Kilder til BAM-forurening - Miljøstyrelsen

64
Sorptionen af dichlobenil er i litteraturen bestemt ved høje initialkoncentrationer,
og de publicerede sorptionskoefficienter varierer meget (K OC mellem 92-
883 l/kg) (Verloop, 1972; Tomlin, 1994). Sorptionskoefficienter for danske
sedimenter ved grundvandsrelevante koncentrationer forefindes derfor ikke.
Litteraturgennemgangen har vist, at nedbrydning af dichlobenil primært foregår
ved mikrobielt katalyseret hydrolyse, men der er eksempler på, at processen
i begrænset omfang kan foregå abiotisk. Data fra detailstudier om nedbrydning
af dichlobenil i overfladenære sedimenter har givet halveringstider
mellem 0,2 og 196 døgn (Montgomery, 1972; Jernlås, 1990), mens nedbrydningsstudier
af dichlobenil i grundvandssedimenter viser, at nedbrydningen
her er særdeles begrænset (ingen nedbrydning detekteret efter 371 døgn) (Pedersen
et al., submitted). Der er således stor variation på publicerede nedbrydningsrater
for dichlobenil, og det er derfor uafklaret, hvordan og hvor
hurtigt nedbrydningen af dichlobenil foregår.
Data om BAM er i litteraturen generelt begrænset. Sorptionsforsøg med BAM
i grundvandssedimenter med et lavt indhold af organisk stof og ler har vist, at
BAM stort set ikke bindes til sedimenterne (Tuxen et al., 2000), hvorfor mobiliteten
af BAM i grundvandssedimenter er høj. Data fra litteraturen viser, at
BAM er svært nedbrydelig (Beynon og Wright, 1972). I en undersøgelse af
nedbrydningen af BAM i aerobe danske grundvandssedimenter er der således
ikke påvist en nedbrydning af BAM inden for en eksperimentel periode på
371 dage (Pedersen et al., submitted). I enkelte udenlandske undersøgelser er
det dog fundet, at BAM nedbydes til 2,6-dichlorbenzoesyre, som via mineralisering
af sidekæden (decarboxylering) giver CO 2 og et eller flere restprodukter,
som det ikke er lykkedes at identificere (figur 6.1) (Nimmo and Verloop,
1975; Heinonen-Tanski, 1981). Decarboxylering af 2,6-dichlorbenzoesyre
menes at være en hurtig proces (Verloop, 1972; Heinonen-Tanski, 1981),
hvilket kan forklare de meget sjældne fund af 2,6-dichlorbenzoesyre i feltstudier.
Den rate bestemmende omsætning er således sandsynligvis nedbrydningen
af BAM til 2,6-dichlorbenzoesyre, som ud fra litteraturen tydeligvis er en
særdeles langsom proces. Modelsimuleringer har imidlertid vist, at selv meget
langsomme nedbrydningsrater vil afkorte forureningsvarigheden væsentligt i
forhold til situationer, hvor der ikke sker nedbrydning. Det er derfor vigtigt at
forsøge at kvantificere selv en langsom nedbrydning af BAM.
For at kunne præcisere forudsigelserne af langtidseffekter af forureninger med
BAM er der udført laboratorieforsøg med dichlobenil og BAM. Forsøgene er
alle udført som batchforsøg med sediment fra forskellige dybdeintervaller, således
at der i projektet både arbejdes med sediment fra muldlaget, den umættede
zone samt fra grundvandszonen. Formålet med de korresponderende
sorptions- og nedbrydningsforsøg med dichlobenil og BAM er at:
- bestemme sorptionskoefficienter for BAM og dichlobenil ved grundvandsrelevante
koncentrationer samt sorptionens afhængighed af sedimentsammensætningen,
således at transporten af stofferne i et givet sediment kan
vurderes.
- bestemme hvor hurtigt dichlobenil nedbrydes til BAM samt nedbrydningens
afhængighed af sorption, sedimentsammensætning og vandkemi, således
at det kan vurderes, hvor nedbrydningen af dichlobenil foregår, og
hvorvidt dichlobenil akkumuleres i overfladenære sedimenter.
- vurdere i hvor stort omfang BAM nedbrydes ved grundvandsrelevante
koncentrationer.