Læs rapporten - Forside - slbupl-fond.dk

undersøgelse af russiske teenagere. Ruchkin taler for, at en streng opdragelse i barnets tidlige år kan
resultere i udviklingen af en problematisk opførsel i teenageårene, eller et senere behov hos den
unge for at blive disciplineret på en barnlig måde og blive tæt superviseret af sine forældre
(Ruchkin m.fl. 2001). Kandel & Wu er i deres undersøgelse af mor-barn relationer i USA i 1990
inde på det samme, nemlig at en straffende disciplin forværrer barnets opførsel og dets egenkontrol
over konflikter (McCord 1995). Deres resultater peger desuden på, at forældrenes hårde opdragelse
ser ud til at komme før børnenes dårlige opførsel. Det er således den sanktionerende opdragelse, der
er skyld i, at børnene opfører sig dårligt, og ikke børnenes dårlige opførsel, der er udløser en
sanktionerende opdragelse 15 (McCord 1995). At der kan rejses tvivl om effekten af straffende
opdragelsesstil fokuserer Cohen & Brook ligeledes på. Deres undersøgelse viste, at i et udsnit af
børn, der i deres tidlige børneår var blevet henholdsvis straffet og ikke straffet, var der dobbelt så
stor sandsynlighed for, at de børn der var blevet straffet som små lavede opførselsfejl 8 år efter, og
3 gange større sandsynlighed for opførselsfejl ti år efter. Derfor konkluderer Cohen og Brook,
ligesom Kandel og Wu, at det nærmere er den straffende opdragelse, der fremprovokerer
opførselsfejl end omvendt (McCord 1995). Den straffende opdragelsesstils konsekvenser resumeres
af McCord til at handle om fem hovedområder (McCord 1996):
1) Straf giver smerte og lærer derfor børnene, at det under visse omstændigheder er i orden at
påføre andre smerte. Samtidig kan straf, og dermed smertepåførelse, resultere i, at børn der pr
definition mener, deres forældre er gode mennesker, oplever, at gode mennesker kan påføre
andre smerte, og det derfor må være godt at påføre andre smerte.
2) En straffende opdragelse reducerer muligheden for indflydelse på børnenes opførsel. Fx sker det
ofte, at børn, der bliver straffet i deres hjem, prøver at undgå straffen. Derfor bruger børnene
forholdsvis mere tid alene uden forældrene eller andre voksne, og på den måde er de uden for
opdragerens rækkevidde.
3) Straffe bliver ofte brugt til at forbyde eller stoppe børn i at gøre noget. Det kan have den
sideeffekt, at børnene tror, at der for dem er en stor værdi i det, de ikke må gøre.
4) Megen straf består i, at barnet får valget mellem at gøre noget forkert eller blive frataget nogle
privilegier. Den psykiske konsekvens af det kan være, at barnet overbeviser sig selv om, at
privilegiet ikke er attraktivt (fx gå til sport). Det andet alternativ er, at barnet gør sig immun
over for afstraffelse og på den måde ikke kan blive ramt af afstraffelsen.
15 Ud fra den observation opstiller Kandel og Wu en model, hvor mødre og børn kan komme ind i en positiv eller
negativ spiral: Forældres negative straffe > barnets negative aggression > flere negative straffe fra forældrene. Eller:
Forældrenes positive tæthed til barnet > barnets positive opførsel > mere positiv tæthed/nærhed (McCord 1995).
19