Læs rapporten - Forside - slbupl-fond.dk

der skal til for at sætte sig ind i andre mennesker logikker og ræsonnementer (Blum 1995; Brørup
m.fl.1996).
I 1965 lavede Marshall en reviewundersøgelse af børns læringsudbytte sammenholdt med voksnes
anvendelse af ris, ros og forskellige sanktionsformer. Ifølge undersøgelsen kom Hurlock i 1924
frem til, at der var en signifikant korrelation mellem skoleelevers præstationer, og forekomsten af
ros og irettesættelser, og hvis intelligensniveauet var lige for eleverne, var det de elever, der blev
irettesat, der ydede den bedste skolepræstation (Marshall 1965). En tilsvarende undersøgelse lavede
Brenner i 1935. Brenners resultater viste, at skyldfølelse havde en bedre og længerevarende effekt
end ros (Marshall 1965). Stevenson m.fl. viste i 1959, at børn i 4 årsalderen hurtigere lærte at skelne
mellem ting og problemer, hvis de blev straffet i stedet for at blive rost eller fik lov til at give op
(Marshall 1965). Penney og Luptons resultater fra 1961 viste, at børn, der både fik straf og slik
samtidig med, at den voksne foretog et indgreb, hurtigere mistede deres nyvundne viden, end de
børn der kun fik straf. Samtidig kom de frem til, at de børn, der fik deres straf i et myndigt og
bestemt toneleje, hurtigere lærte det, de skulle. I 1961 er Brown ligeledes inde på, at en straffende
stil i skolen kan fremme en frustration hos børnene, der kan motivere dem til at lære mere (Marshall
1965).
Sammenfattende kan vi altså sige, at er række amerikanske undersøgelser fra før 1970 støtter det
ræsonnement, at straf snarere hjælper en læringsproces i gang for eleven, end den forhindrer den.
De seneste årtier har kun ganske få projekter vist positive effekter af straf. I 1975 viste et
kontrolleret eksperiment dog, at voksne, der udviste en negativ verbal attitude over for børnene, fik
bedre resultater fra børnene i de opgaver, de skulle lave, og samtidig havde bedre styr på dem. Eller
som artiklen konkluderer; ”Adults who use praise without backing it up might be wll liked, yet
ineffective as behavior modifiers” (Reed & Morris 1975. s. 163). En lignende undersøgelse,
foretaget af Kuczynski m.fl. i 1994, fokuserede på 20 amerikanske mødres samvær med deres 19 til
39 måneders gamle børn. Undersøgelsen viste, at der var en positiv korrelation mellem mødrenes
reprimander og barnets ophør med en uønsket adfærd. Der var ikke den samme effekt på adfærden,
hvis mødrene distraherede børnene for at standse uønsket adfærd. Endvidere var der en positiv
korrelation mellem brugen af reprimander og børnenes manglende forsøg på forhandling (Gershoff
2002).
15