Læs rapporten - Forside - slbupl-fond.dk

Det, der springer allermest i øjnene, er nok historiernes enkelhed: At vise sit barn de mugne
agurker, at tage sit barn i hånden, når der skal gås bodsgang, at tale med isenkræmmeren i stedet for
at tale med store bogstaver til sin datter. Så enkelt.
I skældudprojektet blev 4-6 årige børn spurgt, hvad de voksne kunne gøre i stedet for at skælde ud.
Næsten alle børn svarede som med én stemme: Bare sige det almindeligt! Netop det er, hvad
forældrene gør i disse – og i mange af de andre historier, som ikke-udskældte mennesker har fortalt.
De ”siger” det almindeligt.
Generelt afspejler disse historier vigtigheden af forældrenes nærvær. Alle udtrykker gennem deres
historier, at det har været vigtigt for dem at opleve at blive taget alvorligt af deres forældre og blive
lyttet til. Der ligger i deres beskrivelser en helt central betydning af det at føle sig set og lyttet til. De
ser i hvert fald ud til at fremhæve situationer, hvor det er de værdier, de husker tilbage på som
betydningsfulde! I hele undersøgelsen af erindringerne udtrykkes der en vis taknemmelighed over
ikke at blive skældt ud, selvom han/hun måske så sig selv i en situation, hvor skældud kunne have
været den typiske konsekvens. Det har altså afgørende betydning ikke at blive skældt ud! Det ser ud
til at skabe nogle positive erindringer, som har gjort en forskel i barnets liv, og - som vi kan se ud
fra historierne -, for den voksnes opfattelse af dette!
I barnets inderste vokser med sådanne erfaringer følelsen af, at ”minde forældre vil mig og vil ,mig
noget godt.” Med cementeringen af denne dybe overbevisning udvikles efterhånden den mere
generelle orientering i tilværelsen: ”Livet er grundlæggende godt!” Og netop den er fremtrædende
hos det ikke-udskældte menneske.
Lad os derfor slutte med at vende tilbage til denne gruppe. Det interessante ved den er jo det
udsædvanlige, at de ikke erindrer at være blevet skældt ud af deres forældre som barn. Hvis man
spørger i en forsamling, hvor mange i befolkningen, der ikke er blevet skældt ud som børn, vil
næsten alle svare ”ingen”. Det er altså svært at forestille sig et liv uden skældud! Det kan i den
forbindelse se ud, som om fænomenet skældud opfattes som en selvfølgelighed for opdragelse – en
logik der er blevet så institutionaliseret, at det er svært at forestille sig et alternativ – en barndom
uden skældud! Mangel på viden om denne gruppe kan i den forbindelse have den konsekvens, at
skældud legitimeres som en selvindlysende adfærd. Skælduden reproduceres i en logik, der ikke
forholder sig kritisk til denne opfattelse af opdragelse. Den lille gruppe, som her optræder som
”ikke udskældte mennesker”, kan være med til at problematisere denne logik. Vi opfatter det som
vores opgave at stille spørgsmålstegn ved de logikker, som præger vores adfærd, og ikke mindst i
det institutionaliserede samfund, som indebærer kontrol over de mennesker, som agerer og handler i
49