
syntes det var hyggeligt at stå i køkkenet og hjælpe til, og fik også indtryk af at det var værdsat. De
fleste syntes køkkenugen var kedelig. Dagen før havde Aviaja opdaget, ved at se i kalenderen, at
hjemmet faktisk blev ti år næste dag. Og Juliane skulle bage en masse kager til at fejre dagen
sammen med børnene og forældrene, når de hentede børnene. Jeg hjalp hende. På et tidspunkt stod
de fleste ansatte i køkkenet og overværede Julianes (og mine) kreationer med kagerne. Juliane var
ved at lægge jordbær ovenpå en lagkage. Hun kikker op på mig og spørger om det er godt nok, og
jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare. Hun spørger, sådan forstår jeg det, som om at hun vil have at
jeg skal tilføje noget. Jeg tænkte, at hun måske spurgte mig for at inkludere mig i dekoreringen. Så
jeg svarer hende, at måske kunne hun sætte et jordbær ”der” og så peger jeg et sted på kagen.
”Der?”, spørger hun i et tonefald, som jeg ikke helt kan placere, men som virker irriteret. ”Ja det er
fint”, svarer jeg. Og føler mig forvirret.
Hvad var det der skete i denne situation? Jeg syntes, at jeg reagerede, som hun bad mig om, men
hun virkede sur eller irriteret. Som med flere andre situationer, som har brændt sig som et
spørgsmål i mit hoved, har jeg fundet en mulig forklaring, efter jeg er kommet hjem fra feltarbejdet.
Hun havde en handlemåde, som viste en holdning til etniske værdier og forskelle. Etniske, fordi jeg
kun observerede denne handlemåde overfor danskere. Hun havde en tendens til at gøre sig selv
uvidende og den anden meget klogere end hende. Det skete, når hun spurgte om noget eller
snakkede om noget. På en måde virkede det som om, at hun følte sig mindreværdig overfor
danskere, men på samme tid var hun også sarkastisk og virkede også ukomfortabel, ikke overfor
den anden, men overfor situationen, på en måde. Som med kagen, ”er det godt nok, din
bedrevidende idiot?”, kunne hun næsten have sagt. Det kunne næsten opfattes som et slags oprør
imod en ”kendt sandhed”, som hun satte tvivl ved. Den ”kendte sandhed” at danskere skal fortælle
grønlændere, hvad de skal gøre (eller plejer at blande sig og fortælle). Hun forventede det hos mig,
og jeg gav hende det, fordi jeg følte at det var det hun ville have. Hendes rolleforventninger kom
frem igennem sådanne episoder, og jeg forstod at det hang sammen med danske og grønlandske
statussæt.
Inuk er en af de andre ansatte på hjemmet. En dag vi stod ude på terrassen foran hjemmet, kom han
med en kommentar, som i og for sig var meget uskyldig, men som jeg alligevel lagde meget mening
i. For som Jenkins skriver, er en etnisk joke aldrig bare er en joke (1994:211). Inuk pegede på en