Læs rapporten - Forside - slbupl-fond.dk

Generelt har interventionsprojektet vist, at:
Forandringer nås ikke ved undervisningsforløb, hvor eksperter formidler teorier til
forældrene, men via arbejde i grupper med forældrenes problemer, som de selv
formulerer dem.
Et hovedspørgsmål i arbejdet må være: Hvad kan jeg gøre anderledes? Og ikke:
Hvordan kan jeg gøre mit barn anderledes?
Arbejdet skal være konkret og forpligtende, disciplineret og kontinuert.
Forløbet må ikke være for langvarigt, så bliver det udflydende, men heller ikke for
kortvarigt, så bliver der for lidt tid til ”hjemmearbejdet”.
Mødet mellem barn og forældre og kontakten mellem dem er livgivende; derfor bliver
det vigtigt at arbejde kritisk med det, der bryder kontakten og forhindrer mødet.
Det skal næppe være pædagogerne i barnets institution, der leder et projekt, ej heller
psykologerne fra kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning, men snarere
veluddannede folk udefra, der er indstillet på at hjælpe, ikke på at ”undervise” eller
”rådgive”.
Deltagelse i gruppen skal for forældrene være frivillig og billig eller gratis.
(Sigsgaard 2007)
Nogle børns forslag til, hvad de voksne kunne gøre i stedet for at skælde ud i en
børnehave:
- Emil: De kunne være glade, de kunne også være søde.
- Cathrine: De voksne kunne for eksempel sige undskyld – for børnene kan ikke rigtigt
forstå, at de hele tiden bliver skældt ud.
- Stine: Ja de skulle i stedet for spørge børnene, om de ville have, at de blev skældt ud.
- Amin: Jeg synes bare, at de voksne skulle sige, at de ikke må det igen. Og så kunne de
jo bare gå, så børnene kunne lege videre.
(Sigsgaard 2002)
9